Fornyrðislag

        Fornyrðislag, egl. Oldtidsversemaalet, er vistnok det oprindeligste nordisk-germanske Versemaal og det simpleste. En Strofe heri bestaar af 8 Linier paa 4 Stavelser, hvoraf 2 er lange og betonede med forsk. indbyrdes Stilling; herefter varieres Rytmen, og der opstaar forsk. Former, Grundformer, hvoraf der er 5 (2 Trokæer, 2 Jamber, Jambe + Trokæ o. s. v.). Der findes undertiden indblandede 3-stavelses og 5-stavelses Linier (jfr Kviðuháttr og Málaháttr). Hvert Liniepar sammenknyttes med Rimbogstaver (Hovedstav i de lige, Bistav — een ell. to — i de ulige Linier). Slutningsrim findes yderst sjælden og er da vistnok tilfældige. I Digte i F. findes kun undtagelsesvis Tilløb til Omkvæd (f. Eks. i Völuspå). F. benyttes særlig i episke Digte (Eddadigte). I Skjaldekvad findes F. ikke benyttet før forholdsvis sent, c. 1100. Som Eksempel kan flg. Vers (Gjellerup’s Overs.) af Völuspå tjene:

        <quote>Hør mig alle<br/>hellige Slægter,<br/>Heimdals Sønner<br/>Store og smaa;<br/>Valfader vil det,<br/>vel skal jeg nævne<br/>Slægters Skæbne,<br/>jeg skued først.</quote>¹

        (Litt.: E. Sievers, »Altgerm. Metrik« [Halle 1893]; F. Jónsson, »Ísl. bragfræði« [Kbhvn 1892]).