I.
Forpagter Lars med den store Vom,
der døde igaar, og som var saa from,
ifald man kan lide paa »Vennernes« Dom,
skal han til Himmels — I Engler smaa,
da faar I noget at slæbe paa!
II.
Hvor let vi Mennesker dog under bukke,
hvor svagt vort Muld!
En halv Pægl Brændevin hældt paa din Krukke,
og du er fuld!
III.
Som Kys paa Kvindelæber danse,
som Solen paa en Krigers Lanse,
som Myggen paa et dugget Siv,
som Harekid paa Jyllands Banker,
saa kredser mine kaade Tanker
omkring Klavdines smækre Liv.
IV.
Kjødet stinges af Syndens Pæl,
og Driften tømrer sin Trone.
»Elsk din Næste, du Kristensjæl«,
— men ikke din Næstes Kone.
V.
Kjællingen ejed en lavbenet Ko;
Stodderen ejed en langtrynet So.
Stodderen bejled, og Kjællingen grén;
derpaa foren’tes Menagen til én.
VI.
Batseba.
Du slemme, slemme Basse-Batseba
du narrer ikke mig, for ved du hva’,
du badede saa nær ved Kongens Slot,
forføreriske Skjælm, fordi du vidste godt,
at David var en stor og vældig Kriger
men mest en gammel Nar, naar han saa smukke Piger.
Mod alle Politiforordningens Instruxer
du gik i Vandet uden Svømmebuxer,
fordi du hell’re vilde føde David Konger
end Korporal Urias Soldaterunger.
Og paa din Smag er der kun lidt at sige,
den hyldes overalt af Kone som af Pige.
VII.
Krotanker
Der sad i Kroen fire Mænd og stank;
med skiden Haand de greb om skiden Hank.
Et Pottemaal de tog i hvert et Drag
og satte Kruset ned med Bump og Brag.
Først pranged de om Kalve, Svin og Faar,
saa satte de den op til Grund og Gaard;
og mens de skidne Æsler snød hinanden,
de appellerte kraftigen til Fanden.
Man siger jo, han har i sligt Behag;
saa maa han ha’ en højst bedærvet Smag.
Dog tro mig, Venner, man bagtaler Fanden,
jeg har langt bedre Meninger om Manden.
Selv højstuderte Præster ikke nægter,
at noget fornemt ved Personen hægter.
Nu er han havarert, den gamle Drage,
men alle ved, han har kjendt bedre Dage.
Han var endogsaa Hofmand i et Rige,
der hvad man end om samme kunde sige —
og Himlen ved: om det blev meget sagt! —
dog altid tog den gode Smag i Agt.
— Det er en Trøst selv i et Liv blandt Bengler,
at man har været Dus med Ærkeenglen
VIII.
Naa, Himlen er vel ej saa stræng,
som Præsterne er bøse til;
saa længe er der Fejl og Fald,
som der er Tant og Tøse til.
IX.
Ved Bryllupsmiddagen
Med Sang og Hurraraab og Ølstøj
blev Skaalen drukket, Maden ædt.
Idag vi alle tror, at Ægteskab er Sølvtøj,
imorgen ved vi, at det højst er Plet.