John Milton (1608–74)

Milton [↱mi£t ə n], John , eng. Digter, f. 9. Decbr 1608 i London, d. smst. 8. Novbr 1674. Faderen, der var en velstaaende Notar og ivrig Puritaner, synes at have været en Mand af betydelig Kultur og Intelligens og en Elsker og Dyrker af Musik, en Kærlighed, der gik i Arv til Sønnen. M., hvem Faderen allerede fra Barn af havde bestemt for den gejstlige Stand, fik en udmærket Undervisning dels hjemme af den bekendte Presbyterianer Thomas Young, dels i St Paul’s Skole. Han var usædvanlig læselysten, siger selv, at han læste med en saadan Iver, at han fra sit 12. Aar næppe nogen Nat gik i Seng før Midnat. Efter endt Skolegang kom han til Christ-Churchcollegiiet i Cambridge, hvor han studerede i 7 Aar, men Univ.’s forældede Undervisningsstof synes ikke at have tiltalt ham — »metafysisk Gurglevand« og »skolastiske Burrer« kaldte han det. M. har dog øjensynlig nyttet sin Tid godt, thi han forlod Univ. ikke blot med et ualmindelig indgaaende Kendskab til Græsk og Latin — og dels Hebraisk, men ogsaa med fuld Fortrolighed til Italiensk og Fransk. Han var ved den Tid en meget smuk og meget ungdommelig udseende Mand med blaa Øjne og kastaniebrunt Haar, som han mod den strengt puritanske Skik bar langt; det var dog vist næppe blot hans Ydre, der blandt Kammeraterne skaffer ham Navnet the Lady of Christ’s . Trods sin ivrige Optagethed af Studierne forsømte han ingenlunde at uddanne ogsaa sit Legeme — han regnede sig bl. a. selv for at være ganske duelig i Fægtning. Allerede tidligt blev han klar over, at han ikke vilde være Præst, det var jo paa et Tidspunkt, da Ærkebiskop Laud’s tunge Haand laa kvælende over al kirkelig Ytringsfrihed, og den, der tog Præsteøvelse, efter M.’s Mening maatte underskrive sig »Slave«. Det har maaske været Faderen et haardt Stød, men med beundringsværdig Klogskab lod han Sønnen følge sine egne Veje uhindret af økonomiske Bekymringer. Kort før M. 1632 forlod Cambridge havde Faderen trukket sig tilbage fra Forretningen og bosat sig i Landsbyen Horton i Buckinghamshire; her tilbragte M. nu de næste 5—6 Aar kun optaget af sin egen aandelige Udvikling og sin Digtning. Allerede fra Cambridgetiden daterede sig hans første kendte Digte: The Hymn on the Nativity , skrevet Julemorgen 1629; de Linier over Shakespeare, der blev trykt foran i den anden Folioudgave, samt Sonetterne To the Nightingale og On arriving at the Age of twenty-three , hvori vi møder Udtryk for den dybe Ansvarsfølelse over for Biblens Gud, hans great Task-Master , for hans Evners rette Brug, der er saa karakteristisk for ham; men det er dog først under hans Ophold i Hjemmet i Horton, at han skabte nogle af de Værker, der giver ham hans høje og ejendommelige Plads i eng. Litteratur. Den elisabethanske Digtning er ved at være afblomstret; men dens store Digteres Værker er endnu den levende Digtning. Og naar M. her i det friske, bølgende Landskab læser disse Digtninge, føler ham sig hjemme i det Poesiens Arkadien, hvor Spenser lever, hvor Shakespeare’s Lystspil foregaar, og hvor Fletcher og Jonson lader deres Hyrder klage. M.’s Digte fra denne Periode er derfor ogsaa Hyrdedigte, hvad end deres Emne er. Imellem de tidligste af dem er L’Allegro og Il Penseroso , der i en nøje gennemført Parallel (Ad. Hansen har sammenlignet dem med Thorvaldsen’s »Natten« og »Dagen«) skildrer det lyse, muntre og det alvorlige, tænksomme Sind; fra samme Tid stammer det lille Maskespil Arcades . Comus , der blev opført 1634, er ogsaa et Maskespil, men af langt større Betydning. Medens Tidens øvrige Forfattere i deres talrige Maskespil lægger Hovedvægten paa sindrige