Hans Willumsen Lauremberg (1590–1658)

Lauremberg, Hans Willumsen, 1590–1658, Matematiker og Digter. F. 26. Febr. 1590 i Rostock, d. 28. Febr. 1658 i Sorø, begr. i Sorø K. Forældre: Professor i Medicin Wilhelm L. (1547- 1612) og Johanna Longueil (1557–1607). Gift 1619 med Maria Lilia, d. tidligst 1647.

H. L. blev 1605 Student fra Rostock, tog 1610 Magistergraden sst. og rejste derefter til Holland og England; i Frankrig, hvor han 1616 blev Dr. med. i Rheims, opholdt han sig i flere Aar, særlig optaget af humanistiske og matematiske Studier. 1618 blev han Professor i latinsk Poesi i sin Fødeby og kaldedes 1623 paa Foranledning af Holger Rosenkrantz til Professor i Matematik og Ingeniørvidenskab ved det nyoprettede adelige Akademi i Sorø. Som Lærer i disse Fag udgav han forskellige Arbejder over Aritmetik og Algebra samt Landmaaling; med Skriftet »Logarithmus seu canon numerorum, sinuum ac tangentium novus« indførte han 1628 Brugen af de lige da opfundne Logaritmer i Danmark. 1631 paalagdes det ham, der tidligere havde udgivet et flere Gange publiceret Kort over Mecklenburg, at tage Del i Kortlægningen af Danmark, et Hverv, der dog 1647 toges fra ham for at overdrages til Johannes Mejer. Af hans kartografiske Arbejder kendes nu blot det Specialkort over Ringstedegnen, Ole Worm 1643 offentliggjorde i sit Runeværk, og som var Udsnit af et større Kort over Sjælland; men det er ikke usandsynligt, at de Kort over Danmark, som findes i de hollandske Kortudgivere J. Jansonius’ og W. J. Blaeus’ Atlasser fra Tiden 1644–62, gaar tilbage til et af ham skabt Grundlag.

Som Digter har H. L. 1636 udgivet en Satire paa elegante latinske Vers over Adelen, en Stand, der i hans Øjne var uden Sans for de rette aandelige Værdier; Frankrig udpeges som det Land, hvorfra Forargelsen kommer. Med sine Festspil 1634 i Anledning af den udvalgte Prins Christians Formæling indførte han Senrenæssancens mytologisk-allegoriske Drama i Danmark og skrev 1655 til den senere Kong Christian V.s Hylding den første Opera i moderne Forstand her til Lands; Stykkerne er affattede paa Højtysk, men i Festskuespillene fra 1634 er der indlagt komiske Bondescener paa Plattysk. I det højtyske Sprog udtrykte H. L. sig søgt og ufrit; med langt større Liv og Sikkerhed beherskede han som Digter sit plattyske Modersmaal, og i dette udgav han, uvist om i Kbh. eller Sorø, 1652 sine »Vier Schertzgedichte«, der udkom i talrige Optryk og er det sidste betydelige Digterværk i det plattyske Sprog før dets Genopstaaen som Litteratursprog i det 19. Aarhundrede. Satiren er her rettet mod Borgerstandens Forkærlighed for nye Moder, Efterligning af fremmede Sæder og Sprog, Fordringer til Luksus og Vellevned og Ringeagt for aandelig Syssel; i det sidste af Digtene vender han sig mod den moderne Kunststil af Opitz’ Skole og priser de gamle Digteres Fortrin, en Bog som »Reineke de Vos« har faa nyere skrevet Mage til. Skæmtedigtene oversattes s. A., de udkom, til Dansk, af hvem vides ikke, og fandt i denne Skikkelse med deres varme Lovprisning af Modersmaalet stort Bifald hos den danske Sprogbevægelses Mænd; der er næppe noget Digterværk, som Peder Syv paaberaaber sig hyppigere og med større Tilslutning.