Geoffrey Chaucer (c. 1340–1400)

Chaucer [t∫å.sə], Geoffroy eller Jeffrey (Galfridus), Englands største Digter før Shakespeare, født i London omkring 1340, død samme Sted 25. Oktober 1400. Fødselsaaret 1328, som tidligere ofte angaves, har intet at støtte sig paa, og meget taler derimod, bl. a. at Chaucer’s Fader, John Chaucer, Vinhandler i London, bevislig dengang kun var 16 Aar gammel og ugift. 1386 opgav han i en Retssag sin Alder som 40 ans et plus. Den vordende Digter kom tidlig i Forbindelse med højtstaaende Familier; 1357 er han Page hos Elisabeth af Ulster, Edvard III’s Søn Lionel’s Gemalinde; 2 Aar efter følger han denne Prins i Felttoget i Frankrig, hvor han bliver taget til Fange; Kongen selv betaler næste Aar hans Løsesum eller dog en Del deraf. Vi finder ham i den følgende Tid stadig tjenende Kongehuset og belønnet af det paa forskellig Maade; en mægtig Beskytter havde han i Hertugen af Lancaster, Johan af Gent, der jo navnlig i Begyndelsen af Richard II’s Regering var altformaaende; det er endogsaa temmelig sandsynligt, at Chaucer’s Kone, Philippa, var en Søster til den Catharine Swynford, der siden blev Hertugens tredie Gemalinde. Hvordan det nu end forholder sig, sikkert er det, at Chaucer tidlig blev anvendt flere Gange til betydningsfulde Sendelser til Frankrig og Flandern; endnu vigtigere for Digteren var det, at han to Gange som Diplomat blev sendt til Italien 1372–73 og 1378; han fik der en frisk Førstehaandspaavirkning fra Italiens Kultur og rige Poesi; paa den første Rejse har han — hvad vi er berettigede til at slutte af hans egne Udtryk i Indledningen til »Studentens Fortælling« — sikkert personlig truffet Petrarca, og hans Digtning vilde for en stor Del være utænkelig uden Indflydelse fra Boccaccio og Dante. Chaucer belønnes for sin diplomatiske Virksomhed paa forskellig Vis: allerede fra 1367 af har han haft en fast Aarpenge; efter Hjemkomsten fra den første Italiensrejse faar han desuden en Krukke Vin daglig af Kongens Kælder (senere omsat til Penge), og kort efter udnævnes han til Kontrolør ved Uld-, Skind- og Lædertolden i London, og der skaffes ham paa anden Maade gode Indtægter. 1382 avancerer han i Toldfaget, og opnaar fra 1385 den store Fordel, at hans Embede kan besørges ved en Fuldmægtig, hvad Chaucer, der foretrak Guds fri Natur og Digternes Værker for de tørre Regnskabsbøger, har sat stor Pris paa, 1386 blev han knight of the shire of Kent og sad i den Egenskab i Parlamentet. Da Johan af Gents Stjerne imidlertid dalede, mistede Chaucer dog sine Embeder; siden faar han nok en kort Tid et godt Embede som en Slags Bygningsinspektør, men i det hele sidder han i den sidste Del af sit Liv kummerligt i det, hvilket vi ser af hans talrige Anmodninger om smaa Forskud paa den ham tilstaaede Pension og af saadanne Digte som hans »Klage til min tomme Pung«. Ved Omvæltningen 1399 kom hans fhv. Beskytters Søn paa Tronen (Henrik IV), og han tog sig nok venlig af Digteren, men allerede Aaret efter var denne død.

