Strømmen drev og tog Baaden med
gjennem grønne Enge;
blandt gule Iris vi drev afsted;
Folk var i Senge.
De gule Iris du brak og strøde
paa Baadens Bund,
og trykked vildt dine Læber røde
imod min Mund.
Og paa det gule, duftende Lagen
du knæled ned;
med strakte Arme saa hvide som Dagen
du drog mig med.
Dit Shawl du kasted omkring os begge
mod Nattens Duggen;
jeg hørte ikkun dit Hjærtes Dikken
og Aaens Klukken.
Da glemte vi dem, der laa derinde
ved Væggetøjet,
hver Mand med Ryggen imod sin Kvinde,
i Søvnen bøjet.
Mens Lygtemanden med Blus paa Lampen
paa Kjæret spøgte,
og Mosetrolden med megen Dampen
sin Pibe røgte;
Mens Elverpiger med sære Fagter
drev Leg i Sivet,
vi gav os hen til de store Magter,
der styrer Livet.
Dit Øje svæved saa sødt forvildet
omkring paa Himlen;
op om os begge der steg fra Vandet
en hellig Svimlen.
Og hvad du hvisked med røde Kinder
og Øjne milde,
mens Natten lytted, det var det Synd, om
jeg røbe vilde.
Lad os da haabe, at selv om ogsaa
de Elvepiger
har lyttet efter og hørt vor Hvisken,
de intet siger.