Hvi vanker du gamle Kvinde dér
paa Agren agter og frem?
I Foraarsmorgenens første Skjær
forlod du hungrig dit Hjem.
Hvad sanker du op af den Riges Rug,
fattige Ane Malén?
Finder du noget for Disk og Dug?
„Jeg finder kun Sten.”
Hun tripper afsted foruden Ro
som én, der jages i Drøm,
mens Duggen væder de hullede Sko
og Skjørtets flossede Søm;
jeg ved jo nok, hvad du tænker paa,
fattige Ane Malén:
Derhjemme græder for Brød de Smaa,
her sanker du Sten!
Det knækker af Gigt i de gamle Knær,
forinden hun Skjørtet faar fyldt;
saa vandrer hun hen til Dyngen dér
og slipper sin trælse Bylt.
Tro ej, hun drømmer om Dugg og Sligt,
fattige Ane Malén,
hun tænker paa Davre og ej paa Digt,
hun sanker jo Sten.
Mens Dagen fødes saa blank og ny,
og Solen runder sin Bug,
din fattige Skygge gaar som en Sky
henover den Riges Rug.
Det er mig saa sært at tænke paa,
fattige Ane Malén:
Hvor andre sanker sig Kjærv og Straa,
der sanker du Sten.