François Villon (1431–85)

Villon [vi’jå], François de Montcorbier, kaldet Villon, fransk Digter, født 1431, sandsynligvis i Paris, blev Student 1449 og 1452 Licentiat og Magister artium. Sin Ungdom tilbragte han hos en Slægtning Maître Guillaume de Villon i Klosteret Saint-Benoît-le-Bétourné nær ved Sorbonne. Men han blev tidlig udsvævende og omgikkes det sletteste Selskab. 1455 kom han i Klammeri med en Præst og dræbte ham i Nødværge, dømtes til at hænges, men slap med Forvisning, og levede, til han Aaret efter benaadedes, blandt Bærmen i Paris’ Omegn. I Slutningen af 1456 deltog han i et stort Pengetyveri og flygtede kort derpaa til en Onkel i Angers, efter i Le petit testament satirisk at have gjort sit eget Regnebræt op. Da Tyveriet kom for Dagen ved en af hans medskyldiges Tilstaaelse, blev han atter forvist fra Paris og førte derefter en eventyrlig omflakkende Tilværelse i Frankrigs Provinser. 1461 kastedes han i Fængsel i Meung-sur-Loire, rimeligvis for et nyt Tyveri, men løslodes ved Amnesti, da Ludvig XI besteg Tronen og benaadede Forbryderne i de Byer, han besøgte. Han gemte sig nu i en afsides Provins for at skrive Digtet Testament. Sidst i 1462 var han paany i Paris, hvor han efter Tortur dømtes til Hængning og skrev »de Hængtes Ballade«, men slap med Forvisning fra Paris, hvorefter hans Liv forsvinder i Mørke, han træffes kun omtalt en enkelt Gang i Paris i Aaret 1463 og er rimeligvis død faa Aar derefter. Hans Liv blandt Forbrydere og Galgenfugle, løse Kvinder og alskens forvildede Eksistenser spejler sig i hans Vers, i de to Digtrækker Le petit testament og Le grand testament, det sidste forfattet umiddelbart efter hans Løsladelse af Fængselet i Meung. Rammen om dem begge er det satiriske Testamente, hvori han bortskænker sine sølle Ejendele til Vennerne og Kammeraterne. Men inden for denne Ramme digter han i den sidste Cyklus om alle sin Ungdoms Daarskaber, med en ejendommelig Blanding af Letsind og Tungsind synger han om altings Forgængelighed, sin Ungdoms berømte Skønheder og de gamle visne Skøger, sine Venner, der er døde, Livet, der spildtes, Tørsten, Kulden, Længselen efter Lykke: Hvor er den Sne, der faldt ifjor? Ved sin sære Forening af Ironi, Kynisme og Sværmeri, ved sin inderlige Trang til at skrifte og klage, skoggerle og græde er han bleven den første moderne Lyriker i fransk Poesi, et ægte lyrisk bevægeligt og følsomt Naturgemyt. 1489 udkom første Gang Le grand testament de Villan et le petit, son codicille, le jargon et ses ballades, der indtil 1542 naaede ikke mindre end 27 Oplag, deriblandt det, som Marot 1533 udgav paa Befaling af Frants I. Af nyere Udgaver regnes Longnon’s (1892) for den bedste; andre skyldes Moland (1893) og J. de Marthold (1897). Paa Dansk har S. Broberg oversat »En Pariser Students Bekendelser, meddelt af ham selv Aar 1461 under Titelen »Det store Testament«« (ny Udgave 1892).

Campaux, François Villon, sa vie et ses æuvres [1859]; Longnon, Étude biographique sur François Villon [1877]; Bijvanck, Essai critique sur les æuvres de F. Villon [Leyden 1883]; G. Paris, François Villon [1891]: J. de Marthold, Le jargon de François Villon [1908]; M. Schwob, François Villon [1912].