Enevold de Falsen (1755–1808)

Enevold de Falsen, 1755–1808, Justitiarius, Digter, fødtes i Kjøbenhavn 17. Okt. 1755 som Søn af Konferensraad Chr. M. de Falsen. Kun 10 Aar gammel dimitteredes han 1765 til Universitetet som Privatist fra Kjøbenhavn og tog «med megen Berømmelse» Examen artium. Lige saa rask var hans paafølgende Befordring paa Embedsbanen. I sit 16. Aar blev han Kopist i danske Kancelli, og i sit 22. Aar kom han som Assessor i Overhofretten til Norge, hvor han i en Del Aar boede i Christiania. Allerede under Opholdet i Kjøbenhavn havde han betraadt den dramatiske Forfatterbane med sin «borgerlige Tragedie» i 5 Akter, «Salvini og Adelson» (1776), bygget paa et Motiv fra Arnauds Fortællinger. I Christiania fandt han Anledning til at fortsætte dels som Forfatter, dels paa andre Maader med at udvikle sin Interesse for Theatret. Saaledes deltog han 1780 som Indbyder i Stiftelsen af det ældre dramatiske Selskab, og ved dettes første Forestilling paa det lille Theater i den James Collett tilhørende Grænsehave spillede han selv med. Deltagelsen i dette og dets senere faste Efterfølger havde sin Indflydelse paa Falsen og blev for ham en Opmuntring til litterære Arbejder. For dette Selskab oversatte han fra fremmede Sprog dramatiske Arbejder som «Nonnerne» af Picard og «Pebersvendene» af Iffland, ligesom han i denne Tid har skrevet Sange. Under Opholdet i Christiania skrev han ogsaa «De snurrige Fættere», en Komedie i 2 Akter, der udkom 1778. Han deltog tillige i det elegante Selskabsliv, som paa den Tid blomstrede i Christianias toneangivende Kredse, og hans Fremtid syntes at være den lyseste, der kunde staa nogen aaben. Ved sin Faders Afgang blev han i 1788 midlertidig ansat som Justitiarius i Overhofretten og udnævntes 31. Okt. s. A. til dette Embede. I en Alder af kun 33 Aar stod han saaledes som en af Norges højeste Embedsmænd. Da kom kun faa Maaneder efter, som et Lyn fra den klare Himmel, hans pludselige Forflyttelse til et af Landets fjærneste og paa den Tid mest afsides liggende Steder under Omstændigheder, der maatte vække den pinligste Opmærksomhed.

Under 23. Jan. 1789 blev han uden Ansøgning eller derom ytret Ønske udnævnt til Lagmand over Nordland og Finmarken, medens Falsens tidligere Embede s. D. overdroges den hidtilværende Lagmand P. T. v. Koss. «Formedelst en indtruffen Omstændighed» har J. C. Berg tilføjet i en haandskreven Note. Andensteds har han skrevet, at Falsens Forflyttelse var at anse som «en Forvisning, foranlediget ved det utilbørlige Forhold, der bevirkede Generalavditør C. Chr. Wessels og Frues Skilsmisse». Denne Udnævnelse var et haardt Slag for Falsen, der nu maatte tage sin Bolig paa Lagmandsgaarden Stegen i Nordland, hvor intet kunde erstatte ham den selskabelige og litterære Omgang, hvortil han tidligere var vant. Den ensomme Egn bød ham ingen af de Glæder, der havde Tillokkelse for ham, og Nordlands storslagne, men vilde Natur ejede ikke Evnen til at aabne hans digteriske Aare til ny Produktion. Under dette Ophold lagdes Grunden til en Melankoli, der siden nok kunde afbrydes af mange oplivende Timer, men aldrig helt forlod ham, og som til sidst kom igjen med forøget Kraft. En Forlængelse af Opholdet paa Stegen vilde ogsaa være bleven farlig for hans Helbred, og efter kun 2 Aars Forløb forlod han paa Lægens Raad sit nordlandske Embede og drog 1791 til Kjøbenhavn, hvor han af Regeringen fik en god Modtagelse, for saa vidt han s. A. udnævntes til Assessor i Højesteret. Dermed begyndte et nyt, mere glimrende, men ingenlunde helt lykkeligt Afsnit af hans Liv. I 11 Aar virkede han som Højesteretsassessor, men fandt ved Siden heraf Tid til at udfolde en frugtbar Forfattervirksomhed, ligesom han fulgte med i alle de Bevægelser og Strømninger, der gik igjennem Tiden. Thi Falsen var et ægte Barn af sin Tid, baade i litterær og politisk Henseende.

