Carl Jonas Love Almqvist (1793–1866)

Almquist, Carl Jonas Love, svensk Forfatter, født i Stockholm 28. November 1793, død i Bremen 26. September 1866. Faderen, der ejede Gaarden »Antuna« i Upland, hvor Almquist tilbragte sin Barndom, var en tør, prosaisk, proceslysten Natur; Moderen, en Datter af den bekendte Skribent, Bibliotekar Gjörwell, var en fin, følelsesfuld Personlighed, der sværmede for Rousseau; hun døde, da Almquist kun var 12 Aar gammel, men han elskede hende, og Træk af hende genfindes i saa godt som alle de fine og elskelige Kvindeskikkelser, han har skabt. Forældrenes Ægteskab synes ikke at have været lykkeligt. Almquist blev Student i Upsala 1808, og begyndte tidlig at skrive; men det er meget vanskeligt at angive Tidsfølgen af hans Skrifter. 1815 tog han Magistergraden samtidig med Atterbom og Palmblad, men han hørte ikke til »Fosforisternes« Kreds. Heller ikke til »Göterne« sluttede han sig; medens disse søgte til det gamle Norden, følte Almquist sig draget til Rousseau og hans svenske Elev Thorild. Religiøst bevæget som han altid var, sluttede han sig til »Manhemsförbundet«, hvis Formaal var at fremme Kærlighed til Fædrelandet og sand Kristendom, og som forpligtede sine Medlemmer til at leve et »Bondeliv«. Sammen med et Par ligesindede Venner forlod han Stockholm, købte en lille Ejendom i Värmland, og giftede sig med en Bondepige fra Faderens Gaard, som han efter eget Sigende havde elsket, fra hun var 13 Aar, — kaldte sig »Bonden Love Carlsson« og levede som en Bonde. Han var dog ikke i Stand til at ernære sig og sine af Landbruget, betragtede det i Virkeligheden nærmest som en sund Sport, medens han skaffede sig Indtægter paa anden Maade, især ved Korttegning. I Længden tilfredsstillede dette Liv ham dog ikke, og 1826 drog han igen til Stockholm, hvor han ernærede sig ret kummerligt ved Afskrivning, Korrekturlæsning og lignende. Endelig lysnede det for ham; han blev Lærer ved Nya Elementarskolan, en nyoprettet Skole, der skulde eksperimentere med moderne pædagogiske Ideer. Her var Almquist paa sin Plads. Med sin Evne til at gribe det værdifulde i det ny, sin rige Fantasi og Fortællekunst og sit milde elskværdige Væsen, blev han snart afholdt af de Unge; hans mere omfattende end dybtgaaende Kundskaber satte ham i Stand til virkelig delvis at udføre det ham paalagte Hverv at skrive »Lærebøger i alle Fag«. Flere af hans Lærebøger er blevne meget brugte, saaledes hans berømte »Svensk rättstafningslära« (over 20 Oplag); desuden har han skrevet en svensk, en græsk, en fransk og en »almindelig« Sproglære, en Lærebog i Geometri, en »Regnekunst« for Begyndere og flere. Efter et Par Aars Forløb blev han Rektor for Skolen. I 1830’erne begynder ogsaa hans digteriske Virksomhed ret at tage Fart, og han maa paa denne Tid have haft ret gode Indtægter. Men han var en daarlig Økonom. Selv var han meget beskeden i sine Fordringer til Livet (han var saaledes en ivrig Afholdsmand), men hans Pligter som Familieforsørger tyngede haardt paa ham; han forsøgte da forskellige Udveje til at opnaa bedre Levekaar. 1837 lod han sig præstevie, men hans Haab om at opnaa et godt Præstekald gik ikke i Opfyldelse. Et Par Aar derefter deltog han i en Konkurrence om et Professorat i Æstetik og moderne Sprog i Lund, men skønt hans Venner anstrengte sig af al Formue for at hjælpe ham til det, sejrede hans Konkurrent. Dette tog han sig meget nær; og i hans Forfatterskab indtræder nu en tydelig Vending; før havde det æstetiske haft Overvægten; fra nu af bliver det samfundsreformatoriske fremherskende. I en lang Række Skrifter, saavel i Digtningens som i Afhandlingens Form, retter han dristige Angreb paa snart sagt alle hævdvundne Ideer og Institutioner i Samtiden. »Amorina« (allerede delvis trykt 1822, men da tilintetgjort paa Foranledning af hans Farbroder, Biskop Almquist), som opkaster Problemet om Forbryderens Tilregnelighed, vakte mindre Opmærksomhed. Anderledes gik det Novellen »Det går an« med sit Angreb paa den vedtagne Form for Ægteskabet; den fremkaldte, foruden en hidsig Kamp i Pressen, en Række Stridsskrifter, de fleste rettede imod Almquist. Da han var præsteviet, blev han endog indstævnet for Upsala Domkapitel, hvor han dog slap med en Formaning. Imidlertid maatte han af flere Grunde opgive sin Stilling ved »Nya elementarskolan« og var nu henvist til at leve af sin Pen; sin digteriske Virksomhed fortsatte han, men blev desuden Medarbejder ved det oppositionelle »Aftonbladet«. Trods en forceret Produktion blev hans økonomiske Stilling imidlertid mere og mere fortvivlet; til sidst indlod han sig med en berygtet Aagerkarl, von Scheven, og i sine Transaktioner med ham synes han ganske vist ikke at have været helt klar over Grænserne mellem tilladeligt og utilladeligt. Juni 1851 flygtede Almquist pludselig fra Sverige og begav sig over Danmark til Amerika; straks efter fremkom der Rygter om, at han havde forsøgt at tage von Scheven af Dage ved Gift. Han blev virkelig ogsaa anklaget for Retten, og Præsteembedet blev ham fradømt; der synes imidlertid ikke at foreligge mindste Bevis for, at Almquist har begaaet den Forbrydelse, han anklagedes for.

