John Keats (1795–1821)

Keats, John, engelsk Digter, født 31. Oktober 1796 i London, død 27. Februar 1821 i Rom. Faderen, der rimeligvis stammede fra Cornwall, var Staldkarl hos en velhavende City-Vognmand, hvis Datter han ægtede, og hvis Forretning han arvede. Han døde ved et Ulykkestilfælde, da Keats var 10 Aar. Han skildres som en sjælden klog og rettænkende Mand, Moderen som en meget livlig, stærkt impulsiv Kvinde. 1806 blev John sat i Skole i Enfield, hvor han kom i nært Forhold til Bestyrerens Søn Charles Cowden Clark, der var en Del Aar ældre. Af sine Skolekammerater skildres Keats som en meget smuk, lidenskabelig og trods sin stærke Stridslyst meget venlig Dreng, der foretrak Legepladsens Slagsmaal for Bøgerne. Heri skete der dog en Forandring de sidste to Aar, da han gik til den anden Yderlighed og knap slap Bøgerne under Maaltiderne. 1810 døde Moderen, hvem han forgudede, af Tuberkulose, og Keats sattes nu af sin Formynder i Lære hos en Læge og Apoteker i Edmonton. Han bevarede dog stadig Forbindelsen med sin gamle Skole og Vennen C. C. Clark; under et Besøg læste denne for ham Spenser’s Epithlamium og laante ham The Faire Queene, der blev som en Aabenbaring for ham, og efter Vennen Ch. Brown’s Mening først for Alvor hos ham vakte Tanken om selv at blive Digter. Hans første virkelige digteriske Forsøg Imitation of Spenser blev det øjeblikkelige Resultat. 1814 forlod Keats Edmonton og drog til London for paa Hospitalerne der at fortsætte sin Uddannelse; han passede sit Studium regelmæssigt og flittigt, men rimeligvis uden større Interesse, thi mere og mere droges han mod Litteraturen, og i Vinteren 1816–17 synes han definitivt at have opgivet Lægekunsten.

I Begyndelsen af 1815 havde C. C. Clark bosat sig i London, og gennem ham laante Keats Chapman’s Homeroversættelse, og allerede næste Dag sendte Keats ham Sonnetten: On first looking into Chapman’s Homer, hvis sidste 6 Linier er værdige Forløbere for de kommende Oder. Gennem samme Ven gjorde han Bekendtskab med Leigh Hunt, til hvem han allerede kort før havde skrevet Sonnetten: Written on the day when Leigh Hunt left prison. Keats havde længe beundret Leigh Hunt for hans politiske Kampstilling; det personlige Bekendtskab blev hurtig til et varmt Venskab. I Hunt’s Bibliotek, som han har skildret i Sleep and Poetry, der viser betydelig Paavirkning af Wordsworth, fandt han alle Elizabethanerne, og gennem Hunt selv blev han bekendt med Maleren Haydon, hvis Begejstring for Elginskulpturerne hjalp til at styrke de skulptureske Elementer i hans Aand. I den første Digtsamling Poems (1817) er det dog Indflydelsen fra Hunt og hans Story of Rimini, der er mest mærkbar. Samlingen fandt kun faa Læsere uden for den snævre Vennekreds, men den ringe Paaskønnelse gjorde kun lidet Indtryk paa Keats, som allerede var optaget af et nyt Arbejde Endymion, der udkom 1818 (paabegyndt April 1817). Historien om Endymion’s Kærlighed til Maanegudinden havde tidlig fanget Keats’s Fantasi, og med Maanen som Symbol for Skønheden i alle dens Former bliver Endymion et Udtryk for Keats’s egen digteriske skønhedstørstende Higen. Digtet var — betegnende nok — viet Mindet om Thomas Chatterton, og i et Forord siger han selv, at Digtet viser Mangel paa Erfaring, Umodenhed og alle de Fejl, der kendetegner et hektisk Forsøg mere end en fuldendt Daad. Han er klar over, at dette Digt vil dø, men haaber, at han maa modnes til Digte, der er egnede til at leve. Næppe uden Forbindelse med Keats’s nære Forhold til den radikale Hunt blev Endymion heftig angrebet i Quarterly Review og Blackwood’s Magazine. Den gamle Overtro, at disse Angreb havde deres store Andel i Keats’s Sygdom og tidlige Død, er ganske uden Bund i Virkeligheden. Keats siger selv, at hans egen Kritik har givet ham langt større Smerte, end nogen Quarterly Review ell. Blackwood’s Magazine var i Stand til at tilføje. »Jeg tror«, siger han, »at jeg efter min Død skal blive regnet blandt de engelske Digtere«.

