Wilhelm Marstrand (1810–73)

Marstrand, Vilhelm Nicolai, 1810–73, Maler. V. M., Søn af ovfr. nævnte Kommerceraad Nic. Jac. M., blev født i Kjøbenhavn 24. Dec. 1810. Som Dreng blev han sat til Studeringerne, men da han kun havde ringe Interesse for Bogen, forlod han allerede i sit 16. Aar Metropolitanskolen for i Sommeren 1826 at indtræde som Elev hos Maleren Eckersberg. Han havde nemlig tidlig vist udprægede kunstneriske Tilbøjeligheder og lagt adskillige af de Evner for Dagen, som, udviklede og skolede, senere skulde blive de fremherskende i hans Kunst. Som 15 Aars Yngling tumlede han paa egen Haand med store Kompositioner, helst Genrebilleder med mange Figurer, ikke sjælden af satirisk Indhold eller baarne af et eget bredt karikerende Lune. Allerede paa dette Tidspunkt følte han Trang til at improvisere med Blyanten i Haanden og i faa, raske Træk nedskrive, hvad han saa og iagttog, eller hvad der havde bundet sig fast i hans Hukommelse. Da han kom under Eckersbergs Vejledning og senere gjennemgik Akademiets Skoler, maatte han naturligvis holde denne Lyst i Tømme, delvis endog undertrykke den, og man tager næppe fejl i, at hans Læreaar i mange Retninger have været ham besværlige og trykkende. Han saa den store, brogede Verden om sig og længtes kun efter at trænge ind i den med en stor kunstnerisk Evnes hele Modtagelighed og brændende Reproduktionslyst – i Steden maatte han tegne Gibsornamenter og Modelfigurer i sit Ansigts Sved. Der var Trang til Ørneflugt hos ham, men hans Mentor holdt ham haardnakket ved Jorden og tvang ham til at blive paa den gamle, akademiske Skolesti – Ærens Tornevej. Naturligvis havde han Fordel deraf, selv om han maatte lide den Skuffelse, at hans Forsøg paa at vinde Guldmedaillen – efter at han (1833) havde vundet begge Sølvmedailler – gjentagne Gange (1833 og 1835) mislykkedes. Paa dette Tidspunkt af hans Liv havde Opgaver som «Flugten til Ægypten» eller «Odysseus og Nausikae» næppe synderlig Tillokkelse for ham; han interesserede sig mere for kjøbenhavnsk Gadeliv end for bibelske Motiver og græske Heroer.

