Lyd af Latter, Klang af Gafler,
Taler for den nye Præst,
som for Bisp og for Kolleger
fejrer en lukullisk Fest.
Stegen dufter, Vinen perler
rødligt paa de hvide Skjæg
medens Kristus tornekronet
vaander sig paa Salens Væg.
Og de fromme Gubber glædes
kristeligt ved Øl og Mad,
og ydmygeligt de tømmer
Glas og Bæger, Skaal og Fad.
Og de løfter sig i Sædet
under Rømerglassets Klang,
og de hævder, der er dejligt
i vort lille Dannevang.
»Tro mig, Venner«, siger Bispen,
sætter Gaflen lidt i Hvil,
mens hans Blik langs Bordet glider
i et stort og saligt Smil:
»Al den Sorg, som Folket trykker,
Kivet mellem Mand og Mand,
al den Mén, som Hadet brygger
i vort elskte Fædreland —
det er blot en liden Skygge;
faar vi først den rette Tro,
skal paany de Daner bygge
kristeligt i Fred og Ro.
— — Aa, vi kjender disse Røster,
disse plumpe Raab om Brød;
maa jeg spørge, mine Præster,
lider man i Danmark Nød?
Føder Gud ej Ravnens Unger,
overstraaler Liljens Dragt
ikke, som Salmisten sjunger,
selve Salomons i Pragt?
Bølger ikke Kornet fagert
paa den blide, danske Vang;
klinger ikke lifligt sammen
Lærkeslag og Klokkeklang?
Intetsteds der ofres bedre
til Begravelse og Jul;
ingen Mad os bedre smager
end det gode, danske Sul.
Hvorfor da misunde Frankrig,
hvorfor skue hen til Schweiz?
— Aa, vi har det godt i Danmark!
— — Ræk mig Stegen, Pastor Steisz!«