Sammen med Vennen Reynolds havde han planlagt et Bind poetiske Fortællinger med Emner tagne fra Boccaccio. Keats’s Bidrag Isabella, or the Pot of Basil blev fuldendt allerede i Juni 1818. Det viser betydelig artistisk Fremskridt. Han følte paa denne Tid en Trang til større Erfaring baade gennem Handlen og Tænken. Hans overordentlig interessante Breve fra denne Tid viser hans Aands Higen og raske Udvikling. En fire Maaneders Tur (Juni-September) i Nord-England og Skotland fik Betydning gennem den storslaaede Bjergnatur, han her for første Gang mødte; desværre ogsaa ved at tage for stærkt paa hans legemlige Kræfter og derved give hans tuberkuløse Anlæg mere Spillerum. Ved sin Hjemkomst fandt han Broderen, Thomas, heftig angrebet af Tuberkulose, og indtil hans Død i December vaagede Keats ustandseligt over ham. Som Modvægt mod sine Bekymringer paabegyndte han i denne Tid et nyt Arbejde: Hyperion, atter med Emne taget fra græsk Mytologi. Hans Forbillede er her Milton’s Paradise Lost. Han arbejdede paa det stødvis, indtil han i Begyndelsen af 1819 helt lagde det til Side, og det forblev et Fragment for bestandig — et Fragment som hans Biograf Sir Sidney Colvin i episk Kraft sætter op ved Siden af dets Forbillede. Broderens Død var et tungt Slag for Keats, som nu, med Undtagelse af den ganske unge Søster, var den eneste tilbageblevne af Familien. Broderen George var allerede i Juni samme Aar rejst til Amerika for at prøve Lykken der. Hertil kom andre Kvaler. Han havde hos en af sine Venner mødt en ung 18-aarig Dame, Frk. Fanny Brawne, i hvem han hurtig forelskede sig saa skinsygt lidenskabeligt, at det ganske berøvede ham hans Sindsligevægt. Digtene To Fanny og La belle Dame sans Merci sammen med de smertefyldte Kærlighedsbreve viser os hans Lidenskabs Voldsomhed. Sorgerne og Kvalerne var dog næppe omsonst, de fuldbyrdede den Modningsproces, der allerede var begyndt, og skabte i den meget korte Tid, som endnu var ham beskaaret, Digte, der nu regnes blandt den engelske Poesis lødigste. I Januar skrev han The Eve of St Agnes og paabegyndte det aldrig fuldendte The Eve of St Mark — præ-Raphaelitisk før præ-Raphaelismen — og i Tiden fra Februar til Juni de 5 af de 6 berømte Oder: On Indolence, On Melancholy, On a Greecian Urn, To Psyche og To a Nightingale.