Til Navnet M. knytter der sig hos alle danske en Forestilling om et grovkornet, festligt Lune, et lystigt, ungdommeligt, næsten paradoxalt Humor, isprængt med Satire, en komisk vis, nær beslægtet med Holbergs. Skjønt denne Evne visselig kun tangerer en enkelt Side og næppe engang den betydeligste i hans rige og dybe Natur, er det dog værd at lægge Mærke til, at han netop begyndte paa det Omraade, man kunde kalde det satiriske Genremaleri, troede sig kaldet til at sejre paa det og i Aarenes Løb, endog optagen af andre, store historiske eller monumentale, Opgaver, atter og atter vendte tilbage til det. Sit Lune satte han ingen Sinde over Styr, ihvorvel det efterhaanden mistede sin skarpeste Brod og fik en elskværdigere Klangfarve; end ikke Sorger og Lidelser formaaede at kue det. Tvært imod fandt han deri en Foryngelsens Kilde, som indgød ham ny Livslyst og bar ham oppe, naar Alderdom og Svaghed toge haardt fat paa hans Sjæl. Hans tidligste Arbejder paa dette Felt, der saa godt som alle ere specifik kjøbenhavnske, vakte stor Opsigt i Hovedstaden, fordi de vare noget nyt, en Popularisering eller Demokratisering af Kunsten, som vel var indledet af Eckersberg, men nu førtes videre. En saadan djærv Realisme havde man aldrig før set Mage til. «En Kanefart ved Maaneskin» (udst. 1829), «En Kilderejse» (1830), «En Flyttedagsscene» (1831), «Nedgang til en Kjælder» (1831), «Scene ved et Konsumtionshus» (1831), «Gadescene i Hundedagene» (1833), «Beskjænkede, der forlade Kjælderen» (1835) og endelig «En Avktionsscene» (1836) illustrerede det ret tarvelige, brave Kjøbenhavn i Trediverne med dets Originaler, Spidsborgere, Holmens Folk, Madammer, Gadedrenge og Hunde. Det var Datidens «Kjøbenhavnere med et provinsielt Tilsnit, som her saa sig i Spejl og blev foreviget til Glæde for sig selv og Efterverdenen. Det var vel den Gang, at man ventede en Hogarth af den unge Kunstner, thi man troede at skimte den puritanske Moralprædikant bag hans Munterhed og Spot. Intet laa imidlertid M. fjærnere end at sætte sit Liv ind herpaa; han betragtede selv disse Arbejder som et Slags Impromptuer, i det væsentlige fremkomne for at tjene Brødet. Hans kjærnesunde Natur fandt Behag i at iagttage Almuen og saa at sige forberede sig til større Opgaver under Paavirkning af Folkelivets Oprindelighed, men samtidig – endog paa et meget tidligt Tidspunkt – følte han sig hendragen til Historiemaleriet («Svend Estridsen og Biskop Vilhelm», 1832), skjønt han længe tvivlede om sine Evner i denne Retning. Af hans egne Ytringer faar man nærmest det Indtryk, at han var sig Maalets Storhed bevidst, og at han vilde staa fuldt rustet til saadan mandelig Idræt, før han overhovedet turde indlade sig paa den for Alvor. Ogsaa begyndte han tidlig at kæmpe for en malerisk Virkning i Farvegivning og Behandling. Det «musikalske Aftenselskab» med Portrætfigurer fra 1834 afslører hans Bestræbelser i denne Retning og betegner saa at sige det Tidspunkt, da han fra at have været Karakterskildrer begyndte at føle sig som Maler.

Han vilde nu ud i Verden; han maatte lære, gjøre Erfaringer, se sig om, studere andre Kunstneres Arbejder, fordybe sig i fremmede Landes Natur, suge Honning som Bien af Fortidens og Udlandets Kunst. Med et Stipendium, der paa Akademiets varme Anbefaling bevilgedes ham af Fonden ad usus publicos, begav han sig paa Vej til Italien i Avg. 1836, og den Stemning, som den Gang beherskede ham, fremgaar af hans Breve til Hjemmet. «Mit Indre» – skriver han til sin Moder fra München – «er endnu et Pulterkammer, hvori jeg ikke selv kan hitte Rede, langt mindre andre. Jeg vil blot sige, at det var godt, jeg kom ud, thi her er uhyre meget at lære, og jeg har meget at kaste bort og glemme for at give Plads for noget bedre.» Saa overvældet var han af de mangeartede Indtryk, at han endnu i Jan. 1837 skriver fra Rom (til Eckersberg): «Jeg har alt set meget, næsten for meget, thi man overfyldes af Ideer, og det ene fortrænger det andet, uden at Sjælen faar Tid til at bearbejde dem. Fantasien bliver derved uvirksom, og hvad min angaar, har den nu først rømmet de af de gamle Beboere opfyldte Værelser, og de nye, der flytte ind, rumstere saa frygteligt, inden de finde deres Plads, at jeg naturligvis er ganske uskikket til at faa et ordentligt Syn paa Tingene og komme til rigtig Besindelse om, hvad jeg egentlig først skal tage fat paa. Her er jeg alt over en Maaned og gjør intet!» I disse uforbeholdne Ytringer læses hans kunstneriske «Sturm- und Drangperiode» uden Vanskelighed mellem Linjerne.

