Carl Michael Bellman (1740–95)

Bellman, Carl Mikael, svensk Digter, født 4. Februar 1740, død 11. Febr 1795. Belmann er maaske den mest originale Digternatur, den svenske Litteraturhistorie har at opvise. Man nævner ham ofte som Repræsentant for den saakaldte »gustavianske Tids« friere Poesi, men dette er kun delvis rigtigt; Belmann tilhører lige saa meget den nærmest foregaaende Tid, den saakaldte »Frihedstid«, han stod allerede fuldt udviklet som Digter, før Gustaf III besteg Tronen, og man maa rettest sige, at han staar paa Overgangen mellem Frihedstiden og den gustavianske Tid. Han er udgaaet fra Dalin’s Skole, idet han har fortsat dennes lettere Poesi, delvis under Indtryk fra de samtidige franske Chansons; han staar som Sanger fri for det regelbundne, men hans Digtning bærer med al sin Friskhed og Selvstændighed tydelige Spor af at tilhøre Rokokotiden, og man vil i visse Tilfælde kunne sammenligne hans Temperament med en Maler som Watteau’s — stundom findes der endog i hans Skildringer Træk, der minder om Boucher’s mytologiske Malerier. Men dette gælder dog mest den rent ydre Form; i Karakter og Lune er han fuldblods Svensker, hvad der til fulde giver sig Udslag gennem den humoristiske Visedigtning, der i Aarhundreder har haft Hævd i svensk Poesi. Hans Digterværk har været Genstand for dybsindige Forklaringer og Fortolkninger, ligesom baade hans Person og Forfatterskab er blevet bedømt meget forskelligt, af nogle i høj Grad idealiseret, af andre fremstillet i mørke Farver. Medens flere Forfattere i Belmann’s Sange har fundet Udtryk for en ideal Aands dybe Opfattelse af Jordelivet som et Intet og i dem villet se Aabenbaringen af en Personlighed, hvis ægte humoristiske Natur omgav Livets laveste Fænomener med et Skin af ideal Skønhed, har andre i de Bellmanske Digte kun villet finde en genial Aand i sin Fornedrelse, en Lastens Lovpriser. Utvivlsomt har man paa begge Sider gjort sig skyldig i Overdrivelser. Ved alt for stærkt at betone det sentimentale Træk i Belmann’s Digtning har mange overvejende gjort ham til Alvorsdigter, medens han dog, selv om hans Digte stundom kan give Plads for et Udslag af Alvor og Vemod, fortrinsvis maa betragtes som en Glædens Talsmand, der i Ord og Toner skildrer det lystige Hovedstadsliv inden for de bredere Lag i Tiden mellem 1760 og 1780.

Belmann var ældste Søn af en Embedsmand med talrig Familie. Det bestemtes, at han skulde gaa Embedsvejen, og han studerede da en kort Tid (1758) i Upsala, hvorefter han fik Ansættelse i Rigsbanken. Allerede tidlig viste han Anlæg for Poesi; han skrev 1759 eller 1760 et Digt, »Månan«, oversatte von Schweidnitz’s religiøse Dødsbetragtninger og skrev Lejlighedsdigte, alt i Tidens Smag (den Dalinske Skole). Imidlertid passede han kun daarlig sin Stilling i Banken, hvortil kom, at han og hans Kammerater levede et lystigt Liv og gjorde Gæld, saa det endte med en Krise, der tvang Belmann til, for at undgaa Gældsfængsel, at forlade Landet og fra Norge søge Tilladelse til at vende tilbage. Dette blev bevilget, hvorpaa Belmann maatte tage sin Afsked fra Bankens Tjeneste. Hans Gæld gav Anledning til en stor Proces, hvor sandsynligvis Faderen har maattet træde mæglende ind. 1764 fik Belmann en underordnet Plads i Manufakturkontoret, hvilket Kontor dog 1766 blev inddraget, og han blev da ansat i Generaltolddirektionen, hvor han gjorde Tjeneste indtil 1772, da han fik Ansættelse i Skattekollegiet. Ingensteds synes Belmann at have udmærket sig ved Flid eller Orden. Men hans muntre Liv uden for Embedsvirksomheden dannede netop ogsaa Forudsætningen for hans digteriske Virksomhed, og i Tidens Løb havde han udviklet sig til en original Digter, der til Emne for sine Sange benyttede de lystige Drikkelag i stockholmske Værtshuse, og disse Sange foredrog han saa selv i de muntre Omgangskredse, hvor han færdedes. De fremkom oprindeligt uden Tanke om Offentliggørelse, og heraf forklares ogsaa, at han i sine Sange kunde optage bekendte »Bacchushjältar« og »Venusprästinnor« under deres virkelige, borgerlige Navne: Fredman, Mollberg, Mowitz o. fl.; kun »Ulla Winblad« var et nom de guerre. I Frihedstidens sidste Aar (1771 eller 1772) kom Belmann imidlertid paa den Tanke at samle og udgive de da fuldendte Sange (blandt hvilke fandtes Digte som »Blåsen nu alla«, »Ack du min moder«, »Drick ur ditt glas«, »Säg Mowitz, hvi står«) og at give dem Navnet »Fredman’s Epistlar« og »Fredman’s Sånger«. Den saaledes paatænkte Samling, der er efterladt i Manuskript, blev der dog intet af: Privilegiet lod vente paa sig, og da det endelig blev givet, synes han ikke, af Hensyn til Digtenes Indhold, at have vovet at udgive dem. Det skete først en Snes Aar senere.