og pragtfulde Optog ledsagede af Musik, og Dialogen hyppig kun er Smiger til Dronningen ell. den Stormand, hos hvem Spillet opføres, finder vi her et lille yndefuldt Skuespil, skrevet til Kyskhedens Pris; den unge Dame, der er Stykkets Heltinde, fristes og besnæres af Comus, Guden for Tøjlesløshed, men reddes ved sin Renhed. Fra denne Periode stammer endnu Lycidas , et Hyrdedigt til Minde om Vennen Edward King, der druknede paa Rejse til Irland. Digtet har en særlig Interesse ved en noget umotiveret Passus midt i, hvor Digteren pludselig gennem Skt Peter’s Mund udstøder en harmfyldt Fordømmelse over de slette Hyrder, der for deres Bugs Skyld kryber ind i Folden, men knapt forstaar at holde paa en Hyrdestav, og som ender med den ildevarslende Trusel But that two-handed engine at the door — lies ready to smite once and smite no more . (Faa Aar efter faldt Laud’s Hoved for et Hug af denne two-handed engine ). — Elegiens sidste Linie: To-morrow to fresh woods and pastures new er nu et velkendt Citat, og lidet anede M., da han skrev denne Linie, at der skulde gaa mere end 20 tunge Aar, inden han atter fik Ro til at vandre i Digtningens Lunde. — Kort Tid efter, at Lycidas sammen med andre Mindedigte over King 1638 blev offentliggjort, tog M. til Udlandet — først til Paris, hvor han traf Hugo Grotius; men hans Ophold der var kun kort, da han længtes efter at se Italien og Grækenland. I Italien blev han overalt modtaget med Hæder for sin Lærdom, sin Elskværdighed og oprigtige Mandighed; han omgikkes mange kendte Mænd og besøgte Galilæi. Da han var naaet til Neapel, fik han Efterretninger om Urolighederne hjemme i England, og det bragte ham til at afbryde Rejsen, da han ikke kunde forsvare for sin Samvittighed at være borte, naar hans Landsmænd kæmpede for Friheden. Ved sin Hjemkomst blev han modtaget af den sørgelige Efterretning, at hans bedste Ven, Charles Diodati, var død. Dette Dødsfald gjorde dybt Indtryk paa M., og han skrev til hans Minde den smukke Elegi Epithaphium Damonis , et af hans betydeligste lat. Digte. I dette Digt omtaler han, at han tænker paa at skrive et stort Digt med Emne fra de gamle Briters Tid, og allerede i Italien havde han omgaaedes med denne Tanke. Han giver sig imidlertid god Tid, studerer og søger rundt om efter Emner. Der er fra denne Tid bevaret et Hæfte, i hvilket han har noteret ikke mindre end 99 Planer og Udkast mellem hvilke de bibelske Emner og særlig Planen til det tabte Paradis spiller en fremragende Rolle. Men foreløbigt maatte disse Planer vige. Ved sin Hjemkomst havde han bosat sig i London og overtaget sine to Søstersønners Opdragelse; senere fik han flere Elever og var meget optaget af Undervisningen. Sine Tanker om dette Emne nedlagde han i et lille Skrift Of Education 1644. Aaret før havde M. indgaaet sit første, ulykkelige Ægteskab, som det synes ret forhastet og ubesindigt. Hans Brud var Mary Powell, Datter af en forgældet Godsejer med stor Familie; men hun, der var opdraget i et royalistisk Hjem med megen Ungdom og mange Fornøjelser, kunde ikke udholde Livet i M.’s stille Hus; efter en Maaneds Forløb forlod hun ham, og først 3 Aar senere, da Kongens Sag var haabløs og hendes Fader ruineret, vendte hun tilbage og fik sin Mands Tilgivelse. Denne uheldige Erfaring gik M. dybt til Hjertet og bragte ham til at overveje Spørgsmaalet om Ægteskab og Skilsmisse; der var den Gang ikke nogen Skilsmisselov, og M., hvis Syn paa Forholdet mellem Ægtemand og Hustru i høj Grad var farvet af det gamle Testamente, skrev en Pamflet: The Doctrine and Discipline of Divorce . Dens Synspunkter forargede Presbyterianerne, til