Alfred de Musset (1810–57)

Musset [my↱sæ], Alfred de, fransk Digter, født i Paris 11. December 1810, død samme Sted 2. Maj 1857. Han tilhørte en gammel adelig Slægt og var Søn af en Forfatter, der bl. a. havde udgivet en Levnedsbeskrivelse af Rousseau, gik i Collège Henri IV, studerede lidt Medicin og Jura, malede og var nogen Tid ansat paa et Forretningskontor. 1828 indførtes han i Romantikernes Cénacle, inspireredes af Victor Hugo til at digte, samtidig med at han i Lede over det reaktionære og middelmaadig spidsborgerlige Regimente letsindig styrtede sig ind i Udsvævelser og vild Trods mod al Konveniens. Januar 1830 udgav han Contes d’Espagne et d’Italie, der i kaade og friske Vers besynger den tøjlesløseste Sanselighed og brutaleste Vellyst. Fremstillingens Vildskab og spottende Aandrighed forargede nogle og begejstrede flere. Til Samlingen hørte frivole og rødt lidenskabelige Noveller som Don Paez og Portia, Digte som den berømte og berygtede Ballade à la lune, der i lige Grad udæskede Klassikerne og Romantikerne. Allerede det følgende Aar udkom en ny Samling beslægtede Digte, Poésies diverses (deribl. Octave og Les secrètes pensées de Rafael), 1832 Le spectacle dans un fauteuil, La coupe et les lèvres (dramatisk Digt), A quoi rêvent les jeunes filles? (Lystspil paa Vers), Namouna (orientalsk Epos) og 1833 det berømte Digt Rolla, hvori hans af Byron paavirkede Verdensfortvivlelse kulminerer i kvindagtige Klager og i Forbandelser over Voltaire, der efter den vellystige Ødelandshelts Mening skal have undergravet Slægten ved at tage Troen fra den og derved drevet den til Fortvivlelse og Selvmord. Musset havde for længst skilt sig fra Romantikernes Bevægelse og som Verdensmand og forkælet Modeherre haanet deres barske og professionelle Rigorisme. Musset dyrkede Litteraturen som Flirt og Dagbogssyssel. Han skrev sine Vers lige saa tilfældig og lige saa skiftende lidenskabelig, som hans eget Liv flød fra Passion til Skuffelse, fra umættelig Nydelsestrang til den bitreste Livslede. I hans Vers er hele hans Ungdom afspejlet med dens Daarskab og Lyst, dens graciøse Ironi, dens beske Verdensforagt, dens Sorger og Glæder, dens følsomme Hjertehenrykkelse, dens sønderrevne Sorg. Kort efter, at Rolla havde staaet i den nystiftede Revue des deux mondes, traf Musset sammen med George Sand. De forelskede sig i hinanden og rejste sammen i Italien fra December 1833 til April 1834. Skinsyge og Mistænksomhed forpestede deres Kærlighedsforhold, Musset blev heftig syg i Venedig, George Sand var ham utro, og i den bitreste Fortvivlelse vendte han alene hjem til Frankrig. Hans Karakter fik herved sit sidste Knæk, og han sank fra nu af dybere og dybere i selvbedøvende Udskejelser, vilje- og planløst omtumlet af sine Drifter og Laster. Men samtidig med den totale menneskelige Ruin lutredes hans Digtergenius til større og større sædelig og aandelig Idealitet. Forholdet til George Sand indviede hans skønneste, ædleste og reneste Digtning. Han bortslyngede Don Juan-Masken, han havde anlagt efter Byron’s Forbillede, opgav sin vilde Unatur og Trods og blev i sin Produktion mandig og klar, sjælfuld og lutret, sanddru og inderlig. I de efter Brudet nærmest følgende 6 Aar skrev han sine beundringsværdigste Værker, sine skønneste Digte: Les nuits (Nuit de mai [1835], Nuit de décembre [1835], Nuit d’août [1836], Nuit d’octobre [1837]), Lettre à Lamartine (1836), Stances à la Malibran (1836), A Ninon (1837), Tristesse (1840) o. s. v., den store selvbiografiske Roman La confession d’un enfant du siècle (1836, paa Dansk: »Et Barn af Aarhundredet« ved Gustav Esmann 1890, ved Carl Nutzhorn-Kjersmeier 1910), der skildrer Grundene til hans Slægtleds Selvopgivelse og deraf følgende Udskejelser, det storstilede Florentinerdrama Lorenzaccio (1834) og Skuespillene On ne badine pas avec l’amour (1834), Le chandelier (1835), Barberine (1835), Il ne faut jurer de rien (1836) og Un Caprice (1837), endelig hans mest klassiske Elskovsnoveller Emmeline (1836), Les deux maîtresses (1837), Frédéric et Bernerette (1837, norsk Overs. ved M. Selmer, Bergen 1890) og Le fils du Titien (1838). Hvad Musset frembragte efter Trediveaarsalderen, var kun lidet; værdifuldest er Skuespillene Carmosine (1850) og Bettine (1851). 1852 blev han Medlem af Akademiet. Næsten alt, hvad han skrev, fremkom først i Revue des deux mondes. 1833 havde han i Bogform udgivet sine første dramatiske Arbejder: André del Sarto, Les caprices de Marianne (norsk Overs. ved G. A. Dahl [Kria 1884]) og Fantasio. Ligesom de senere større eller mindre Skuespil betragtedes de længe som udelukkende Læsedramaer, indtil de i Slutningen af Musset’s Levetid begyndte at komme paa Scenen og gøre Lykke; flere af dem spilles den Dag i Dag, ogsaa uden for Frankrig. De samledes 1856 i 2 Bd Comédies et proverbes; hans Nouvelles et contes 1861 i 1 Bd (paa Dansk: »Udvalgte prosaiske Skrifter« ved Oscar Arlaud, I »Dramatiske Arbejder«, II »Noveller« [1885]). Digtene er samlede i Premières poésies 1829–35 og Poésies nouvelles 1836–52 og i Poésies complètes (1851). Musset’s Digtning er omtrent den mest forgudede af hele Romantismen. Hans Ry har hidtil ingen Nedgang kendt, er snarere vokset fra Aar til Aar. Ingen af de franske Romantikere har som han været Ungdommens Digter, Kærlighedens og Kvindens udvalgte Sanger. — Den bedste Udg. af hans samlede Værker er Lemerre’s 1876 og 1886 ff. i 10 Bd.

P. de Musset, Biographie d’Alfred de Musset [1877]; Clouard, Bibliographie des œuvres d’Alfred de Musset [1883]; de Janzé, Études et récits sur Alfred de Musset [1891]; Arvède Barine, Alfred de Musset [1893]; Söderman, »Alfred de Musset, hans lif och verk« [Sthlm 1894]; Spoelberch de Lovenjoul, La veritable histoire d’Elle et Lui [1896]; L. Lefoscade, Le théâtre d’Alfred de Musset [1902]; F. Decori, Correspondance de George Sand et d’Alfred de Musset [1904]; Georg Brandes, »Hovedstrømninger« V.