Du stolte Himmelhvælving,
som disse Stjærner rummer,
hvor kan jeg tro, du huser
saa ond og stræng en Dommer?
I blege, blide Stjærner,
saa talende skjønt stumme,
hvor kan fra eders Himmel
vel min Ulykke komme?
O, fromme Præstesjæle,
hvor har I kunnet haabe
at binde slige Løgne
paa andre end en Taabe!
Dog intet Had til eder,
fordi I Gud bagtaler,
der fordres ej af Smaatorsk,
hvad fordres kan af Hvaler.
Vor Skaber brugte Tiden
til disse skjønne Stjærner,
og derved han forsømte
saa rædsomt eders Hjærner.