Skønt Belmann langtfra var Hofpoet, fandt Gustaf III Behag i hans Digte, og ved Kongens Gunst opnaaede han 1776 en Bestilling som Sekretær ved Tallotteriet (hvilken han dog nærmest betragtede som en Slags Surrogat for en Digtergage), hvorhos han fik en lille Pension af Kongens Haandkasse og Titel af »Hofsekretær«. Kort efter giftede Belmann sig med Lovisa Grönlund, med hvem han havde 5 Børn. Nogen mønsterværdig Familiefader var han næppe, dertil lokkedes han for meget ud til de muntre Lag, hvorfra han hentede Emnerne til sin Digtning; men man maa dog paa den anden Side ingenlunde tænke sig ham som en forfalden Dranker, saaledes som Tilfældet var med den samtidige Digter Lidner. I Forretningssager var han uordentlig, og hans økonomiske Forhold var ofte daarlige, mod Slutningen af hans Liv endog en Misère nær. Belmann’s Personlighed skildres i øvrigt som elskværdig, godmodig, munter og letsindig.  — Hans bedste Sange er samlede i Serierne »Fredman’s Epistlar« og »Fredman’s Sånger« samt i »Bacchanaliska ordenskapitlets handlingar«. I disse Digte har han paa den mest levende Maade fremstillet Episoder af det overgivne Hovedstadsliv, særlig Værtshuslivet, som med dram. Anskuelighed træder frem for Læseren, eller maaske bedre for Tilhøreren. Det er haandgribelige Virkelighedsbilleder, han skaber; men disse Virkelighedsbilleder er gennemtrængte af Humor, ikke »subjektiv« som hos Sterne eller Heine, men en Humor, der har taget Liv og Form i en Mængde forskellige Figurer, objektiv, som Dickens’ er det, og som Shakespeare’s falstaffske Humor. Er Belmann’s Lune end overvejende livfuldt, saa bryder der dog undertiden ind i hans Digtning et Træk af Sørgmodighed, af Ruelse og Vemod, der toner med en blød Molakkord eller næsten trænger sig frem som et Smertensskrig, f. Eks. »Bröderna fara väl vilse ibland« ell. i »Ack du min moder, säg hvem dig sände«. Derfor taler ogsaa Tegnér om »vemodsdraget öfver pannan« hos Belmann og kalder de nævnte Digte »en sorg i rosenrödt«. Belmann’s Humor er i øvrigt af en overordentlig drastisk Art. Han skyr ikke delikate Situationer eller grovkornede Ord, han fremstiller det vilde, ubundne Liv i hele dets Nøgenhed. — Særegen for den Bellman’ske Digtning er den idylliske Tone, der gaar igennem mange af hans Sange, navnlig hvor Naturens Skønhed besynges. Ingen svensk Digter kan siges at have haft Øjet saa aabent for Landskabets Skønhed som han, og denne hans Egenskab træder tydelig frem i Digte som »Opp Amaryllis«, »Hvila vid denna källa« o. a., i hvilke han som ingen anden skildrer Stockholms Omegns Skønhed.