hvilket Parti M. endnu hørte, meget stærkt, og han blev Genstand for heftige Angreb fra deres Side — Angreb, hvorpaa han svarede i Tetrachordon og Colasterion , der begge udkom 1645. Striden førte ham mere og mere bort fra Presbyterianerne og over til Independenterne. — Medens Borgerkrigen mellem Konge og Parlament førtes, førtes der mellem, de religiøse Partier en ikke mindre hidsig Kamp med et Utal af Stridsskrifter, og i denne Kamp havde M. kastet sig ind med hele sin Kraft. For ham drejede Kampen sig først og fremmest om Kirkeordningen, og han tog snart Stilling paa den yderste radikale Fløj. Hans første Stridsskrift er: Of Reformation touching Church Discipline in England, and the Causes that hitherto have hindered it 1641, i hvilket han paaviser, at Kirkens Mænd altid har været Frihedens Fjender. Kort efter fulgte: Of Prelatical Episcopacy, and whether it may be deduc’d from the Apostolical Times by Vertue of those Testimonies which are alleg’d to that Purpose in some late Treatises , i hvilket den endnu ukendte M. vovede at angribe en af Tidens lærdeste Prælater, Ærkebispen af Armagh. Endnu samme Aar kommer: Animadversions upon the Remonstrant’s Defence against Smectymnuus , et Angreb paa et Skrift af Biskop Hall, den tidligere hvasse Satiriker. I dette Skrift bruger M. Sprogets voldsomste Ord og viger ikke tilbage for grove Personligheder, naar han blot kan komme sin Modstander til Livs. Han fik Svar med samme Mønt, idet Hall, ell. maaske snarere hans Søn, i en Pamflet gennemhaanede ham og søgte at tillægge ham alle personlige Daarligheder. M.’s Svar: An Apology against a Pamphlet called A Modest Confutation 1642, der er holdt i en værdigere Tone, er af stor biografisk Interesse. Foruden disse personlige Stridsskrifter udsendte han i Begyndelsen af 1642 sin: The Reason of Churchgovernment urg’d against Prelaty , et af hans betydeligste Prosaskrifter. 1644 kommer M.’s betydeligste Prosaværk: Areopagitica; a Speech of Mr. John M. for the Liberty of Unlicens’d Printing , i hvilket han viser, hvor langt han er forud for sin Samtid. Han forlanger Trykkefrihed for alle Bøger, der ikke er ligefrem skadelige, medens Parlamentet vilde indføre Censur mod alle Bøger af anderledestænkende Forfattere. I de nærmest følgende Aar er M. saa godt som tavs. 1645 udgiver han sine Digte: Poems both Latin and English , og 1646, da Parlamentet viste Tendens til at optræde despotisk mod andre religiøse Retninger, viser han i sin Sonnet New Forcers of Conscience under the Long Parliament , at han kræver større religiøs Frihed end de fleste andre Samtidige; hans Standpunkt er nu det, der senere bliver kendt som Independenternes. Et Par andre Sonetter skriver sig fra denne Tid, men intet betydeligt Værk. I Beg. af 1649 endte endelig den lange Borgerkrig med Kongens Henrettelse, og ved det kort efter oprettede Statsraad blev M. Sekretær for fremmede Sprog. Kongens Død gjorde et dybt Indtryk og frembragte en Bølge af Sympati for ham og hans Sag, der i høj Grad forstærkedes ved en Bog, der udkom faa Dage efter Henrettelsen. Den hed Eikon Basilike, the portraiture of his sacred Majesty og udgaves for et Værk af Kongen selv; i Løbet af kort Tid kom den i 47 Oplag. Parlamentet ansaa det for nødvendigt at imødegaa den, og dette Hverv blev overdraget M., som paa kort Tid skrev sin Eikonoklastes , i hvilken han Stykke for Stykke imødegaar Eikon Basilike. Sin Mening om Kongens Henrettelse havde han allerede fremsat i sit Skrift: The Tenure of Kings and Magistrates , i hvilket han bestemt hævder Kongens Pligt til at regere i Overensstemmelse med Landets Love og