Peder Syv (1631–1702)

Syv, Peder Pedersen, 1631–1702, Sprogmand, Poet og Antikvar, var vistnok Søn af Fæstebonden Peder Olufsen i Kirke-Syv ved Roskilde og Anne Mortensdatter. S. blev født 22. Febr. 1631 og Student fra Roskilde 1653; siden Hører ved vor Frue Skole i Kjøbenhavn, hvorfra han 1658 forflyttedes til Rektoratet ved den lille Latinskole i Næstved. Han synes at have været en dygtig Lærer, der bragte Skolen op, skjønt hans Virksomhed faldt i de bevægede Aar under Svenskekrigene og Enevældens Indførelse, og han stod i nær Venskabsforbindelse med Præsten Hans Mikkelsen Ravn, Tidens betydeligste Skolemand. Men ved Siden deraf dyrkede han sproglige og poetiske Interesser, og i den gamle Latinskolebygning i Næstved, der endnu for en Snes Aar siden stod temmelig uforandret som et ærværdigt Fortidsminde, udarbejdede han 1663 sine «Betænkninger om det cimbriske Sprog», det første, varmt og livlig skrevne Forsøg paa videnskabelig Behandling af Modersmaalet og tillige paa sammenlignende Sprogforskning. S.s temmelig brogede sproglige Reflexioner føre ham ogsaa ind paa Litteraturens og Poetikkens Omraade, hvor han ligesom overalt ellers viser sig stærkt paavirket af de tyske Theoretikere Opitz og Harsdørffer. Han udtaler sig om Poesiens historiske Udvikling og dvæler ved Skjaldedigtning og Kæmpeviser, om de forskjellige Digtarter og deres Stil, om Rimets Nødvendighed og — naturligvis — Alexandrinerens Ypperlighed, om det poetiske Sprog og om Fordringerne til en Digter, hvor han meget fornuftig fremhæver, at man skal stole mere paa Øret end paa Regler, og at Rimefærdighed og klassisk Lærdom ikke ere nok, men der maa ogsaa Inspiration til. Som Exempler til disse poetiske Theorier tilføjer han et Anhang af egne og oversatte Digte, der vise, at var han end selv ingen Digter, saa havde han dog set sig godt om i fremmed, især tysk, Poesi, med aabent Blik for, hvad der var ved at arbejde sig frem. Indholdet er højst ubetydeligt, mest Lejlighedsvers af den almindelige Art; men i Formen nærmer S. sig til den nys opstaaede Nürnberger-Digterskole, som i Modsætning til den tidlige tyske Renæssances Alexandrinerstivhed og koldt regelmæssige Efterligning af Klassikerne vilde give Poesien mere Liv og Afvexling ved Optagelse af nye Digarter, ved kunstigere Versemaal og billedlig, malende og antithetisk Stil. Hos en tung og ubehændig Versemager, som S. var, udartede disse poetiske Kunster og «artige Vendinger» endnu mere end hos de tyske Forbilleder til søgt og dunkelt Legeværk. Hans Vers betegne en stærk Tilbagegang fra hans lidt ældre samtidige Bordings (lette og jævne Klarhed, og selv i Prosa, i Fortaler og Tilegnelser, forfalder han ofte til en snørklet sententiøs Lapidarstil. Men en ny Retning anviser han lige fuldt, bl. a. i de første danske Epigrammer, i sin, rigtignok højst uheldige, Benyttelse af den endnu sjældne Sonnetform og i vor tidligste originale bukoliske Digtning, Hyrdesamtalen mellem Harald og Sylvius, i alle Henseender Samlingens betydeligste Stykke, som i Efterligning af Virgil behandler Danmarks Tilstand under Svenskekrigene.