Det var den franske Revolutions Aar, som Falsen paa denne Maade tilbragte i Kjøbenhavn. Han var mægtig greben af denne verdenshistoriske Begivenhed, og han fulgte med den mest levende Interesse Revolutionens Udvikling. Til en Tid var han en fortrolig Ven af P. A. Heiberg og Malthe Bruun; han knyttede ligeledes nu et Venskabsbaand med Rahbek, der i sin Nekrolog over Falsen siger, at han allerede ved sin egen litterære Debut havde kastet sine Øjne paa «Salvini og Adelsons» «genifulde Forfatter», men først nu personlig mødte ham «ved Musernes, ved Sandhedens, ved Fædrelandets Alter». Venskabet med Rahbek opløstes først ved Døden, hvorimod der snart indtraadte en større Kølighed i Forholdet til de to andre, navnlig efter at Falsen 1796 til Christian VII’s Fødselsdag havde skrevet sin Prolog «Festen i Valhal», der under Allusioner til den franske Rædselsperiode i høje Toner priste «Skjoldungens» Dyder og Fortjenester. Mellem Falsen og Malthe Bruun kom det til et fuldstændigt Brud. I Samtidens Tidsskrifter deltog Falsen i den offentlige Diskussion; i 1795 var han en kort Tid Medudgiver af «Borgervennen».

Gjennem sin Fødsel og Opdragelse var Falsen dansk, og det samme gjælder den største Del af hans litterære Arbejder. Under Opholdet i Norge var han imidlertid bleven mere og mere knyttet til dette Land, og det gik med ham som med mange andre, at han til sidst følte sig mere som Nordmand, selvfølgelig som en til Fællesstaten med talrige Baand knyttet Nordmand. Han skrev 1793 «Et Par Ord om det norske Akademi», hvori han talte Norges Sag i Anledning af det i hans Øjne retfærdige Krav paa et eget norsk Universitet. Her fik han tillige Lejlighed til at udtale sig om Forholdet mellem de to Lande, der for ham tilsammen stode som «Tvillingriget»; han siger saaledes: «I tvende, ved Havet og et mellemliggende vidtløftigt Rige, adskilte Lande, som Natur, Klima, Jordbund, Produkter, Næringsveje, Økonomi, Handel, Sæder, til Dels og borgerlig Forfatning, har gjort aldeles forskjellige, kan, deres politiske Forening uagtet, Tænkemaaden rimeligvis ikke være aldeles ensformig.» Efter hans Mening maatte «det blive klart, at den Mand, Nordmand eller dansk, som bestemmer sig til at tjene Staten i et af disse Riger, bedst organiseres til at gavne, naar han i Norge dannes til at være Nordmand og i Danmark til at være dansk». Muligens han talte af egen Erfaring, naar han skildrede, hvorledes den i Kjøbenhavn uddannede Embedsmand, der kom til Norge og der overtog en Stilling, som fordrede «Kundskab om Landet og Indsigt i dets Økonomi», var udsat for at begaa Fejlgreb. Om sig selv ytrede han i de til Norge henvendte Slutningslinjer: «Du blev mig mere end Fødeland. Du gav mig Glæder og Sorger.» Gjennem Interesser og Sympathier var han efter sit første Ophold i Norge stærkt knyttet til dette Land.