Og dog blev Italien det Sted, hvor der skjænkedes ham den betydeligste Gave til hans Genis Udfoldelse og Blomstring. I sin Mindetale over den afdøde ved Kunstakademiets Aarshøjtid 1873 sagde Julius Lange, at «først i Italien syntes Skjønheden ret at være gaaet op for ham»; en anden Biograf har brugt det ikke mindre træffende Udtryk, at «Italien nobiliterede ham». Det gik M. som mange af Skjønhedens Apostle før ham, at han først i Rom fik den stærke Impuls, som fører ud over det døde Punkt langt ind i Skjønhedens Rige. I tvangløst og muntert Samliv med dygtige Kunstfæller og Kammerater af forskjellig Nationalitet, under den stærke Sol og den blaa Himmel, omgiven af Oldtidens Ruiner og Mindesmærker som Baggrund for et rigt sydlandsk Folkeliv faldt det ham som Skæl fra Øjnene. Han gjorde overalt Opdagelser, alle Vegne modtog han varige Indtryk, alt syntes ham skikket til malerisk Behandling; Poesiens og Kunstens Fe traadte ham smilende i Møde, hvor han end færdedes: paa Gader og Stræder, ude mellem Ruinerne, i Osterierne og Vignerne, i Kampagnen som i Bjærgbyerne. Der opstod et intimt Forhold mellem Kunstneren og Italien, ja, man kan sige, at M. tog noget af Sydens Sol hjem med sig til Norden, paa hemmelighedsfuld Maade opsamlet i sin Sjæl, og at han, hver Gang den var paa Nippet til at slippe op, vendte tilbage til Rom, Neapel eller Venedig for at indsamle nyt Forraad til at staa imod med. Naar Mismod eller mørke Tanker knugede ham, malede eller tegnede han sig til Ro ved sine italienske Minder. Hvad han har set, oplevet, iagttaget og bevaret i Erindringen fra de Aar, han levede syd for Alperne, grænser til det utrolige; hans mangfoldige Pennetegninger ere den Dag i Dag et levende Vidnesbyrd derom.

Sin Fortid tro søgte M. til Folkelivet, thi en Fristelse, som et Øjeblik var opstaaet hos ham til at slaa ind paa det religiøse Maleri, trængte han hurtig tilbage. «Fængselsscene i Rom», som udstilledes i 1838, gjorde Indtryk ved sin fornemme kunstneriske Holdning og Alvor, men Kunstneren fandt dog først sig selv helt i de paafølgende Arbejder: «St. Antoniusfesten i Rom» (udst. 1839), «Scene af det neapolitanske Folkeliv» (1839), «Romerske Borgere forsamlede til Lystighed i et Osteri» (1840) og endelig «Scene af Oktoberfesten i Rom» (udstillet i 1840 i Rom og Aaret efter paa Charlottenborg, hvor det enstemmig tilkjendtes Udstillingsmedaillen). Det er med rette blevet bemærket om disse italienske Genrebilleder, at de ikke blot virke ved deres ungdommelige, sorgløse Livsglæde og sunde, smittende Humør, men tillige ved deres overvældende Rigdom. Der er i ethvert af dem Stof til mange Genrebilleder, thi Ideerne ere udstrøede i dem saa rundhaandet og ødselt, som kun en grand Seigneur i Aandens Rige ustraffet kan tillade sig.

Men Kunstneren glemte ikke sit Fædreland, fordi han havde drukket af Sydens lette, perlende Vin. De Ord, han mange Aar efter (i 1873) skrev til sin Søn i Udlandet: «Nu glæder jeg mig til, at du helst vil vende hjem igjen og her anvende den indsamlede Erfaring, tjene dit Fædreland og leve i Samvirken med, hvad der er dygtigt og godt her», kunde anvendes paa ham selv. Han betragtede sine Ophold i Italien som Læreaar, Indvielsens befrugtende Tid; han vilde nu «fremmane den danske Naturs Skjønhed for Folket gjennem Kunsten» paa Grundlag af, hvad han havde lært i Udlandet. Men i Modsætning til den Høyenske Skoles Opfattelse, at Kunstnerne kun skulde beskæftige sig med nationale Æmner og til en vis Grad stænge sig ude fra fremmed Paavirkning, hævdede han med Eftertryk, at man netop skulde omplante det fremmede paa dansk Grund og lade det udvikle sig i det nordiske Klima og under nordiske Forhold. «Hvorfor» – spurgte han – «skulle vi lade os nøje med Hvidroer, naar vi kunne have Ferskener?» Selv søgte han i Aarenes Løb uophørlig bort fra den hjemlige Kube til Steder, hvor stærke kunstneriske Strømninger gik; saaledes var han fra 1845–48 atter i Italien, i 1850 studerede han svensk Folkeliv i Dalarne, i 1853–54 var han i Venedig, i 1861 i Paris og i 1869 paa ny i Italien, for sidste Gang. For saa vidt var der noget kosmopolitisk i hans Karakter; han nærede dyb Beundring for de store Italienere, især Tizian og Paolo Veronese; han studerede Nederlænderne van der Helst, Rembrandt og van Dijck og kunde under sine Besøg i Udlandet skjæmte elskværdig og vittig over Hjemmet. I 1847 skrev han f. Ex. til en Kunstfælle fra Rom: «Hils alle – ligesaa det ganske pæne Land Danmark med de bekjendte Bøgelunde – bare Kartoflerne maa blive gode i Aar!»

