Drotkvædet vers

        Drotkvædet Versemaal (dróttkvæðr háttr ell. dróttkvætt, Adj. neutr.) er det oldnordiske Versemaal, der ansaas for at være det ypperste, og som allerhyppigst anvendtes til Høvdingedigte o. l. Kvad (Draper). »Drotkvædet« bet. det »Versemaal, der anvendtes i de for drótt ɔ: Hirden ell. Krigerskaren fremsagte Digte«. En Strofe i D. V. bestod af 8 Linier paa 6 Stavelser (ell. fl. ved Opløsning af en lang Stavelse: — = ⏑ —). Hvert Liniepar var indbyrdes forbundet med 3 Rimbogstaver, to i den første, en i Beg. af den sidste Linie (stuðlar, »Støttestave«, höfuðstafr, »Hovedstav«); jfr. Allitteration. Foruden disse Rimstave skulde enhver Linie have 2 Rimstavelser (hendingar), der enten dannede Halvrim ell. Helrim med hinanden; Halvrim findes som Regel i de ulige, Helrim skulde staa i de lige Linier. Et Halvvers i fuldt udviklet D. V. saa altsaa saaledes ud (C. Rosenberg’s Overs.):

        <quote><i>T</i>it gjordes <i>T</i>iden <i>ved</i> jeg<br/><i>tung</i> for Kvinden den <i>unge</i>;<br/><i>tung</i>ere <i>t</i>ror jeg og <i>længer</i><br/><i>t</i>raar dog Manden ad <i>aare</i></quote>

        Dette System har efterhaanden udviklet sig; de ældste Digte (Brage’s) er endnu ikke saa fuldkomne, hvad Rimstavelserne angaar. Strengt taget er de heller ikke nødvendige til, at Versemaalet kan kaldes drotkvædet; men fra c. 900 af er det saaledes indrettet som her beskrevet.