Falsens Helbred blev ikke styrket ved hans Tilbagevenden til et mildere Klima; rimeligvis var hans Sundhed allerede bleven undergravet ved hans overmodne Udvikling i Barneaarene, og den gik fremdeles nedad med raske Skridt. Hertil bidroge ogsaa de personlige Ubehageligheder, som han paadrog sig fra sine forhenværende, revolutionsvenlige Omgangsfællers Side. Imidlertid udfoldede han i disse Aar en rig litterær Produktivitet. Medens i sin Tid «Salvini og Adelson» var nægtet Antagelse ved det kgl. Theater i Kjøbenhavn, var han under sit 11 Aars Ophold i Danmark en frugtbar Forfatter for dette. Hans Enakts-Drama «Arven i Marseille», der var skrevet i Christiania 1778, opførtes 1792 paa det kgl. Theater. I Kjøbenhavn skrev han, foruden forskjellige Oversættelser for Theatret, Prologer og Epiloger, «Hvad vil Folk sige?» og «Kunstdommeren», 2 Femakts-Komedier, det Femakts-Ridderdrama «Idda» og «Frierne og Kjæresten», en Treakts-Komedie, hvis Handling foregaar i Norge, dog uden at eje noget særlig norsk Præg. Sujetterne til disse dramatiske Arbejder ere tagne af samtidige eller ældre Noveller, ligesom allerede Tilfældet var med «Salvini og Adelson».

Til fuld Originalitet har derimod Falsen hævet sig i sit 1797 udgivne Syngespil «Dragedukken», der opnaaede en stor Popularitet og grundfæstede sin Forfatters Ry. «Dragedukken» har i Danmark som i Norge længe holdt sig paa Scenen og har endog været gjenoptagen for ikke ret mange Aar siden paa et norsk Theater. Det er dette Arbejde, som mere end noget andet har givet ham en Plads i den dansk-norske Fælleslitteratur; ingen aner den livstrætte Forfatter med det tunge Sind og den nedbrudte Helbred bag det skjæmtende Lune og de kvikke Indfald, der krydre «Dragedukken». Faa Aar senere gav Englændernes Overfald paa Kjøbenhavn i 1801 ham Begejstring til at skrive den ildfulde Krigssang «Til Vaaben! se Fjenderne komme! Til Vaaben! I nordiske Mænd!» Han indskrev sig ved samme Anledning i Studenterkorpset; ved saadanne Begivenheder vaktes hans Aand til en Kraft, der bragte ham til at glemme et Legeme, som allerede bar Oldingealderens Stempel. Maaske har ogsaa enhver saadan begejstret Anspænden af Aandskræfterne bag efter yderligere medvirket til at svække hans affældige Legeme. Han led af Hovedsvimmel og Besvimelser. Deltagelsen i Højesterets lange Sessioner blev ham alt for anstrængende, og han maatte se sig om efter en anden Stilling, der bedre kunde passe for hans svage Kræfter. 12. Nov. 1802 blev han udnævnt til Justitiarius i Akershus Stiftsoverret og s. A. til Etatsraad. Umiddelbart efter flyttede han til Christiania, hvor han allerede var i Julen 1802–3. Forandringen af Opholdssted virkede til en Begyndelse gavnlig paa hans Helbred, for saa vidt den ikke forværredes. Men efter nogle Aars Forløb ophørte dette.

I Christiania gjenfandt Falsen en Kreds af Venner og Bekjendte, medens den gamle Anstødssten var fjærnet ved Generalavditør Wessels Død i 1794, og han blev strax et samlende Element i det nye dramatiske Selskab, der var stiftet 1799, og som i Løbet af 1802 havde opført en egen Theaterbygning. Denne, der blev nedreven 1890, smykkedes, antagelig efter Falsens Død, med hans Buste som et Tegn paa, hvad Selskabet skyldte ham. Paa dette Privattheater opførtes nu Falsens egne og de af ham oversatte og bearbejdede dramatiske Arbejder under hans egen Ledelse, fremfor alle «Dragedukken». Selv var han en af de ivrigste Skuespillere, og han høstede stadig Bifald som en talentfuld Dyrker af den dramatiske Kunst. Han var, navnlig efter Bernt Ankers Død, det naturlige Midtpunkt i den Kreds, der samledes om det nævnte Selskab og der dyrkede Thalia med en Iver, som selv i hin, de private Theatres gyldne Tid, var noget særdeles mærkeligt. I denne Kreds glimrede Falsen som den ansete Forfatter, som den store Skjønaand og som den talentfulde Skuespiller; hans Liv fandt her, naar ikke Mismodets tunge Skygger lagde sig over hans Hoved, sine sidste lykkelige Timer. Embedet som Justitiarius i Stiftsoverretten lagde ikke saa meget Beslag paa hans Tid som det tidligere, og han nød for saa vidt i Norge et større Otium. Men dette varede dog ikke længe. Endnu skulde der aabnes ham en ny Virkekreds, mere rig og ærefuld, mere betydningsfuld end nogen af de foregaaende, og han skulde, inden han skiltes fra denne Verden, overtage en ny Stilling, der skulde lade hans Navn indtegnes mellem «Tvillingrigets» mest fortjente Sønner.

