Gellert, Christian Fürchtegott, tysk Digter, født i Hainichen ved Freiberg i Erzgebirge 4. Juli 1715, død i Leipzig 13. December 1769. Hans Fader var Præst, og hans Barndom forløb i smaa Kaar og under mange Afsavn. 1729 kom han ind paa Fyrsteskolen i Meissen, hvor bl. a. Rabener blev hans nære Ven, og han studerede derefter Teologi i Leipzig 1734–38. Han vendte nu hjem for at blive Hjælpepræst hos sin Fader, men allerede hans første Prædiken, under hvilken han tabte Traaden, overbeviste ham om, at den teologiske Løbebane maatte opgives. Han blev i Stedet 1739 Huslærer hos Familien von Lüttichau i Nærheden af Dresden, men begav sig to Aar efter atter til Leipzig for at fortsætte sin litterære Uddannelse og navnlig studere engelsk og fransk Litteratur. Han kom til at staa J. E. Schlegel og dennes Kreds, der var Gottsched’s Modstandere, nær og blev Medarbejder ved »Bremer Beiträge«, hvori han 1745 og 1747 offentliggjorde sine Lystspil »Die Betschwester« og »Das Los in der Lotteri«. Han besluttede nu at slaa ind paa den akademiske Vej, tog Magistergraden og begyndte at holde Forelæsninger, der modtoges med Bifald. 1757 udnævntes han til ekstraordinær Professor og holdt Forelæsninger over Digtekunst, Veltalenhed og Moral. Som Universitetslærer var han afholdt paa Grund af sin Hjælpsomhed over for de Unge og sin redelige Personlighed.
Sin Popularitets og Berømmelses Højde naaede Gellert, der 1746–48 havde udgivet sine behændigt versificerede »Fabeln und Erzählungen« (2 Bd), da Frederik II gæstede Leipzig 1760 og lod ham kalde til sig. Kongen udtalte sin Tilfredshed med den Prøve, han fik paa Gellert’s Fabler, og kaldte ham »den fornuftigste blandt alle tyske lærde Mænd«. Gellert afslog at blive ordinær Professor, da tiltagende Sygdom havde svækket hans Arbejdskraft. Han udgav yderligere »Lehrgedichte und Erzählungen« (1754), »Geistliche Oden und Lieder« (1757) og »Sammlung vermischter Schriften« (1757). Hans Roman, »Das Leben der schwedischen Gräfin von G***« (1746) er en uheldig Efterligning af Richardson’s sentimentale Romaner.
Da Døden afsluttede hans med Taalmodighed baarne Lidelser, som de Baderejser, hans Velyndere bekostede, ikke havde kunnet lindre, var alle enige i deres Bedømmelse af hans retsindige og elskværdige Personlighed. Hans Fabler og Fortællinger, der er blevne oversatte paa næsten alle Kultursprog, har bevaret hans Navn ved deres Evne til komisk Karakteristik i af hans Samtids Borgere og deres Liv. Svagere er hans Lystspil, og de »Moralische Vorlesungen«, som blev udgivne efter hans Død (Leipzig 1770), har, som prægede af Tidens Sødlighed, mindre Interesse end »Briefe« (3 Bd 1774), som har deres varige historiske Værd. Gellert’s »Sämtliche Werke« udkom i 10 Bd (Leipzig 1787).
Litteratur:
»Gellert’s Leben« af Cramer [1774] og af Döring [1833]; F. Naumann, »Gellertbuch« [Dresden 1865].
C. Behrens in Salmonsens konversationsleksikon, 2. udg., 1915–1930, Bd. IX, pp. 534–535.