Folkets Ret til selv at bestemme sine Love. Medens han i disse Arbejder henvender sig til Englændere, bliver det senere hans Opgave at forsvare Henrettelsen over for Europa. Kongens Henrettelse havde overalt i Europa vakt stor Opsigt, og den franske Lærde Salmasius, der var Prof. i Leyden, lod sig overtale til at angribe den eng. Nation, og hans Defensio regia udkom 1649. M.’s Svar: Pro Populo Anglicano Defensio kom i Beg. af 1651 og skaffede ham europ. Berømmelse. Men hans forcerede Arbejde hævnede sig; hans Syn havde længe været svagt, og i Beg. af 1652 blev han fuldstændig blind. S. A. mistede han sin Hustru, som havde skænket ham tre Døtre, af hvilke den yngste var spæd. 1654 kommer hans Defensio secunda og følges Aaret efter af Pro se defensio contra Morum ; begge Skr er af stor biografisk Interesse, men begge skrevne i et meget voldsomt Sprog. 1656 giftede M. sig med Catherine Woodcock, der døde Aaret efter i Barselseng; i en vemodig Sonet On my deceased Wife mindes han denne Hustru, som han aldrig havde set. Republikkens Tid nærmede sig nu sin Slutning. 1658 døde Cromwell, og med ham faldt hans politiske Bygning; men M. kæmper til det sidste for sine Ideer. Til det af Richard Cromwell sammenkaldte Parlament sendte han A Treatise of Civil Power in Ecclesiastical Causes , i hvilken han hævder Religionsfrihedens Sag; derefter fulgte Considerations touching the means to remove Hirelings out of the Church , hvor han forfægter det Standpunkt, at enhver Menighed bør vælge og underholde sin Præst. Til en Ven skriver han: On the Ruptures of the Commonwealth , og endelig slutter han 1660 sine polemiske Skrifter med Ready and Easy Way to Establish a Free Commonwealth , hvori han kæmper for Republikken som »den gode, gamle Sag«. Men Restaurationen fandt Sted, Karl II holdt sit Indtog, og M. trak sig tilbage til en Vens Hus for at undgaa Forfølgelse. Imidlertid vedtog Parlamentet, at hans Eikonoklastes og Defensio skulde brændes af Bødlen. Selv var han en kort Tid fængslet, men blev igen løsladt og fik siden Lov at leve i Fred; men han mistede største Delen af sin Ejendom. Hans Døtre voksede nu til, og der manglede en Husmoder. 1663 giftede han sig da for tredie Gang med Elizabeth Minshull, der var 30 Aar yngre end han. Hun synes at have plejet ham godt, men stod i aandelig Henseende langt under ham. Denne sidste Periode af M.’s liv er i det hele lidet lykkelig i ydre Henseende. Ikke blot er den Sag, for hvilken han har ofret 20 Aar og sine Øjnes Lys, fuldstændig tabt; men ogsaa paa det snævre personlige Omraade blev han en ret ensom Mand, idet endog Forholdet til Døtrene langt fra var godt. I denne Periode bliver han Paradise Lost ’s udødelige Digter. Om dette Værk havde alle hans Studier drejet sig, nu tager han igen fat paa de i 20 Aar afbrudte Tanker, og 1665 er Digtet færdigt. Det udkommer dog først 1667, da han har Vanskelighed ved at finde Forlægger til det. Han faar 5 £ for den 1. Udgave og 5 £ til for den 2. Udg, 1674. Digtet, hvis Maal var to justify the ways of God to men , var opr. delt i 10 Sange, men i 2. Udg. blev det delt i 12. Det fortæller om Satan, der rejser sig mod Gud og styrtes ned i Kaos; hvorledes han søger til den nyskabte Verden og forfører Adam og Eva, hvorpaa de uddrives af Paradiset. I dette Digt viser M. sig som en af de største Digtere, Historien kender; det er ikke den unge Mand fra Horton og ikke den politiske Skribent, men den aldrende Mand, der er modnet i Livets Modgang, som fortæller den for ham mest gribende Tragedie paa Jorden. Digtet er ikke let tilgængligt for en moderne Læser, især ikke for en