Vinterbilleder(1905.)Nu tager den Bonde Bælgvanter paaog kryber i Faareskindstrøje,thi Marken skures af Blæsten raa,i Lænker rasler de Bække blaa,og Sneen hvirvler om Høje.Fortvivlet strækker forladte Plovaf Mulden de rustrøde Arme;nu voxer der Klumper ved Hjortens Klov,hver Mus i Kjæret, hver Fugl i Skovde bliver saa pilkende arme.Der sidder en Krag’ i min Faders Pil,uroligt den vipper og vender;den skriger under sit korte Hvilsom gnedes et Søm mod en rusten Fil,og Sulten i Øjnene brænder.Om Grenen spænder hans krumme Taa,saa Leddene synes at knage;han dækker Sig til med sin Vinge graa,stort andet haver han ikke paa,den stakkels frysende Krage.Jeg sidder og ser paa hans haabløse Dontigjennem den hvidfrosne Rude;det gjør mig saa inderlig blødende ondtfor den gamle fjedrede Vagabond,hvem Himlene har Stænget ude.Jeg henter hos Moder en liden Brad;han spejder og Skrotten skulter.„Kom ned og smag paa den gode Mad!Naa, skab dig ikke, din gamle Rad,Jeg skyder ej Krage, som sulter."Men Bonden, han haver slet ingen Nød;han tørrer i Vanten sin Næse,sin Sok han varmer ved Ovnen rød;i Saltkarret Sul og i Bænkkrogen Brød —saa kan han ad Vinteren blæse.Hans Hors hun gumler bag kornfyldt Loog æder lidt mer, end hun orker,hans Køer kælver, hans Faar faar to;i Halmbunken ligger hans hvide Somed udstrakte Lemmer og snorker.Og Bonden nyder sin lunende Stald,hans Hors med Haaret han stryger;til Faarene henter han Hø paa Hjald,hans Høns han lokker med Kluk og Kald,og Kalvenes Rygge de ryger.Saa linner han langsomt Gavllugens Slaaog ser over hvirvlende Ager;retsindigt han vender den tunge Skraa;der er som en Drøm i hans Øjnes Blaa,naar Sneen om Vindfløjen jager.Men Gamlingen grunder i Aftægtskrogmed Ørene gjemt under Huen;han suger paa Piben saa livsensklog,som tømtes et Dyb i hvert Drag han drog;men Gløderne ta’r han fra Gruen.Hans aldrende Mage ved Rokkens Hjulsaa lidet i Skumringen Syner:„Det bliver da vist en strænge Jul;aa Gud ha’ Lov for det rare Sul,og for de velsignede Klyner!"Han banker sindigt sin Pibe udmod Bordbenets knastrede Tapper,imens fra Gruen et Skumringssprudnu glimter i Kjedlernes Kobbertudog nu i hans Sølverknapper.— Men dæmpet lyder den dumpe Plejlfra Loen i Sne begravet;snart ligger Gaarden med Tag og Teglpaa Hedens fygende, hvide Spejlsom Øen i Verdenshavet.