D. 5. august 1813 i Ørsta, en lille fjordbygd ved Søndmøre, så Ivar Aasen dagens lys som den yngste af 7 søskende. Han er af en tid, hvor Norge synes ham fremmede, hvor især modersmålets kildevæld var ved at udtørre. Sproget var langsomt begyndt at svinde fra kirke, rigsstyre, administration, skole — ja, endog brevskrivning. I 1830’erne begynder der dog at ske noget. I forlængelse af Henrik Wergelands forsøg på at vende tilbage til "Det norske", finder Ivar sin styrke og tro til sit reaktionære forsøg på at vække et nynorsk skrift- og talesprog: Wergeland havde forsøgt sig på nynorsk, men han var ikke den rette mand, han manglede det vigtigste; navnlig kendskabet til folkemålet. Dette havde Ivar Aasen.
Fra ungdommen og langt ind i alderdommen skrev Aasen digte. Mange af hans sange bærer samme karakteristikker som folkeviser: enkle, stærke, fyndige og lette at lære, sent at glemme. Billederne er på én gang klare og følelsesladede, og der pulserer en dyb, kærlig livserfaring i indholdet — og en livsvisdom, der til tider kan minde én om Hávamál: