Med raske Trin jeg over Lyngen skred,
og Mosset knased under Støvlens Saaler,
mod Vestens Flammeporte Solen gled
og favned Heden med de sidste Straaler.
Sært dufter Porsen nu i Duggens Bad,
kulsorte Skyer Tordenregn bebude,
og langt mod Øst bag Tørvestakkes Rad
en Bonde ager hjem bag sine Stude.
Fra Luften stige Fugle langsomt ned,
de se sig skræmte om, før Læ de søge;
thi Nattens Hede har ej idel Fred,
men den har ogsaa Rævepak og Høge.
Se, derfor skjælver hver en lille Fugl,
der søger spejdende den aabne Rede;
for den har intet lovbetrygget Skjul,
og den har intet Fadervor at bede.
Og derfor hører jeg et Vemodssuk
just nu, da Solens Baad tilhavs vil sejle,
jeg hører det i Agerhønens Kluk
og i dit Tungsindsfløjt, graagule Hjejle.
Og selv jeg gribes af din Tungsindsgru,
din Natterædsel, store, brune Hede;
thi lille Fugl, jeg er forladt som du
og har ej noget Fadervor at bede.