Der gik saa krumme Veje
ned til den blide Aa,
hvor Padderokker neje
om Ællingerne smaa —
Hvor Baaden sagte strammer
den tynde Hampesnor,
og Trævlekronen brammer
i blegrødt Silkeflor —
Hvor Gedden staar og stirrer
med gnavent Underbed,
mens smaa Libeller svirrer
sylfidelet afsted. —
Hvor Rylen gaar og nusser
blandt Breddens vaade Sten,
hvor Viben Vingen pudser,
og Storken viser Ben.
— Men saa kom Industrien
og saa paa den Idyl-
den aged ud paa Engen
en Fandens Masse Fyld.
Den tinged og den tegned
og rammed Bjælker ned;
i sytten lange Uger
gik hundred Mand og sled.
Da letted Stork og Ryle,
i Skræk de langvejs fór;
selv Baaden rædselslagen
rev ud sin Hampesnor.
Og Aaens Vande vred sig
i Skum om Værkets Hjul,
og selve Gedden bed sig
i Kjæben i sit Skjul.
Men Dampens Dæmon snøfter
urolig Dag og Nat,
og kjækt Fabrikken løfter
sin sodbedækte Hat.
Dens Varer er de bedste,
dens Ry er viden kjendt;
afvigte Vinter gav den
sin Stifter ti Procent.
De gamle krumme Veje
blev macadamisert.
Gud ved, om Fremgangsmaaden
dog ikke var forkert!