Iversen, Iver Utzon, 1862–92, Læge, Forfatter. F. 14. Marts 1862 i Haderslev, d. 19. Jan. 1892 i Nørre Nebel, begr. i Horsens.
Efter 1864 kom Iversen med Forældrene til Kbh. og derfra 1875 til Horsens, hvor han blev Student 1880. 1883–86 laa han paa Regensen og skrev der en Kantate ved Regenslindens Hundredaarsfest. 1887 tog han medicinsk Embedseksamen og fik Ansættelse som Reservelæge paa Garnisons Sygehus i Kbh. Som Student havde Iversen taget ivrig Del i Studenterlivet, var bl. a. en Tid Medlem af Studentersamfundets Bestyrelse, og i Kammeratkredse dyrkede han sine litterære Interesser. I »Ude og Hjemme« og »Vor Tid« fik han sine første Prosaskitser og Vers trykt, hvoraf et Udvalg fremkom i Debutbogen »Unge Piger« (1884). Han er paavirket af Jacobsen og Bang og Tidens metaforrige, lidt maniererede Stil. Men et eget Lune og en græskpaavirket Skønhedsdyrkelse med Smag for renere Linieføring viser hans Talents Udviklingsmuligheder. Især maa nævnes Digtet »Den græske Vase«, der peger fremad mod Niels Møllers Lyrik. Efteraaret 1887 fik han paa Det kgl. Teater opført Enaktsskuespillet »Nuancer«, der ikke kunde gøre sig gældende paa den store Scene, men som Læsestykke er af smuk Virkning ved sin spirituelle Dialog og de tre nydelige Kvindefigurer. I den lyrisk-filosofiske Student, Sanne, har Iversen skildret sig selv som Skønhedsdyrker og Erotiker. Den Selvkritik, som denne Figur rummer, var dybt alvorlig ment. Iversen brød op fra Kbh. og sit æstetiserende Liv, giftede sig og nedsatte sig som praktiserende Læge i Nørre Nebel. Han skrev i flere Aar intet, men gik helt op i sin anstrengende Praksis. Han var saa smaat igen begyndt at skrive, især nogle Virkelighedsskildringer fra sit Distrikt, der tryktes i »Illustreret Tidende«, da han pludselig blev revet bort af en Influenza, som gik over til Lungebetændelse.
Oluf Friis in: Dansk biografisk Lexikon, Gyldendalske Boghandels Forlag, Kbh., 2. udg., 1932–44, bd. XI, pp. 259–260.