Grundlovssang til Fjandboerne
(1902.)
(1902.)
Der er et Land saa indeklemt
etsteds paa Jyllands Kort;
blev Stedet end af Verden glemt,
saa er det Land dog vort;
thi paa dets brune Tuer
sad vi som Børn og sang,
og fra dets Høje skued
vi Verden første Gang.
Der flyver Viben lavt om Gaard
mod Blæst og Bygevejr,
og Sommeraftnens Tofler slaar
højt over tavse Kjær.
Mod Høstens Tid af Lyngen
der titter røde Bær,
og tusind Lærkers Syngen
dig følger, hvor du er.
Og der gaar Solen langsomt ned
imellem Banker graa,
mens Hors naar hjem fra Dagens Béd
og Møllens Vinger staa.
Hen under Himlens Arker
gaar lange Dales Gys,
mens langs de øde Marker
der tændes Lys bag Lys.
Og der er Bonden jævn og støt,
i hvert et Savn forsøgt;
men Savnet gør ham ej forknyt
og avled aldrig Frygt.
— Han kjørte Sand paa Mosen
og Mosejord paa Sand;
det gav ham Gryn i Posen
og Hæder til hans Land.
Hvor Ploven altid holdes blank,
der er ej Fattigdom;
hold Agren ren og Modet rank,
om og din Ryg blev krum!
Thi Frihed vil kun dvæle
hos ranke Sind som Gjæst,
men lamme, syge Sjæle
dem fly’r den fra som Pest.
Og naar du henter Traven hjem,
og naar du Engen slaar,
og naar din Plejl med Fynd og Klem
hen over Halmen gaar —
da husk, at „Grundlovsgaven"
med Junidagens Sol
har Drøjsel lagt i Traven
og Hynde paa din Stol.
Og dette Land saa indeklemt
paa Danmarks vestre Kort
kanske det dog ej rent er glemt,
blot Sløvhed jages bort.
Og derfor skal du tage
dig Mænd til Folkets Raad,
der frem og ej tilbage
vil styre Tidens Baad!