Viktor Rydberg (1828–95)

Rydberg [’ry.dbærj], Abraham Viktor, svensk Digter, født 28. Decbr 1828 i Jönköping, død 21. Septbr 1895 paa Ekeliden ved Djursholm. Rydberg mistede tidlig sine Forældre, hvorfor han havde vanskeligt ved at faa regelmæssig Skolegang; et uundgaaeligt Skoleophold i Vexiö forbedrede ikke hans Omstændigheder, saa han maatte allerede som Skolediscipel optræde som Journalist, maatte senere tage Plads som Korrekturlæser, medens han samtidig vovede sig frem med sine første digteriske Forsøg, »Vampyren« (1848), »Et äventyr i finska skärgården« (1850) og »Positivspelarne« (1851). De er paavirkede af fr. Sensationsromaner; men særlig den sidste indeholder, trods mange Ungdommeligheder, sikre Vidnesbyrd om Kendskab til udenrigspolitiske Forhold og om hans allerede vakte varme Begejstring for Frihedskampens Ret. Først efter denne Journalisttjeneste kunde Rydberg’s Omstændigheder tillade ham Ophold i Universitetsbyen; han blev Student 1851: men Aaret efter maatte han forlade Lund, hvor han dog som Medlem af den lille litterære Klub »Sju-stjernan« var blevet stærkt bestyrket i sin litterære Higen. Rydberg var derefter i to Aar Huslærer i Göteborg og senere i Lidköping; her traf han 1854 sammen med den nye Redaktør af »Göteborg Handelstidning«, S. A. Hedlund, til hvem han gennem mange Aars Venskab kom i stor Taknemlighedsgæld for Paavirkning og Raad. Fra 1855 ansattes Rydberg ved Hedlund’s Blad og var nu sikret for Fremtiden; men tillige fik han derved rig Anledning til at træde op som Forkæmper for de Interesser og Ideer, han maaske ellers kun havde hyldet i sit Hjerte. Rydberg var nemlig ikke Initiativets Mand, hans Evner udfoldede sig egl. først paa Opfordring af den raadgivende Ven. Han begyndte sin Virksomhed som Feuilletonredaktør, oversatte, bearbejdede og forfattede Romanlæsning, leverede Bog- og Teaterkritik, men gik 1860 over til Udenrigspolitikken; han leverede tillige større Afhandlinger og Oversigter, af hvilke Serien: »Huru skall Sverige bevara sin själfständighet« (1859) samt hans Indlæg i Skolesagen maa fremhæves.

Som skønlitterær Forf. vakte Rydberg Opmærksomhed ved Landsbyfortællingen »De vandrande djäknarne« (1856), Aaret efter udsendte han »Fribytaren på Östersjön«, »Singoalla« (i Kalenderen »Aurora«) og 1859 »Den siste atenaren«. Allerede i de to første, der ligesom sidstnævnte opr. tryktes som Feuilleton i hans Blad, udtales det Livssyn, han senere med saa stor Styrke har kæmpet for i Sveriges Litteratur: udpræget demokratisk Hensyntagen og den fri Forsknings Ret over for Dogmetvang; i »Singoalla« gives fuldendt kunstnerisk Udtryk for Rydberg’s Evighedslængsel; men det er egl. først i »Siste atenaren«, som han selv betegnede som et Tendensskrift for aandelig Frihed, at han giver klarest Udtryk for sine Tanker. Denne Roman vakte dog først Almenhedens Opmærksomhed, da den udkom i ny Udgave (1866); men da havde Rydberg ogsaa paa mere ostentativ Maade slaaet til Lyd for sine frisindede Anskuelser. Rydberg’s Hævdelse af Tankens Frihed maatte hurtig støde an og særlig paa det religiøse Omraade. Ved 1860’ernes Beg. havde Nils Ignell vakt Opsigt ved sin grundige kritiske Behandling af religiøse Spørgsmaal, og Rydberg traadte i Brechen ved forsk. Bladartikler. Sagen vakte Opsigt, og da fordybede Rydberg sig i Spørgsmaalene og udarbejdede: »Bibelns lära om Kristus« (1862), der paa Grundlag af Tübinger-Skolens Forskning, men med stor Selvstændighed undersøger Overensstemmelsen mellem Kirkens og Bibelens Lære og bestemmer Forholdet mellem Kristus’ Optræden og den jødiske Messias-Tanke paa en Maade, som vakte langvarig Strid, i hvilken særlig A. F. Beckman tog til Genmæle. I det af C. S. Warburg udgivne frisindede Tidsskrift offentliggjorde Rydberg 1864 »Jehovatjänsten hos hebréerna« og »Medeltidens magi«; desuden udarbejdede han Modskrifter i Striden, »Kyrka och prästerskap« (1868), »Om människans föruttillvaro« (s. A.) samt det betydelige Skrift »Urpatriarkernas släkttafla i Genesis och tideräkningen hos de 70. uttolkarne« (1870). Det sidste Indlæg i Striden var det optimistiske Skrift: »Om de yttersta tingen« (1880).