I Amerika opholdt Almquist sig c. 14 Aar; om hans Liv og Virksomhed der er saa godt som intet oplyst. Han ernærede sig mest ved Undervisning og Journalistik, men fortsatte ogsaa sin tidligere Skribentvirksomhed. 1865 kom han tilbage til Europa og bosatte sig i Bremen under Navn af K. Westermann. Her døde han, ensom og ukendt, paa et Hospital; 1901 førtes hans Lig til Sverige.

Almquist’s Forfatterskab er overordentlig mangesidigt: episk, lyrisk og dramatisk Digtning; etiske, æstetiske og sociale Essayer, Dagbladsartikler, Lærebøger — ja endog som Komponist er han optraadt med en Del Sange (»songs« kalder han dem), som ofte er af en ejendommelig Skønhed. Hans Hovedværk er »Törnrosens bok« (udkom fra 1832 til 1850), en broget Samling Afhandlinger og Digtninger, højst fantastiske, ofte bizarre, men lige saa ofte højst indtagende. I ydre Henseende sammenholdes disse af en Ramme: paa »Jagtslottet« samles en Kreds af interessante Mennesker, der oplæser deres Værker og diskuterer forskellige Materier; den indre Enhed udgøres af det Helhedssyn paa Menneskelivet i alle dets Faser, som Almquist vil hævde ved alle sine Skrifter. Størst er Almquist som Folkelivsskildrer, han er Grundlæggeren af den svenske Bondenovelle, og »Kapellet«, »Skällnora qvarn« og fremfor alt »Grimstahamns nybygge« læses og beundres den Dag i Dag; en Folkelivsskildring er ogsaa »Det går an«, skønt Tendensen her er det væsentlige: Almquist kræver større Uafhængighed for Ægtefællerne, navnlig fuldstændig økonomisk Uafhængighed, samtidig med ot han kræver et renere, sædeligere Syn paa Ægteskabet. Den Dag i Dag er Almquist et Modsigelsens Tegn; at han er genial, benægtes næppe mere, men Dommen falder dog højst forskellig ud; medens nogle finder, at han er blevet overvurderet af sin Samtid, mener andre, at »først om hundrede Aar vil Svenskerne forstaa Almquist’s Overlegenhed og yde hans store Fortjenester Retfærdighed«.

Almquist er en Hovedfigur i alle Fremstillinger af Sveriges Litteratur mellem 1820 og 1850, saaledes O. Sylwan, »Sveriges literatur vid adertonhundratalets midt«, J. Mortensen, »Från Aftonbladet till Röda rummet«; V. Vedel, »Svensk Romantik«. Foruden ældre Biografier af Lysander og Ahnfeldt kan nævnes Ellen Key, »Sveriges modernaste diktare« (1897), Joh. Mortensen, »C. J. L. Almquist« (1907) og A. H. Bergholm, »Studier öfver Carl Jonas Love Almquist« (1902).

En samlet Udgave af Almquist’s Skrifter foreligger ikke; det bedste Udvalg er givet af R. G.-son Berg (1902–05).

Kun enkelte af hans Skrifter er oversat paa Dansk, deriblandt »Det går an« og »Grimstahamns nybygge«.