Marot [ma’ro], Clément, fransk Digter, født 1496 ell. 1497 i Cahors, død i Torino 1544. Marot’s Fader, Jean Marot (1463—1523), der ogsaa var Digter, var Kammertjener hos Frants I. Sønnen studerede i Paris, blev 1519 Page hos Kongens Søster, vandt Kongens Gunst ved Digtet Le temple de Cupidon, drog med ham til Italien og blev 1525 fangen i Slaget ved Pavia, men snart udløst af sit Fangenskab. 1526 blev han fængslet, beskyldt for Kætteri, sad først i Châtelet, derpaa i Chartres, men blev løsladt af Frants I, til hvem han havde rettet et Digt. I Fængselet satiriserede han over sine Anklagere og Dommere i det allegoriske Digt L’enfer. Atter anklaget af Sorbonnen som Kalvinist flygtede han 1535 til Dronning Marguerite af Navarra, fra hende til Hertuginde Renée i Ferrara, hvor han gik over til Protestantismen, siden til Venezia og 1536 tilbage til Frankrig, hvor han nød Kongens Beskyttelse indtil 1542, da hans Kongen tilegnede Oversættelse af David’s Salmer paa ny vakte Sorbonnens Forargelse og Forfølgelse, saa han maatte flygte til Genève og herfra, p. Gr. a. sit lystige Levned, til Torino. I Marot’s Digtning parres Renaissance og Reformation. Den udgik fra Middelalderen — han udgav Romanen om Rosen og Villon’s Værker —, men prægedes efterhaanden mere og mere af den ny Tids Aand og Tænkemaade, paavirkedes af de klassiske Digtere og af de italienske Humanister. Som Hofmand og Hofdigter uddannede han sig til en vittig konverserende og aandfuld poetisk Kausør, skrev med Ynde og Lune Rimbreve og Satirer, følsomme Elegier, knappe og rammende Epigrammer, klare og naturlige Sange. Fin Smag og livfuld Verve præger hans lette, kvikke og indsmigrende style marotique. Hans Cinquante psaumes udkom 1543, hans Œuvres complètes ved Jannet 1868—74 (4 Bd), ved Guiffrey 1876—1909 (3 Bd). Ogsaa hans Søn Michel M. var Digter; han blev 1534 Page hos Dronning Marguerite.
Litteratur:
Colletet, Notices biographiques sur les trois Marot [1871]; O. Douen, Clément Marot et le psautier huguenot [2 Bd, 1878—79].
Sophus Michaëlis in Salmonsens konversationsleksikon, 2. udg., 1915–1930, Bd. XVI, p. 664.