Han:
O, elskte Pige, sover du?
O, sig, du vaager lidt endnu,
for Elskov bandt mig Haand og Hu,
jeg vil saa gjerne ind, Glut.
O, luk mig ind blot én Nat,
ja, én, én, én Nat,
om end det nu er sén Nat,
staa op, og luk mig ind, Glut.
Du hører Vintrens vaade Stød,
Drivskyen kvalte Stjernens Glød,
paa Vejens Grus jeg Foden brød,
mod Natten giv mig Skjærm, Glut.
Glad gav jeg dog mig selv til Pris
for Regnens Slag og Hagiens Ris,
hvis ej dit Hjertes Kuld og Is
opvakte al min Ve, Glut.
O, luk mig ind blot én Nat,
ja, én, én, én Nat;
om end det nu er sén Nat,
staa op, og luk mig ind, Glut.
Hun:
O, tal ej mer om Regn og Vind,
haan, om du vil, mit kolde Sind,
men gaa din Vej herfra, thi ind
du kommer ej til mig, Gut.
Jeg siger dig det én Nat,
blot én, én, én Nat,
ej nu og nogen sén Nat
af mig du lukkes ind, Gut.
Den Blæst, der gjennem Natten gaar,
den Hagl, som vejløs Vandrer slaar,
er intet mod den Kvindes Kaar,
der troed troløs Mand, Gut.
Først som en fager Blomst at staa,
saa trampes som et Ukrudtsstraa —
saamangen Glut, hvis Kaar var smaa,
drog ind til denne Lod, Gut.
I Gaar sad Fuglen glad og let
og sang paa Jæg’rens Vindusbræt,
i Dag den spræller i hans Næt,
det var den Løn den fik, Gut!
Jeg siger dig da én Nat,
blot én, én, én Nat:
ej nu om nok saa sén Nat
af mig du lukkes ind, Gut.