Albrecht von Haller (1708–77)

Haller, Albrecht von, schweizisk Læge, Digter og Politiker, født 16. Oktober 1708 i Bern, død samme Sted 12. December 1777. Haller kom 15 Aar gammel til Tübingens Universitet for at studere Medicin, men han drog halvandet Aar senere videre til Leiden, da Undervisningen navnlig i Anatomi lod meget tilbage at ønske. Han opholdt sig 2 Aar der som Elev af Albinus og Boerhaave, tog Doktorgraden der, men drog videre til London og derfra til Paris for at studere Anatomi under henh. Douglas og Winslöw. Fra det sidste Sted maatte han rejse i stor Skyndsomhed, p. Gr. a. et Ligrøveri, som han var indblandet i. Basel blev hans næste Opholdssted, her studerede han Matematik under Bernoulli, og dyrkede Botanik. 1729 nedsatte han sig i Bern, søgte forskellige Embeder, men fik dem ikke og opnaaede kun en Stilling som Bibliotekar og en Tilladelse til at oprette en anatomisk Læreanstalt. 1736 kaldtes han til Professor i Anatomi, Kirurgi og Botanik ved det nyoprettede Universitet i Göttingen. Han grundlagde her en botanisk Have, et anatomisk Institut og et Videnskabernes Selskab samt stiftede »Göttinger gelehrt. Anzeiger«. Opholdet i Göttingen bragte ham stor Hæder, det medicinske Fakultet blev under hans Ledelse Europas berømteste, men ingen Lykke. Han savnede sit Land og havde mistet sine to første Hustruer, og 1753 vendte han tilbage til Bern, for at deltage i Politikken; han naaede dog ikke frem her og overtog saa Stillingen som Leder af Salinerne i Bex og la Roche og vendte 1764 tilbage til Bern, hvor han døde, efter at der gentagende var tilbudt ham Lærestole i Göttingen, Berlin og Halle.

Den store Betydning, som Halle fik i Medicinen, hvilede paa, at han brød med den tidligere Naturfilosofi og traadte i Boerhaave’s og Albinus’ Spor ved at sætte den kliniske Observation i Højsædet. Blandt hans Arbejder er Icones anatomicæ, et Supplement (omfattende Karrene, Urin- og Kønsorganer) til de af Albinus og Winslöw givne Fremstillinger af Osted- og Myologien. Med Primae lincae physiologiae (1747) og Elementa physiologiæ (1757) indlededes en ny Periode i Fysiologien, idet han grundlagde Læren om Irritabilitet og Sensibilitet, to Egenskaber, der var knyttede til Musklerne og Nerverne. Haller fik dog i disse Spørgsmaal mange Modstandere, navnlig blandt Iatrofysikerne og Stahlianerne, men ogsaa en stadigt voksende Skare Tilhængere, blandt hvilke Danskerne Oeder og Heuermann, og hans Teorier bredte sig, om end de ikke har kunnet holde sig uforandrede til vor Tid. Manglerne ved Haller’s Forsøg skyldtes, at han ikke kunde udelukke Virkningen af Ganglierne i Muskulaturen og i Hjertet. Nutiden ser Haller’s største Fortjeneste ikke i hans Teorier, men i hans Benyttelse af den eksperimentelle Undersøgelsesmetode. — En næsten fuldstændig Fortegnelse over Haller’s litterære Produktion findes i »Denkschrift« (Bern 1877). Størst Betydning har Prælectiones Boerhaavii ad proprias insiitutiones (6 Bd, 1739—44), Boerhavii methodus studii medici (2 Bd, 1751) og hans Biblioteker (botanica, chirurgica, anatomica, hvert i 2 Bd, samt medicæ practicæ i 4 Bd). Hans botaniske Hovedværk er Enumeratio methodica stirpium Helvetiæ indigenarum, 2 Bd (1742). — Med Haller’s Digtninge indførtes en ny Retning i den tyske Litteratur, navnlig ved »Versuch schweizerischer Gedichte« (1732), »Die Alpen« og »Die Ewigkeit«.

Zimmermann, »Das Leben des Herrn v. H.« [1755]; Jul. Petersen, »Den danske Lægevidenskab 1700—1750« [1893], S. 239 ff.; Weese, »Die Bildnisse A. v. H.’s« [1909].