Lige siden Rejsen til Nordengland havde han lidt af Hæshed, og da dette Halsonde i Løbet af Vinteren forværredes, flyttede han i Juli først til Øen Wight og senere — da Klimaet her snarere forværrede end bedrede hans Tilstand — til Winchester, hvor han blev til Oktober. I denne Periode skrev han Tragedien Otho the Great, Digtet Lamia og Ode to Autumn. Hans pekuniære Stilling var paa denne Tid alt andet end lys. Broderen i Amerika trængte til Penge, og Artiklerne i Quarterly Rev. og Blackwood Magazine havde forringet hans Udsigter til ved sin Digtning at tjene til Livets Ophold. Han besluttede sig saa til at prøve Journalistik og flyttede derfor til London, men hans Lidenskab rasede heftigere og heftigere og vanskeliggjorde alt Arbejde. I Begyndelsen af Februar fik han Blodstyrtning; han forstod, hvad det betød, og tilbød nu Fanny hendes Frihed, et Tilbud, der blev afslaaet. Blodstyrtningerne gentog sig, og Lægen beordrede ham til et mildere Klima. Fra Shelley, der havde hørt om hans Sygdom, kom der Indbydelse til at være hans Gæst i Pisa, men Keats kunde ikke rive sig løs fra Fanny, og Tiden trak ud til Eftersommeren. Endelig 18. September forlod han sammen med Vennen, Maleren Severn, England og drog til Neapel. I den engelske Kanal, hvor Skibet laa nogle Dage paa Grund af Vindstille, skrev han, rimeligvis 28. September, sit sidste Digt, Sonnetten: Bright Star —, der nu i hans samlede Værker har faaet Titelen Last Sonnet. I Slutningen af Oktober naaede Skibet Neapel, og efter et kort Ophold her drog han og Severn videre til Rom, hvor de lejede sig ind i Huset tilhøjre for den spanske Trappe, hvor nu det lille Keats-Shelley-Museum findes, og her udaandede Keats i den opofrende Severn’s Arme den 27. Februar 1821. Tre Dage senere blev han begravet paa den protestantiske Kirkegaard nær Cestius’ Pyramide. I Juli det foregaaende Aar havde Keats’s tredje og sidste Bind Digte: Lamia, Isabella, and other Poems set Lyset.

I et af sine bitre Øjeblikke havde Keats som sin Gravskrift ønsket Ordene: »Her ligger en, hvis Navn var skrevet i Vand«. Spaadommen slog ikke til. Kort efter hans Død satte Shelley ham i Adonais et udødeligt Minde, og lidt efter lidt spredtes hans Ry fra de forstaaende faa til de mange. I Begyndelsen af 30’erne dyrkedes hans Digtning af en lille Skare Cambridgestudenter, hvoriblandt var Tennyson, Arthur Hallam, Denisson Maurice, Fitz Gerald og hans senere første Biograf Lord Houghton. Tennyson lærte i lige Grad af ham og Wordsworth, han paavirkede Browning, og fra hans Digte tog de unge Præ-Raphaelitter Holman Hunt og Millais Emner for nogle af deres første Programbilleder. Han er Ledestjernen for William Morris baade i hans Digtning og hans Kunsthaandværk og bar sammen med italiensk Digtning og engelske Folkeviser præget Rossetti, og rundt om i engelsk Litterater, hos Walter Pater, Oscar Wilde, helt op til Rupert Brooks, sætter han sit tydelige Spor.

En samlet Udg. af hans Værker blev først udgivet 1834 af R. M. Milnes (Lord Houghton). Senere er fulgt talrige andre som Poetical Works and other Writings, ed. by H. B. Forman, 4 Bd (1883); Complete Works, ed. by H. B. Forman, 5 Bd (1900–1901).

R. M. Milnes [Lord Houghton], Life, Letters and Liierary Remains, 2 Bd [1848]; Sidney Colvin Keats [English Men of Letters]; M. W. Rossetti, Life of Keats [Great Writers]; A. E. Hancock, John Keats [1908]; Sidney Colvin, Life of John Keats [1917], nu Standardskildringen. Desuden talrige mindre Afhandlinger, hvoriblandt Matth. Arnold i Essays in Criticism II; A. C. Bradley i Oxford Lectures on Poetry; G. Sarrazin, Poètes modernes de l’Angleterre; Swinburne, Miscellanies; Brandes, »Naturalismen i England«.