Aaret efter kaldedes S. til Præst for Hellested i Stævns, hvor han ægtede Formandens Enke(?), Karen Andersdatter Hoff (d. 1699), en Præstedatter fra Rynkeby i Fyn. Hun bragte ham Midler, men ogsaa en Stifsøn; selv fik han 3 Børn inden sin Død, 17. Febr. 1702. I sin Præstegaard levede han i stille Flid og gode Kaar og samlede foruden Oldsager og Mønter et fortrinligt Bibliothek, som særlig har været ham til Støtte ved de Forarbejder til et dansk Boglexikon («Boglade»), der selv i den fragmentariske Skikkelse, hvori han efterlod dem, endnu have Betydning. Embedet levnede ham baade Tid til lærde Sysler og til videnskabelige Forbindelser med Antikvarerne Torfæus og Arne Magnussen, Sprogmændene Hans Ravn, Erik Pontoppidan i Kjøge, Gerner i Birkerød og Laurids Kock i Ringsted, siden Præst paa Refsnæs, med Biskop Jens Bircherod, Dr. Otto Sperling og i de senere Aar med Digteren Jørgen Sorterup, der blev hans Nabo i Lyderslev. Dog udkom først 1682 et nyt Arbejde fra S.s Haand, nemlig hans «Danske Ordsprog», til hvilke han 1688 føjede en 2. Del. Det er den betydeligste og bedste Ordsprogsamling siden Peder Laales og Grundstammen i alle senere; Nyerup foranstaltede 1807 en ny Udgave.

Jo mindre Samtiden i Almindelighed værdsatte Beskæftigelse med Modersmaalet og de nationale Traditioner, desto mere maatte det være S. magtpaaliggende at vinde en officiel Anerkjendelse af sine Studier. 1683 indgav han Ansøgning om Titel af Philologus regius lingvæ Danicæ med Provsterang og visse andre Privilegier samt en aarlig Pension paa 100 Dir. At denne i det væsentlige blev bevilget, skyldtes vel især den allerede den Gang indflydelsesrige Kancelliassessor Matthias Moth, hvis Interesser gik i lignende Retning. Til Gjengjæld benyttede Moth S.s saa vel som mange andre Sprogmænds Hjælp til sit Arbejde paa en stor dansk Ordbog. 1695 foranstaltede S. en ny Udgave af A. S. Vedels 100 danske Viser, forøgede med 100 andre. Nogle af disse ere dog Oversættelser af Skjaldedigte, andre som Danevirkevisen o. fl., hvilke han «fik af» sin Ven L. Kock, ere af nyere Oprindelse, saa at S.s Bog egentlig mindre er en Folkevisesamling end en Slags fædrelandsk Sangbog. De tilføjede Anmærkninger vise, at S. havde mindre Sans end sin Forgænger for Visernes Poesi, men temmelig udelukkende betragtede dem under det lærde Synspunkt af historiske Kilder, hvorved han har sin Del af Skylden for den ufortjente Foragt, de senere bleve Gjenstand for. Heller ikke evnede han at føre sundere textkritiske Grundsætninger igjennem; ogsaa han retter og tildigter i Viserne, endda med langt ringere digterisk Evne end Vedel, Mundtlige Kilder har han næppe benyttet i større Omfang, men lige fuldt er hans Samling et værdifuldt Supplement til Vedels.

At S. var mere lærd end Digter, fremgaar ogsaa af hans senere Lejlighedsdigte, som ere faa i Tallet og fremkaldte mere af ydre Omstændigheder end af Inspiration. Det er nogle Æredigte til gode Venners Bøger, Velkomstkvad til Kongen i Anledning af hans Rejser 1684 og 85 og et «Lovskrift» til Niels og Jens Juel efter Rygens Erobring 1678. Sin Godsherre og Beskytter, Baron Jens Juel til Juellinge (Valbygaard), hyldede S. særlig i et Brudevers ved hans andet Bryllup 1686 og et Gravvers 1700. Stilen er tungt snørklet; et enkelt Digt er i «Klingerim» (Sonnetform), men i det hele mærker man lige saa lidt til den poetiske Reform, S. i «Betænkningerne» havde villet indføre, som til nogen Eftervirkning af hans Syslen med Folkeviserne. Hans Poesi er ganske i Tidens trivielle Stil, mere præget af antikvarisk Sprænglærdom end af digterisk Aand.

S. var en Mand, hvis videnskabelige og poetiske Interesser strakte sig videre end hans Evner, og hvis Flid mere har sat Spor i Samlerværker eller blot i Planer og Forarbejder end i selvstændige Arbejder. Men han har dog for sin Tid indvundet betydelige Resultater paa et lidet opdyrket Omraade, og hvad der især vil bevare hans Navn, er hans varme danske Sind og den Klarhed, hvormed han midt i en Tid, der satte sin Stolthed i latinsk Lærdom, indsaa og hævdede i Ord og Gjerning, at «os bør først at vide vort Fædreland og dets Sprog nogen Ære».