1868 var Rydberg Lægmandsombud ved Kirkemødet, 1870–72 havde han Sæde i Rigsdagen, men Indflydelse øvede han egl. ikke her, det var kun hans Deltagelse i Bibelkommissionens Arbejde, som afvandt ham Interesse, idet hans Sprogrensning kan dateres herfra. Officiel Anerkendelse modtog han fra 1877, da han udnævntes til Dr. honoris af begge Univ. Aaret efter blev han Medlem af »Svenska Akademien«, og nu fulgte Anerkendelserne hurtig efter hinanden.

En Udenlandsrejse, som sluttede med et længere Ophold i Rom, uddybede hans kunsthistoriske og kunstpsykologiske Studier, som det vil ses af hans »Romerska dagar« (1877); »Romerska sägner om apostlarne Petrus och Paulus« (1874) var et mere skønlitterært Udtryk for nyvakt poetisk Skabertrang. Den egl. Impuls modtog han imidlertid fra sin Sysselsættelse med Oversættelse af Goethe’s »Faust«. 1866 havde han begyndt sin Oversættelse; men den omhyggelige, næsten pertentlige Udarbejdelse tog lang Tid, og først ti Aar efter udkom »Faust«, I; to Aar senere offentliggjorde han sin Redegørelse for Indholdet af andet Bind.

I »Svea« (1864) fandtes allerede en Del Digte af Rydberg; disse omarbejdedes og forøgedes til et Bd »Dikter« (1882), der med eet henledte Opmærksomheden paa hans Mesterskab som Verskunstner. Han har her i »Dexippos«, »Jubelfestkantat«, »Prometheus och Ahasverus« o. fl. givet fuldendt kunstnerisk Udtryk for sin idealistiske, socialpoetiske Livsanskuelse.

Rydberg havde fra 1876 i Göteborg været ansat som Forelæser i Kulturhistorie og Filosofi; imidlertid giftede han sig 14. Marts 1879 med en ung Dame, som ofte havde besøgt hans Forelæsninger, Susen Emilie Hasselblad, med hvem han levede et lykkeligt Samliv. 1884 modtog han Professuren i Kulturhistorie i Sthlm, og derved ledtes han til en rig Produktion baade som Forelæser og som Skribent. En lang Række runologiske og mytol. Arbejder stammer fra denne Tid; Bang’s og Bugge’s Forskninger fremkaldte Modskrifter fra Rydberg, og med den ham ejendommelige Blanding af Fantasi og Lærdom udarbejdede han sine dybsindige Skrifter »Segersvärdet« (1884), »Undersökningar i germansk mytologi«, I-II (1886–89) samt Børnebogen »Fådernas gudasaga« (1887). Disse Arbejder er tankevækkende, og hans »Undersökningar« er et med stor Flid og Omhu samlet Værk; men deres videnskabelige Værdi i moderne Forstand er ikke stor, fordi Rydberg over for Kilderne ikke har udøvet hist. Kritik. Professuren gav ham ogsaa Anledning til Uddybelse af hans Livsanskuelser; han udarbejdede »Ting och fenomen ur empirisk synpunkt« (1890), uddybet i »Den mekaniska världsteorien«, hvor hans idealistiske Livssyn præges af stærkere Realisme; den er optaget i Rydberg’s interessante Essaissamling »Varia«, I (1894); men de fleste af hans Studier naaede kun i Foredragsform frem for Offentligheden, men udgaves 1900–06 ved R. Höchert og til Dels K. Warburg, i alt i 11 Bd. I Aaret 1891 beredte Rydberg Læseverdenen den Overraskelse at udsende to Digterværker »Vapensmeden« og »Dikter«, II: I »Vapensmeden« fremstiller han ligesom i »Siste atenaren« Brydningen mellem bogstavtro Dogmetro og human Livsanskuelse, medens han derimod i de fleste af Digtene udformer socialpoetiske Anskuelser, saaledes i »Grubblaren«, »Lifslust og lifsleda« samt i det pragtfulde »Grottesången« o. fl.

I Sveriges Litteraturudvikling betegner Rydberg’s Optræden Frembrud af liberale Anskuelser; men Rydberg var, selv i sin stærkeste Forkyndelse, streng Idealist, hans Digtning er spekulativt abstrakt, derfor er Personerne mere typiske end individuelle, og hans Lyrik er ikke Stemningsudfoldelse, men bestandig mere fuldendte Udtryk for dyb Tankerigdom og mandig Visdom. Hans Anlæg og Udvikling er saa specifikt svenske, at hans videnskabelige Skrifter, hans Optræden i Religionsstriden, hans fra Boström paavirkede Filosofi og hans Digtning kun rettelig forstaas paa Baggrund af den sv. Kulturudvikling; derfor er ogsaa hans opdragende Indflydelse i dens vidtrækkende Omfang indskrænket til denne Kultur.

Efter hans Død udgaves »Samlade Skrifter« (14 Bd, 1896–99), »Valda Skrifter« 1912–13.

W. Rudin, »Inträdestal« [»Sv. Akademiens handlingar«. 1896]; K. Warburg, »Viktor Rydberg’s lefnad« [i »Vintergatan«, 1895]; O. Kuylenstierna, »Viktor Rydberg som uppfostrare« [Göteborg 1897]; men den udførligste Biografi og Karakteristik meddeles i Værket: Karl Warburg, »Viktor Rydberg«, I-II [1900, forkortet Udgave 1913].