Belmann’s Digtning er paa det inderligste forbundet med dens Musik, og der gaar igennem den en Rytmik, der gør Indtryk af, at Ord og Toner er fødte samtidig, og efter en Udtalelse af Digteren Kellgren i dennes Forord til Fredman’s Epistler har man da ogsaa troet, at Belmann selv har sat Musik til sine Værker. Dette er en Fejltagelse. Han laante sine Melodier fra de mest forskellige Steder, fra Operetter og chansons, ja endog fra Kirkemusik; men med udpræget musikalsk Talent og overordentlig Dygtighed har han forstaaet at omdanne dem for sit Emne, saa at Melodierne er blevne »Bellman’ske« og nu mest lever i uadskillelig Sammenhæng med hans Digte.

Belmann’s Berømmelse voksede først lidt efter lidt. Oprindeligt betragtedes han kun som en vittig Spasmager, der oversaas af de ledende Mænd; saaledes omtaler Tidens første Smagsdommer og betydelige Digter, Kellgren, ham fra første Færd (i Digtet »Mina Löjen«) dadlende og spotsk, men senere bliver han hans Beundrer og skriver et anerkendende Forord til hans Digte. En fornyet Interesse for Belmann’s Digtning vakte Romantikerne (Atterbom, Hammarsköld), der tog hans Sange til Indtægt for den af dem forfægtede Retning.

1829 afsløredes Belmann’s Buste af Bystrøm paa Djurgården i Kongens Nærværelse og under storartede Ovationer til Digterens Minde. En privat Mand har paa Traktørstedet Hasselbacken 1872 ladet opstille en siddende Statue af Belmann, udført af Alfred Nyström. Danskeren Hasselriis har udført en særdeles vellykket Statuette af Belmann.

I Danmark blev Bellmansdigtningen først populær gennem Skuepladsen. Vel var den kendt i 18. Aarh., baade Rahbek og Baggesen yndede den, og allerede i 1780’erne solgtes nogle af Belmann’s Sange som Gadeviser. Men i de Heibergske Vaudeviller lød Melodierne for første Gang paa den nationale Scene og gjorde Lykke. Heiberg kalder Belmann’s Sange »Vaudeviller uden for Teatret«; han efterlignede dennes Skildringer, ja, Vaudeville-Situationen »Ulla skal paa Bal« er helt bygget over Bellmanske Motiver og Figurer. I 1830’erne viser den Bellmanske Indflydelse sig hos Hertz (Hirschholmdigtene), Winther, Aarestrup, Carl Bagger o. fl.; i 1840’erne bringer Overskou’s Lystspil, Ploug’s og Hostrup’s Studenterviser og —komedier dem ud i endnu videre Kredse; og endelig lyder de hyppigt i Erik Bøgh’s Vaudeviller. Flere danske Forfattere har behandlet Bellmansdigtningen, saaledes Heiberg (»Om Belmann som komisk Dithyrambiker«), E. Bøgh (i »Dit og Dat«), O. Schoning (»Belmann’s Digtning og dens Indflydelse i Danmark«, 1904), hvilket sidste Emne ogsaa er behandlet af K. Warburg i »Samlaren« 1895.

Litteraturen om Belmann er meget rig; de vigtigste Arbejder er Atterbom’s i »Siare och Skalder« VI; Ljunggren’s »Belmann och Fredman’s Epistlar« og N. Erdmann’s »C. M. Belmann« [1899]. Af Bet. er ogsaa Fryxell’s Angreb paa Bellmansforgudelsen i hans »Berättelser ur svenska historien« og de herved foranledigede Skr om den Belmann’ske Digtning. Nyt Stof fremdrages endnu jævnlig, saaledes af A. Björkman [1893] og R. Steffen [1908]. Om Bellmanmusikken findes Afh. af J. Flodmark, J. Bagge og A. Lindgren. De betydeligste Udgivere af Belmann’s Digte er P. A. Sondén [1835—36], J. G. Carlén [1855—61] og Chr. Eichhorn [Ny Samling 1877]. G. E. Klemming har 1872 trykt Belmann’s poetiske Arbejder i den Form, hvori han 1772 selv havde haft til Hensigt at udgive dem.