Lie, Jonas Lauritz Idemil, norsk Forfatter, født 6. November 1833 ved Haugsund paa Eker, død 5. Juli 1908. Lie’s Fader, Prokurator Mons Lie, flyttede 1839 til Tromsø som Byfoged. Gennem Moderen var Lie af Nordlandsk Slægt, og Barndomsindtrykkene fra Nord-Norges eventyrlig særegne Forhold satte stærke Spor i hans Forfatterskab. Da Lie var 13 Aar, flyttede Faderen til Søndhordland som Sorenskriver; Lie sendtes først til Fredriksværn for at uddannes som Søkadet, deltog i et Togt, men sattes derefter paa Bergens Latinskole og kom til Kria paa Heltberg’s berømte »Studenterfabrik«, hvor Bjørnson, Ibsen og Vinje var hans Samtidige. Lie blev Student 1851, cand. jur. 1858 og nedsatte sig 1859 som Sagfører paa Kongsvinger. Næste Aar giftede han sig med en jævnaldrende Kusine, Thomasine Henriette Lie, en Søster af Pianistinden Erika Nissen. Gennem sin Svigerfader kom Lie i Forbindelse med den norske Kreditbanks Chef A. B. Stabell og deltog i første Række i de store Tømmerspekulationer, som foregik i Østerdalens Skovbygder, men som endte med et voldsomt Krak, saa Lie 1868 som ruineret Mand rejste til Kria for at leve som Skribent. Allerede 1866 havde han udgivet et Bind »Digte«, og han havde stadig skrevet Artikler, særlig om Udenrigspolitik, i Pressen, blandt andet i »Illustreret Nyhedsblad«, som han en Tid var Ejer af. Lie skrev nu i længere Tid en ugentlig Lørdagsartikel i »Morgenposten« for et Honorar af 12 Kr. Hans springende, idérige, ofte fantastiske Journalistik viste den samme mærkelige Blanding af Fantasi og Virkelighedssans, som havde ledet ham som Spekulant, og som senere kendetegnede hans Digtning.
Julen 1870 udgav Lie »Den Fremsynte«, en Fortælling fra Nordland, egenartet, stemningsbevæget og samtidig knap og vederhæftig i sin Skildring af mærkelige Forhold. Bogen blev en stor Sejr; Lie fik flere Stipendier, rejste til Rom og udgav de følgende Aar »Skildringer og Fortællinger fra Norge« og »Tremasteren Fremtiden eller Liv Nord paa«. 1874 udkom »Lodsen og hans Hustru«, som foruden at fortsætte Lie’s friske Skildringer fra Sømandslivet gav en mere dybtgaaende psykologisk Analyse af Forholdet mellem to Ægtefæller og indleder en ny Retning i hans Forfatterskab. Det versificerede »Faustina Strozzi« over et italiensk Emne virkede ubetydeligt; de omstændelige Romaner »Thomas Ross« og »Adam Schrader«, og Skuespillet »Grabows Kat« var ogsaa svage Arbejder. Men de friske og kraftige Søfortællinger »Rutland« (1880) og »Gaa paa!« (1882) var mesterlige i Stilens impressionistisk malende Knaphed. Fra 1882 tog Lie Bopæl i Paris, og han blev fra nu af stærkere end før revet med af den aandelige Frigørelsestrang, som bevægede den norske Litteratur. Allerede 1874 havde Stortinget givet Lie Digtergage; i de bevægede 80-Aarene blev hver ny Bog af Lie modtaget som en Begivenhed: den dystre og gribende Hverdagsskildring »Livsslaven« (1883) og »Familien paa Gilje«, en Roman fra Tiden omkr. 1840, som samtidig er en ypperlig Kulturskildring og et dybt poetisk og psykologisk Digterværk. Bogen har senere inspireret Erik Werenskiold til noget af hans ypperste Illustrationskunst. »En Malstrøm« (1884) skildrer i rivende Tempo et økonomisk Krak, paa Minder om egne Oplevelser fra Kongsvinger. 1885 udkom »8 Fortællinger« (deriblandt den fremragende »Slagter-Tobias«), 1886 »Kommandørens Døtre«, der ligesom »Familien paa Gilje« med inderlig Forstaaelse skildrer unge Embedsmandsdøtres Fortrykthed under Forældremyndighed og Konveniens, og 1887 den indtrængende Ægteskabsroman »Et Samliv«.
Baade som Fortæller og Menneskeskildrer havde Lie naaet Mesterskabet i sin Kunst; i hurtige, visionært levende Glimt kan han gengive en Begivenhed, ofte hverdagslig og almindelig, med en Skildringens Sympati og Livagtighed, saa den faar dybt menneskeligt Perspektiv. Beundringsværdig er Skildringens Stilfærdighed, som lader Tendensen ligge latent, som en ubønhørlig svidende Ironi. 1889 udkom »Maisa Jons« og 1 Bind »Digte«, 1890 den fængslende Smaabyroman »Onde Magter«. I de 2 Bind Eventyr »Trold« 1891 og 1892 slaar Lie sin Fantasi løs; et af dem, »Lindelin« udformede han senere (1897) til et lystigt Skuespil, som gjorde Lykke paa Kria Teater med Fru Wettergreen i Titelrollen — det blev Lie’s eneste dramatiske Succes. 1893–1905 udkom desuden Romanerne »Niobe«, »Naar Sol gaar ned«, »Dyre Rein«, »Faste Forland«, »Naar Jerntæppet falder«, »Ulfungerne« og »Østen for Sol, Vesten for Maane og bagom Babylons Taarn« og Skuespillene »Lystige Koner« og »Wulffie & Co.« — det sidste nærmest et Indlæg for Afholdssagen, som blev opført paa Nationalteatret. Efter Lie’s Død er udkommet »Eventyr« (1909). Lie har selv stærkt fremhævet sin Hustrus direkte Medarbejderskab i hans Digtning, særlig vistnok hvad Kompositionen angaar. De sidste Par Aar før sin Død levede Lie hjemme i Norge.
Hans »Samtlige Værker« er udkommet i 15 Bind 1902–04, i 5 Bind 1908–09 og i en tekstkritisk Udgave af Valborg Erichsen og Paula Bergh 1920.
Litteratur:
»Jonas Lie Oplevelser ved Erik Lie«, Breve og selvbiografiske Optegnelser i »Samtiden«’s Festskrift 1893, Breve i Festskriftet til Fr. Hegel 1909 og »Jonas Lie og hans Samtidige. Breve i Udvalg« ved C. Nærup [1915] A. Garborg, »Jonas Lie« [1893]; Herman Bang i »Tilskueren« [1908]; V. Erichsen, »Jonas Lie som Journalist« [1914].
E. S-n. in Salmonsens konversationsleksikon, 2. udg., 1915–1930, Bd. XV, pp. 779–780.