— P. Syv er en af det 17. Aarhundredes betydeligste danske Repræsentanter for den almenevropæiske Kulturretning, der ved Fremdragelse af Sprogmindesmærker, ved Udgivelse af Ordbøger og grammatiske Afhandlinger og i det hele ved Tilvejebringelse af Materiale fra Sprogenes og Dialekternes Mangfoldighed lagde Grunden til den moderne Sprogvidenskab, Haand i Haand med at den hævede og uddannede de nyere Litteratursprog til værdige Afløsere af Latin som Videnskabernes Fællessprog.

Som Forestillingerne om de sproglige Fænomener i de Tider nu en Gang vare, maa man sige, at S. i det hele dømte og ræsonnerede sundt og fornuftig; men noget synderlig nyt og selvstændigt har han ikke tilført Videnskaben. Han gjorde sig alvorlig Umage for at følge Forskningens Gang i Udlandet som i Fædrelandet, og han formaaede ogsaa virkelig at tilegne sig dens Fremskridt. Alle sine Bøger skrev han paa Dansk. Hans første sprogvidenskabelige Værk, «Nogle Betænkninger om det cimbriske Sprog» (1663), indeholder en Række Betragtninger over forskjellige Sider af Sproget, særlig det danske. Sprog: Etymologi, Runologi, Sprogrensning, Retskrivning, Stil m. m. Med Navnet Cimbrisk betegner han, som Skik den Gang var i tysk Sprogvidenskab, det, som nu til Dags kaldes Germansk eller Gotisk-Germansk, og Bogens første Afsnit giver en Oversigt over disse Sprogs Udbredelse, Historie og Slægtskab saa vel med hverandre indbyrdes som med andre Sprog i Evropa og Asien. Han kjender alle de gotisk-germanske Sprog, selv Krimgotisk efter Busbecks Optegnelser. — Det andet Sprogværk er «Den danske Sprogkunst eller Grammatica samt et Tilhæng om dette Sprogs Skriverigtighed med videre Forklaring og Forsvar» (1685). Det er den første Grammatik over det danske Sprog, der er skreven paa Dansk. Titelen minder stærkt om Schottelius’ «Teutsche Sprachkunst» (1641).

I Danmark som i Tyskland blev Spørgsmaalet om Sprogrensning og Retskrivning fra første Færd indblandet i de sproglige Undersøgelser. S. gik her den gyldne Middelvej. Fremmedord, der havde vundet Borgerret i Landet ganske som oprindelige danske Ord, ønskede han ikke afskaffede. Han holdt ikke ensidig fast paa den nedarvede Retskrivning, men stod dog dens Forsvarere nærmere, end han stod de yderliggaaende Retninger, der vare fremme i Litteraturen. Hvad Retskrivningen angaar, har Historien i det store og hele godkjendt og gjennemført S.s Forandringer. Derimod har han haft ringe Held med de faa virkelige Forandringer af selve Sproget, som han i Lighed med mange andre tillod sig, f. Ex. Lyvs, Dyvr, skyvle for Lys, Dyr, skjule; trej for tre. Retskrivningsspørgsmaalet bragte ham i Strid især med Gerner. Men denne Strid førtes uden Spor af Bitterhed. Mellem S. og dem af hans samtidige, der virkede for dansk Sprog og Litteratur, herskede der en ualmindelig god Forstaaelse. Moth benyttede hans Hjælp til sin Ordbog, Fr. Rostgaard sendte ham Meddelelser om vigtige Bøger, Pontoppidan forærede ham et trykt Exemplar af sin danske Grammatik. Haandskrevne, paa Latin affattede Grammatikker over det danske Sprog havde han til Laans fra Forfatterne Hans Ravn, Laurids Kock og Stephan Spodsbjerg.

S.s tredje Sprogværk er en dansk Ordbog, hvoraf dog kun Bogstavet A udkom: «Prøve paa en dansk og latinsk Ordbog» (1692). Som Grund til, at Udgivelsen ikke fortsattes, angiver S., at han vilde «fornemme Læserens Dom og Mening herom». Men Formodningen om, at den sande Aarsag har været Hensynet til Moths og Rostgaards Ordbogsarbejder, har megen Sandsynlighed for sig. Efter S.s Død kjøbtes hans Haandskrifter af Fr. Rostgaard.