Efter sin første italienske Rejse (han blev paa Hjemvejen opholdt i München et Aar, saaledes at han først kom tilbage til Kjøbenhavn i Slutningen af 1841) følte han sig stærkt tiltrukken af Holberg, vistnok ikke blot fordi der var Slægtskab mellem ham og den store komiske Digter, men fordi han i den sidstes Komedier saa at sige forefandt det nationale – hvorefter han nu higede – i koncentreret Tilstand. Han brugte Holberg til at uddrive Italien med; ingen kunde bedre end den velmeriterede Borger og Indvaaner udi Kalundborg Hans Mikkelsen overbevise ham om, at man meget vel kunde finde sig til rette i Hvidroernes og Kartoflernes Land efter at have levet mellem Myrter og Oranger. Det virker som et Udslag af uforfalsket Holbergsk Lune, at M. besvarede den for Medlemsstykket udsatte Opgave: «Scene af det danske Folkeliv» ved at indsende «Erasmus Montanus», det vidt berømte Billede, hvoraf en Gjentagelse nu findes i den kongl. Malerisamling; men det taler samtidig til Ære for Akademiet, at det uden smaalige Indvendinger accepterede den sælsomme Besvarelse og enstemmig optog Kunstneren som Medlem 19. Juni 1843.

Et Øjeblik, men kun et Øjeblik, vendte han tilbage til sine første Motiver («Kjældermanden, som barberer sig» og «En uheldig Frier») – saa fordybede han sig atter i Holberg (Scene af «Barselstuen» i den kongl. Malerisamling) og skabte under den store komiske Digters Paavirkning en hel Række større og mindre Arbejder, der ere saa livfulde og selvstændige, at de snarere maa siges at være historiske Skildringer fra den Holbergske Tidsalder end Illustrationer til hans Komedier. Hertil høre «Den politiske Kandestøber» (1852), «Det lykkelige Skibbrud» (1859), «Per Degn synger» (1865) og m. fl. Nær beslægtede med disse ere Don Quixote-Billederne, Fremstillingerne af Holberg selv i forskjellige Situationer, end videre Wessel hos Guldberg (1865), Ewald og Arense (1865), Fru Gyllembourg i sit Hjem o. fl. Hele denne Virksomhed repræsenterer en ejendommelig Side i M.s Kunst, noget for sig selv, om man vil: et litterært paavirket Terræn, som ligger uden for hans øvrige, overordentlig omfattende Produktion.

