Hans Kjortel er laset i Sømme og Foer,
hans Hat er ej ganske ny;
hans Væsen er tolket i disse Ord:
Han tjente General Rye!
Han bærer med stive Soldaterskridt
sin Sæk gjennem Jebjerg By,
som fulgte han end i behersket Trit
sin Herre General Rye.
Hans Blik er myndigt, hans Mine streng,
hans Skjæg er sort som en Sky,
de flygter for ham, hver skjødesløs Dreng,
som Tysk’re for General Rye.
Er Vejen pløret, har Skoen et Læk —
hans Holdning er lige kry;
han bærer saa rank sin Raltesæk
som Fanen for General Rye.
„et skal dog kjendes af én og hver
i denne elendige By,
at det er den Krejsten, som kommer her,
der tjente General Rye!”
Ved Sommer som Kjørmis, i Storm eller Læ
han bærer de Pjalter af By,
mens mod hans stive, posede Knæ
det klirrer af Bismerens Bly.
Og Krejsten haandterer med Færdighed
dens prøvede Lod og Bly
og vejer med stiveste Værdighed,
som vejed han General Rye.
Saa saâ jeg ham gaa, den gamle Knark,
med sit allerhovneste Blik;
en Tøs fik et Nik, og en Hund fik et Spark,
alt efter Soldatens Skik.
— Saa gled fra hans Aksel Posen ned;
bag efter sank Lod og Bly;
han famled tilsengs — med værdige Fjed,
og gik til General Rye.