Kilden
(1905.)
(1905.)
Jeg nynner, jeg synger ved Gry og ved Kvæld,
jeg kan ikke andet bestille;
jeg kan ikke tordne som Fossen fra Fjæld,
om ogsaa jeg ønsked og vilde,
for jeg er en glad lille Kilde.
Jeg kan ikke drive de Værker af Jærn,
gi’ Hundreder nok at bestille,
men gjærne jeg drejer Møllerens Kværn,
og Husmandens Gryn skal jeg pille,
for jeg er en god lille Kilde.
Men helst vil jeg ligge og nynne min Sang
og lege som Barnet med Stene
og klæde dem over med Alger og Tang
og atter kysse dem rene.
Og gjærne jeg spejler det ensomme Siv
og Høstnattens rødlige Stjærne,
naar alt hvad der mærkes af Døgntumlens Liv,
er Fragtmandens Vogn i det Fjærne.
Naar Søvnen tager den bly Viol,
og Duggen hun driver i Enge,
da spænder jeg over min Bølgestol
de allerklingreste Strænge.
Og Maanen vender sit Horn mod Nord;
min Fader Himlen han lytter;
min værdige Moder, den sovende Jord,
i Drømme Fødderne flytter.
Jeg bliver saa glad ved mit eget Spil,
ved Røsten fra Jordens Indre,
og Sivet paa Bredden nikker dertil,
og rødlige Stjærner tindre.