Gjennembruddet, det afgjørende og store, var nemlig sket under Kunstnerens andet Ophold i Rom, 1845–48. Her gav han sig for første Gang i Kast med at male legemsstore Figurer, hvilke efter hans eget Sigende kostede ham megen Anstrængelse – «man maa gjøre Rede for det mindste, og jeg beflitter mig paa at være saa redelig mod mig selv og andre i den Henseende, som muligt». Billedet, den vidt berømte italienske Osteriscene («Piger, der byde den indtrædende velkommen»), var allerede «temmelig avanceret» i 1846, men blev dog først udstillet 3 Aar efter. Samtidig tog han fat paa en Række Kompositioner til Udsmykningen af Universitetets Solennitetssal, ligesom han malede forskjellige mindre Arbejder som «En Dans i det frie paa Ischia» (1849). Det var lykkelige Aar for ham; han havde selv Følelsen af, at der var foregaaet et Omslag i hans Kunst af gjennemgribende Betydning. Han havde forladt «sin sædvanlige Størrelse» og mente nu ikke længere, at «det alvorlige laa ham fjærnt». Nu gik det ogsaa op for hans Landsmænd, at de i ham havde en udmærket Mester, et Geni, som stillede alle Forgængerne i Skygge. Man forstod, at han var bleven mere maadeholden, rolig og bevidst end før; man saa den tidligere noget pyntelige og glatte Pensel vige for en bred og stort anlagt, hans Farve var bleven varmere og kraftigere, den maleriske Behandling ligesom friere og djærvere, hans Lune elskværdigere og mildere, hans Aand mere omfattende og almen. Disse Egenskaber udvikledes og styrkedes ved de paafølgende Rejser til Sverige (i 1850) saa vel som til Venedig, Nederlandene og Paris, selv om hans Kolorit af og til kunde blive tung og sort i Skyggerne, nærmest paa Grund af en Øjensygdom, og hans hele Malemaade for flygtig, saaledes at han nøjedes med Antydninger, hvor andre netop søgte at gaa Tingene paa Klingen.

Medens han vedblev at male italienske Motiver og fra Sverige bl. a. hjembragte den imponerende festlige «Søndag ved Siljansøen» (udst. 1853), som den Dag i Dag er en Pryd for den kongl. Malerisamling, tog han i Slutningen af Halvtredserne fat paa Portrætmaleriet i større Stil og med større Held end før. Vel havde han fra sin tidlige Ungdom udstillet Portrætter og Portrætgrupper, men ingen Sinde saa modne og dygtige som nu. En lang Række af Tidens bekjendte Mænd og Kvinder ere i Aarenes Løb blevne skildrede af M., deriblandt f. Ex. Professor Blache, Ingemann (1860), Orla Lehmann (1861), Grundtvig (1863), Fru Heiberg (1859), Constantin Hansen (1852 og 62), N. Høyen (1869), H. Puggaard (1873), og om alle disse Arbejder gjælder det mere eller mindre, at de ved deres livfulde Opfattelse af Personligheden virke med overbevisende Kraft og Sandhed. Gjennemførelsen af og Troskaben over for de enkelte Former kunne ikke sjælden lade adskilligt tilbage at ønske, men som Skildringer af Aand og Væsen, Personlighed og Karakter høre M.s Portrætter til de bedste hos os. For Kunstneren personlig blev Portrætmaleriet af største Betydning, thi herigjennem saa vel som ved det samtidige Billede af Hverdagslivet («Besøget», 1857), et af M.s skjønneste og inderligste Genrebilleder, førtes han til den monumentale Kunst, Historiemaleriet, i hvilket hans Geni skulde sætte sig det varigste Minde.

Den kolossale Altertavle til Faaborg Kirke, «Christus i Emmaus» (malet i 1858), danner saa at sige Indledningen til den nye Retning, der skulde lægge Beslag paa Kunstnerens Kræfter i en Aarrække, ja i Grunden optage ham til hans Død. Det var nemlig i 1859, at Udsmykningen af Christian IV’s Kapel i Roskilde Domkirke blev overdragen M., som ved sin Fortid og sin omfattende Begavelse syntes selvskreven til at overtage Arven efter Eddelien, hvem Døden havde standset i 1852. Motiverne til de 2 store Vægbilleder: «Christian IV’s Dom over Christoffer Rosenkrantz» og «Christian IV paa «Trefoldigheden» i Søslaget paa Kolberger-Heide», havde han arvet efter sin Forgænger, men hertil kom «Christi Opstandelse», som Kunstneren anbragte i det vanskelige Lys paa Pillen mellem Vinduerne, i Steden for Thorvaldsens Statue af Kongen, som befandtes for lille og uanselig. Efter 3 Aars ihærdige og anstrængende Arbejde stod Kapellet i 1866 færdigt i en Skikkelse, som i lige Grad er det historiske Sted og Mesteren værdig. Udførte i Olje i Modsætning til Loftets allegoriske Freskomalerier gjøre de store Vægbilleder med deres kraftige Farver og overlegne maleriske Behandling, den fortrinlige Karakteristik af de historiske Personligheder og den gribende dramatiske Skildring et overordentlig livfuldt og fyldigt Indtryk; man imponeres ikke blot over Kunstnerens Talent til at komponere og fortælle, men maaske i endnu højere Grad over hans Evne til at give en svunden Tidsalder et uforfalsket Virkelighedspræg. Vistnok endnu mægtigere lægge disse Egenskaber sig for Dagen i det store Vægbillede i Universitetets Festsal, som M. afleverede i 1871. Det forestiller «Universitetets Indvielse i Frue Kirke i. Juni 1479» og indtager ved sin stilfulde Alvor og dog rent menneskelige Skildring af Begivenheden, sit sjælfulde Indhold parret med Stræng malerisk Holdning en meget høj Rang i M.s Kunst, og man kan tilføje: i hele det danske Historiemaleri. I en vis Forstand kan dette Arbejde kaldes Mesterens Hovedværk, som vil bære hans Navn gjennem Tiderne, den fuldmodne Frugt af hans geniale Stræben.

