A haar tjent Jens Måsen
no halvanden Or,
skjønt han er en Asen
i og om hans Gor.
A maa pas hans Høwde,
a maa ref hans Fyld;
haar æ ett og løw ve,
saa faar a æ Skyld.
A haar gy hans Ruesstok,
a haar past hans Lamm,
drøwen mæ hans Goesflok
aa og i æ Damm.
Rejen mæ hans Følkloj,
fløt’en affentow,
rend æ Gor si Mølboj,
nær de anne sow.
Dæ haar ingen frej mæ,
a haar hat æ stræng’,
skjønt æ Stodder stej mæ
næjsten uden Peng’.
— — — Kom mi’ bitte Kipkal,
kom mi’ bitte Kwi’!
Husbond han er hwipgal
no ved Awtensti’.
Derfor maa du rap dæ’
no mi’ bitte Gul’;
her haar a di’ Klaptræ,
huer haar do di’ Mul’?
Bløw mi’ Husbond hwipgal,
det war ild’ o spør’;
kom mi’ bitte Kipkal
med di’ løjn Ør’!