Jeg bad til Gud én eneste Bøn.
Mig syntes hans Jord saa rørende skjøn,
mig syntes hans Himmel saa dulmende blaa;
man blev saa god af at stirre derpaa.
Jeg vandred saa glad mod den stigende Sol
og plukked imellem en dugget Viol;
jeg strakte mig salig paa Ageren grøn
og bad af mit inderste Hjærte en Bøn;
bad ikke om Sølv og ikke om Guld,
ej Rader af Køer paa tommetykt Muld,
og ikke — som ellers Menneskets Kuld —
jeg hyklede Graad bag en Lommeklud
og spændte en medbragt Pose ud
og bad saa Himlene styrte den fuld.
Mig syntes hans Jord saa daarende skjøn,
og derfor jeg bad den eneste Bøn:
»Barmhjærtige Gud, jeg elsker dit Værk,
lad altid mig nyde det sund og stærk!«
Jeg rejste mig salig fra Ageren grøn,
jeg tro’de saavist, at han hørte min Bøn.
Men alle saa hører vi Herren til,
og Gud kan gjøre med sit, hvad han vil;
én plager han længe, én slaar han ihjæl,
men god — det er er han alligevel.
Mig gav han lønligt i Siden et Stik,
saa Livet sortnede for mit Blik;
jeg hylledes ind i en aarlang Nat,
mens Engenes Blomster visnede brat.
Se derfor beder jeg aldrig mer,
om og jeg imellem mod Himlen ser.