Da den interimistiske norske Regeringskommission under 24. Avg. 1807 blev nedsat, var Falsen et af dennes 3 første Medlemmer, sammen med Prins Christian August og Grev Gebhard Moltke, hvortil fra 2. Sept. kom M. G. Rosenkrantz. Falsen var af disse utvivlsomt den mest betydelige, og han blev et af Kommissionens virksomste Medlemmer. Hans Legeme var rigtignok svækket, og det kunde se ud, som om hans Kræfter ikke skulde kunne slaa til over for det nye, ansvarsfulde Hverv. Men hans Aand var alligevel stærk nok til, om end blot for kortere Tid, at afryste alle de hemmende Baand og udfolde en Virksomhed, der gav ham en fornyet Adkomst til at nævnes i Historien som en af de betydeligste Mænd, de to Riger i senere Tider have frembragt. Falsen var, efter sin hele forudgaaende Løbebane, selvskreven til at blive Sjælen i den norske Administration, for saa vidt denne nu maatte ledes fra Regeringskommissionen i Christiania, og det mærkes let i Kommissionens Forhandlings- og øvrige Protokoller, at han i betydelig Udstrækning har sat sit Stempel paa dens Handlinger som Norges øverste Regeringsmyndighed næst Kongen. Han var tillige Kommissionens litterære Medlem, hvis fine Pen kan spores i de fra den udgaaede Skrivelser, der for en stor Del vare konciperede af ham. Han var med sin fremragende Begavelse, med sit mangesidige Kjendskab til Norges forskjelligste Egne og sine store Kundskaber den, som bestemte, i hvilken Aand Administrationen skulde føres, og navnlig tillægges der ham stor Andel i den Sindighed, Klogskab og Frimodighed, hvormed Kommissionen fra Begyndelsen af optraadte over for Kongen ved alle de Lejligheder, hvor Norges Interesser kunde kræve en klar Fremlægning af Forholdene, som ofte kun med Vanskelighed lode sig forstaa i Kjøbenhavn. Det var vistnok Falsens Fortjeneste, naar det saaledes lykkedes at undgaa Kollisioner mellem de særlig norske og Fællesmonarkiets Interesser. Ved Krigens Udbrud med Sverige i 1808 paatog han sig endnu et nyt Arbejde, at redigere det da grundlagte officielle Blad for Norge, som fik Navn af «Budstikken». Men hans Aands- og Legemskræfter strak ikke i Længden til for det store, omfattende Arbejde, som var lagt paa hans Skuldre. Den Frejdighed, hvormed han havde overtaget sin nye Gjerning, viste sig kun at være Lampens sidste Opblussen, og da de mørke Høstdage kom i 1808, var det ogsaa under de fortvivlede Udsigter for Fædrelandets Fremtid, der da syntes at aabne sig, som om et lignende Mørke lagde sig over Falsens Sind. Endnu i Begyndelsen af Aaret havde han skrevet sine Krigssange for de uddragende Soldater og derved ligesom ved sin Redaktionsvirksomhed indvirket mægtig paa den Begejstring, som greb det norske Folk. Men om Høsten grebes han af et Mismod, der ikke kunde fjærnes. Om Aftenen 16. Nov. 1808 forlod han det dramatiske Selskabs Theater, og næste Morgen opskylledes hans afsjælede Legeme af Christianiafjordens Bølger. Under overordentlig Deltagelse foregik Begravelsen 22. Nov. paa (Gamle) Akers Kirkegaard, hvor en Obelisk viser hans sidste Hvilested. Savnet syntes ikke at kunne udfyldes. En Nationalsorg greb Norge, og denne fandt Gjenlyd i Danmark.

Falsen ægtede 22. Nov. 1781 Anna Henrike Petronelle Mathiesen (f. 1762 † 1825), Datter af Lagmand og Kancelliraad Jørgen Mathiesen.