Chaucer’s Digtning er til en Begyndelse stærkt præget af den datidige franske Poesi, især den berømte »Rosenroman«, som han oversætter i alt Fald Brudstykker af. Chaucer’s første nogenlunde omfattende Værk er »Hertugindebogen« (The Book of the Duchesse), skrevet i Anledning af Johan af Gents første Hustrus Død (1369); men Digteren glemmer ofte sit Hovedemne og fortaber sig i lange Digressioner af forskellig Art; de smukke Enkeltheder, der findes, kan for os ikke opveje Digtets Mangel paa gennemført Plan. Langt mere helstøbt og ulige mere fornøjeligt er det næste Lejlighedsdigt, »Fugleparlamentet« (The Parlement of Fowles), skrevet til Forherligelse af Richard II’s Bryllup (1382); her finder vi Paavirkning af Dante og af et af Boccaccio’s Digte, og Chaucer’s litterære Modtagelighed i Forbindelse med hans levende Kærlighed til Naturen og hans skælmske Humor sætter ham i Stand til at skabe et lille Mesterværk. Han giver sig nu i Kast med en større Opgave: at omplante Boccaccio’s store Heltedigt Il Filostrato paa Engelsk under Titlen Troylus and Cryseyde. Ogsaa her faar han Lejlighed til paa en fin Maade at smigre den unge smukke Dronning, Uagtet Bearbejdelsen paa mange Steder er en blot og bar Oversættelse, lægger Chaucer dog sin egen Farve over det hele og naar navnlig i Personskildringen langt videre end Boccaccio; særlig maa fremhæves Pandare’s Skikkelse (hvorefter det engelske Sprog har faaet sin Benævnelse paa en Kobler, pander). Det ufuldendte Digt »Famas Hus«, i 3 Sange, til hvilken Dante’s Commedia paa en Maade danner Forbilledet, har Interesse væsentlig ved det Indblik, det paa flere Steder giver os i Digterens Stemningsliv; derimod har »Legenden om de gode Kvinder«, der blev skrevet paa Bestilling af Dronningen, mindre Interesse for os, naar bortses fra enkelte Steder i Indledningen; de skildrede Kvindeskikkelser er alle hentede fra den klassiske Oldtids Digtning og føles ikke som Chaucer’s eget Kød og Blod. Det er da først i sit Livs sidste store Værk, »Canterbury-Fortællingerne«, at Chaucer’s hele rige Digterejendommelighed ret kommer til Udfoldelse. Navnet paa denne stort anlagte, men aldrig fuldførte Fortællingscyklus skriver sig fra Rammen: omtrent 30 Mænd og Kvinder begiver sig i Forening paa en Valfart fra London til Canterbury og forkorter Tiden under det lange Ridt ved at give Fortællinger til Bedste. I den med Rette berømte Prolog tegner Chaucer en Række mesterlige Portrætter af Pilegrimme; vi ser dem for os som et helt Galeri af typiske Skikkelser fra Datidens England og lærer alle deres karakteristiske Egenskaber, fysiske og psykiske, at kende. Chaucer skildrer med samme friske Anskuelighed den bolde Riddersmand og hans livsglade Søn, den pertentlige Priorinde, den jagtelskende Munk og den bogelskende Student, den epikuræiske Gaardmand og den uforlignelige Kone fra Bath med alle hendes mangfoldige Erfaringer om Ægteskab og Mandfolk, den pligtopfyldende Præst og den liderlige Stævningsmand, den kyniske Afladskræmmer og den joviale Vært, der fungerer som en Slags Ordstyrer. Enhvers Fortælling er nøje afpasset efter hans Karakter, og Cyklus’en kommer derved til at omspænde de forskelligste Sujetter, Riddereventyr og Dyrefabler, rørende Beretninger om Kvinders Troskab og Taalmod, de kaadeste Satirer over utro Koner og Ægteskabet i det hele, naivt-fromme Helgenlegender og indignerede Afsløringer af Alkymisternes Bedragerier, o. s. v. Chaucer aabenbarer her en forbavsende Alsidighed og bliver ingen Sinde kedelig undtagen i de to lange Prosastykker, som det endda maaske slet ikke var hans Mening at medtage i den Skikkelse, i hvilken de foreligger. Men ikke mindst vellykket er den Maade, hvorpaa disse forskellige Fortællinger er indrammede, saa at man bliver Vidne til livlige Vekselspil mellem de Medrejsende; man ser, hvorledes hver Fortælling bliver modtaget og giver Anledning til Bemærkninger og Diskussioner, alt efter hver enkelt Deltagers Individualitet, saa at man har kaldt disse Mellemspil Dramaer før det engelske Dramas Fødsel. Chaucer’s Sprogbehandling er i det hele fortræffelig; hans Verskunst er uddannet til stor Virtuositet, især i nogle af hans mindre Digte.

The Complete Works of Geoffrey Chaucer ed. by W. W. Skeat (Oxford 1894, 6 Bd med et Tillægsbind); The Works of Geoffrey Chaucer ed. by A. Pollard, Frank Heath etc. (London 1898); Geoffrey Chaucer’s Canterbury Tales, udg. af J. Koch (Heidelberg 1915). Nøjagtige Haandskriftsaftryk er besørgede ved Furnivall for Chaucer Society, der ogsaa har udgivet talrige Enkeltundersøgelser om Kilder og Sprog. Paa Dansk foreligger nogle Oversættelser ved Uffe Birkedal.

Ten Brink, »Chaucer-Studien« [Münster 1870]; Ward, Chaucer [i Serien English Men of Letters, 1888]; Lounsbury, Studies in Chaucer [I-III, New York 1892],; Jespersen, »Chaucer’s Liv og Digtning« [Kbhvn 1893]; A. W. Pollard, Chaucer [London 1893]; Emil Legouis, Geoffrey Chaucer [London 1913]; Caroline Spurgeon, Chaucer devant la critique [Paris 1911]; E. P. Hammond, Chaucer a Bibliographical Manual [New York 1908]; G. L. Kittredge, Chaucer and his Poetry [Cambridge U. S. 1915].