Imellem de anførte Arbejder fik M. Tid til adskilligt andet; det var, som om en overvættes, næsten vidunderlig Produktionstrang holdt ham i( Aande og uophørlig førte ham ind paa nye Opgaver. Lidende (af Sukkersyge), tungsindig og mørk efter sin Hustrus Dødsfald udstillede han i 1869 «Den store Nadver», Parabelen om Kongesønnens Bryllup, et Æmne, som i mange Aar havde beskæftiget ham og allerede havde foresvævet ham under Opholdet i Venedig, da han følte sig stærkt tiltrukken af Paolo Veronese. Ogsaa i dette Værk, om hvilket man har sagt, at det ligesom i en Sum udtaler hans dybe Humanitet og ædle Menneske-hjærte, var hans Aand lys vaagen, rig og begejstret, og den vedblev at være det, endogsaa efter at et apoplektisk Anfald havde ramt ham i Okt. 1871, netop som han havde fuldført det store Universitetsbillede. Han vedblev at male og tegne og gjøre Udkast til Billeder, indtil han i April 1872 paadrog sig en Brystlidelse, som 25. Marts 1873 gjorde Ende paa hans Liv.

M. blev allerede 6. Nov. 1848 valgt til Professor i Modelskolen ved Akademiet og i 1853 til Akademiets Direktør efter Bissen, en Stilling, han – naar Aarene fra 1857–63 undtages – beklædte til sin Død. Som Lærer udøvede han naturligvis i Kraft af sin Begavelse, Dygtighed, Alvor og Myndighed en vis Indflydelse, men han dannede dog ikke Skole i dette Ords egentlige Forstand, saa lidt som han overhovedet ønskede at gjøre det. Han mente, at de unge saa vidt muligt skulde udvikle sig frit, og yndede ikke, at de efterlignede ham. Som Menneske var han en nobel og ædel Personlighed, en kjærlig Familiefader og en trofast Ven, selv om han undertiden kunde blive mut og afvisende, satirisk skarp eller endog frastødende utaalmodig. De, der kjendte ham til Bunds, vidste imidlertid, at der bag denne Skal skjulte sig et varmt og medfølende Sind, en frisk og mandig Aand, en ærlig og ligefrem Karakter, der holdt Sandheden højt i Ære. Over for udvortes Æresbevisninger, hvoraf flere bleve ham til Del (Etatsraad 1867, forskjellige Ridderordener), stod han halv uforstaaende, eller han betragtede disse Udmærkelser med skeptisk Selvkritik. I 1850 ægtede han Margrethe Christine Weidemann (f. 1824, Datter af Justitsraad, Overretsprokurator P. F. W.), med hvem han havde 5 Børn. Hendes pludselige Død, 26. Jan. 1867, greb ham dybt og varig og nedbrød hans i Forvejen rystede Helbred. Da han selv var død, sørgede ikke blot hans Slægt og Venner oprigtig og længe, men der gik en stærk Følelse gjennem Folket, en Følelse af, at en sjælden Kunstner var gaaet bort. M.s Minde er heller ikke senere blegnet. Det har tvært imod holdt Stand og vundet i Glans i Tidernes Løb; ingen har forsøgt at gjøre det den udmærkede Plads stridig, som det indtager i vor Kunsthistorie.