Hedvig Charlotta Nordenflycht (1718–63)

Nordenflycht [↱no._rd_ənflykt], Hedvig Charlotta, svensk Digterinde, f. 28. Novbr 1718 i Sthlm, d. smst. 28. Juni 1763. Da hun var 13 Aar, flyttede Faderen ud paa en Gaard i Vestmanland, og allerede da begyndte hun sine første digteriske Forsøg. Hun stiftede Bekendtskab med en ung forvokset Mekaniker, der fremhævede Oplysningstidens etiske Krav over for hendes religiøse Tvivl og underviste hende under de første famlende Forsøg. Faderen døde 1734; paa sin Dødsseng udtalte han Ønsket om, at de to skulde gifte sig, og Forlovelsen med denne Svækling satte den unge Digterinde paa mange Prøvelser, indtil han døde 3 Aar efter. Familien flyttede imidlertid tilbage til Sthlm, og der modtog hun Undervisning i Fransk af den digterisk begavede Præst Jacob Fabricius, som vakte ny Følelser hos hende. 1741 hjemførte han hende som sin Hustru til Karlskrona, men 7 Maaneder efter døde han. Sorgen over dette Tab indgav N. (efter da gældende Skik antog hun igen sin Families adelige Navn) Lyst til at samle og udgive Mandens Arbejder »Amaranther« (1744), og samtidig ledtes hun tillige til at sysle med sine egne Digtninge, og allerede 1743 udgaves den første Samling: »Den sörjande Turturdufvan« af »en medlidsam åhörare« (hendes Fætter K. Klingenberg), og denne paakaldte straks Samtidens Opmærksomhed, fordi den paa en for Datiden næsten ukendt Maade tolkede personlige Følelser. Det var Sorgen og Erindringen om det lykkelige Samliv, som lod hende digte om den bestandige Længsel imod Graven. Men Sygelighed tvang hende til atter at søge tilbage til Sthlm, og fra nu af viede hun sig udelukkende til Digtningen, og samtidig fik hendes Poesier et mere grublende Præg. Hun henvendte sig til sin Samtids store udenlandske Tænkere Fontenelle, Gessner, Haller, Holberg o. fl. Henvendelsen til Holberg og muligvis hans Svar har hun gengivet i et af Digtene i første Del af: »Qwinligt tankespel. Af en Herdinna i Norden« (I—IV 1744, 1745, 1747, 1750; I oversattes paa Dansk 1746). De Digte, som N. gav Plads i denne Samling, betegner formelt intet Fremskridt fra Samtidens; men de behandler de Problemer, som sysselsatte Datidens Filosoffer. 1751 brændte N.’s Hus, og for at raade Bod paa sin Nød maatte hun henvende sig til Rigsdagen, og der bevilgedes hende 600 Daler aarlig i Digtergage. 1753 blev N. Midtpunktet for en Kreds Litterater, Tankebyggarorden kaldet, som tog fransk Digtning til Mønster for deres egne Poesier; i de Forsøg, dette Selskab udgav, indtager N.’s Poesi og Prosa den første Plads, de er ikke blot tænksomme, men tillige fuldendte i Formen. Under Indflydelse af fransk Smag digtede hun episke Digte, men ikke altid med Held, f. Eks. »Forsök till Caroliade«, hvor Allegorien spiller for stor en Rolle. Fri for alle Mangler er derimod hendes mod Rousseau rettede Digt »Fruntimrets försvar«, som roligt og smukt taler for Kvindens Ret. En religiøs Ode (»Till försynen«) hører ogsaa til det ypperste af hendes Digtning; bag hendes Tvivl aabenbarer sig virkelig religiøs Følelse som Udtryk for den Harmoni, hvortil hun er naaet. 1761 stiftede hun Bekendtskab med en Litterat Johan Fischerström, som vakte stærke Følelser; Digte fra hendes sidste Leveaar og navnlig »Hildur till Adill« skildrer Elskovens og Jalousiens Lidenskab. N. indtager en ejendommelig Stilling i Sveriges Litteraturhistorie. Paa en Tid, da Landets Kvinder holdt sig fjernt fra Udæskning af Verdens Dom og (med een Undtagelse, Fru Brenner) fra Litteraturen, fulgte hun sit Hjertes Tilskyndelser og digtede under Indtryk af de Sindsrørelser, som bevægede hende, og dristede sig tillige til at hævde sin og Kvindens Ret til Selvudvikling. Hendes Betydning for Datiden var saa gennemgribende, at vor Tid ikke tør overse hendes Navn. Skrifter: »Utvalda arbeten« (ved Fischerström 1774; ny Udg. 1781), »Samlade Skrifter« (ved P. Hanselli, 1852); 1859 besørgedes i Berlin »Ausgew. Dichtungen« ved Friherre F. O. v. N. (Litt.: Atterbom, »Sv. siare och skalder«, II; J. Kruse, »H. C. N. Et skaldinnaporträt från Sveriges rococotid« [Lund 1895]; O. Levertin, »Sv. Gestalter«; »Samlaren«, VI; XVIII; XIX).