Vi sad alene i den stille Kvæld,
ved Siden plaskede et Kildevæld.
Fra Dalen steg der op en hvidblaa Røg,
og paa et Dige kukkede en Gjøg.
Naturen var saa tavs, og vi var tavse;
endogsaa Gjøgen gjorde nu en Pavse.
Da følte jeg, en Kind blev lagt mod min,
saa blød som Barnets og som Silke fin.
Og mens hun Armen om mit Hoved slog
og blidt og langsomt mig imod sig drog,
med Ord, der siden i mit Øre bæve,
hun hvisked sagte: »Det er skjønt at leve!«