ikke-Englænder, og selv i England agtes det mere, end det læses. Man frastødes af det massive i Skildringen af Himlen som en Fæstning med Volde og Porte, af Jesus og Satan som fjendtlige Hærførere, der er ypperlige Taktikere. Men til Gengæld er Skildringen af Adam og Eva, da de modtager og beværter Ærkeenglen Raphael, en saa yndefuld landlig Idyl, som overhovedet findes i Sproget. Her som i andre Behandlinger af Emnet er Adam den overlegne Aand, der straks forstaar Eva’s Brøde, men deler den af Kærlighed. Digtets ypperste Person er dog Satan. Der er over ham en mørk Fortvivlelsens Storhed, der hæver ham højt over alle andre, selv over Sønnen og den sofistiske Gud Fader; han er, som M. selv, en Rebel, der ligger under for sine Fjender, men aldrig bøjer sig. 1671 kom i et Bd Paradise Regained og Samson Agonistes . Det første er en Art Fortsættelse af Paradise Lost , en lang Ordstrid mellem Jesus og Satan om Fristelsen og Faldets Betydning. Samson Agonistes er en Tragedie i gr. Form med indlagte Kor. Allerede efter sin Hjemkomst fra Udlandet havde M. tænkt paa dette Emne, — da han saa atter tager det op, har det faaet en da uanet personlig Betydning for ham. Det er nu ikke blot Samson’s Skæbne, der skildres, men M.’s egen: »Blind mellem Fjender, — værre selv end Lænker, — Fængsel og Tiggerstand og Alderssvaghed! — Udsat for daglig Sorg, Foragt og Uret, — inde og ude, stadig som en Taabe, — i andres Magt, men aldrig i min egen« — hører han ej til dem, »der haaber mere; — haabløs og hjælpeløs er al min Kvide«. En saa gribende trist, næsten Learsk Klage gaar gennem dette skønne Værk, der for de fleste moderne Læsere nu er det mest betagende i hele M.’s Produktion. M. er i den eng. Litt.’s Historie den største Skikkelse i 17. Aarh. Han staar alene for sig midt imellem Elisabethstiden og Restaurationen. I hans Ungdomsdigtning lyser endnu Renaissancens Livsglæde, tilsat med den strenge moralske Følelse; i sine Prosaskrifter er han en Mand; han danner sig sin Mening, han kæmper for den — med fine eller grove Vaaben — men altid med ubøjelig Tro paa sin Ret uden Afslag og Indrømmelser; i sit Hovedværk har han skabt alle Tiders største religiøse Epos, snævert i Syn, men helstøbt. Han har ikke som Shakespeare formaaet at skildre Menneskelivet fra alle Sider; hans Kreds er snævrere, men inden for det moralsk religiøse er han uopnaaet. Paradise Lost er oversat paa Dansk af Schønheyder 1790 og af Uffe Birkedal. Første Sang af Fr. W. Horn i »Fremtiden«s Nytaarsgave 1872; en Del af femte Sang er oversat paa Norsk (1771). Der findes et Utal af Udgaver af M.; her skal kun nævnes nogle af de betydeligste, ligesom der ogsaa kun nævnes nogle faa af den Mængde Værker, der handler om ham. M.’s Digte er udgivne af Hawkins, 4 Bd, Oxford 1824; af Todd, 5. Opl, 4 Bd, London 1852; af Masson, 3 Bd, Cambridge 1874, nyt Opl. 1893, samt i Globe edition , 1 Bd 1877. Prosaværkerne er udgivne af Fletcher, London 1826 og senere. Samlede Værker er udgivne af Fletcher, London 1834 og senere, samt af John Mitford, 8 Bd, London 1857. ( Litt .: Hovedværket om M. er Masson , Life of J. M. in Connexion with the History of his Time [6 Bd, London 1858—80], et uhyre udførligt og fortræffeligt Værk. Et andet stort Værk er Alfred Stern , »M. und seine Zeit« [2 Bd, Leipzig 1877—79]. Af mindre Biografier kan nævnes Mark Pattison , M. [1879, i Serien English Men of Letters , ny Udg. 1896]; de biografiske Data findes i Garnett , Life of J. M. [1890], medens en moderne Bedømmelse haves i Walter Raleigh , M. [London 1900]. I Ad. Hansen , »Den eng. Litt.’s Historie« findes et fortræffeligt Afsnit om M.).