Vilhelm Bergsøe (1835–1911)

Alle Gedichte von Vilhelm Bergsøe auf Kalliope, alphabetisch nach der ersten Zeile des Textes geordnet. Die Liste kann verwendet werden, um ein Gedicht zu finden, wenn der Titel unbekannt ist.

A

Af halvtudviskede Blade

Ak, vidste Du, hvor jeg har syndet

Alt er saa stille; Kun Tonerne klinge

Aarle imorges jeg gik forbi Dit Vindue, o Elskte!

B

Blomst den sætter før Blad, og Blomsterne henvisne hurtigt

Broder deroppe! Hvad gaaer der dog af Dig?

Bølge mod Kyst, hvor kommer Du fra?

E

Endskjøndt mit Øre synes lukt

En Ven har mig fortalt, han gik en Dag

Erindrer Du, det var en Aftenstund

Et romersk Sagn for min Tanke staaer

F

Farvel, min blonde Pige

Fjern Dig, Elskte, fjern Dig! Der er Ugler

Fjernet fra den lyse Balsal

Flyv ud, min Længsels Sommerfugl!

Fra Broager drøner det Skud i Skud

Fører mig til Gravens mørke Lund

Før, naar Dagens Øie

Først staaer den som Guld paa Marken grøn

G

Gjæsterne inde fra Byen

Gud give, jeg var et Barn igjen

H

Han kom fra Ballet; men Hans Fod var træt

Han kom fra de fremmede Lande

Han vandred over Heden

Hisset, hvor Brændingens Braadsø sig bryder

Hun var saa ung, knap sexten Aar

Husker Du dit stille Barndomshjem

Hvergang jeg gaaer i Skoven taus og stille

Hvi er hans Rythmers Fald saa bløde, milde

Hvis Du mener, her er aabnet

Hvi sidder Du taus med Haand under Kind

Hvor der er deiligt dernede ved Sundet!

Hvor er det smukt, naar tvende Sjæle bygge

Hvor Nemisøen ruller sit blaaliggrønne Vand

Høit oppe i Sjælland, øverst mod Nord

Hør, Du gamle Stork, der stalker

Hør, Mo’er, jeg maa fortælle

I

I Aftensolen kaster

I Balbouketten sad jeg. Indeklemt

I Dalens Grød en Skytte laae

I gamle Dage holdtes Lov og Tro

Inde mellem Aakandklynger

I Nybrogade, dér, hvor nu

I Præstegaardens Have

I svundne Tider man ristede ind

I Østerland, hiint Hjem for Sagn og Sange

J

Jeg beder Dig ikke om Rosen paa dit Bryst

Jeg elsker Dig, min Sorg. Du er min Brud!

Jeg er nu Skovens og Markens Uhr

Jeg er saa slap, saa mat og saa svag

Jeg fik, hvorom jeg bad. Et lille Ord

Jeg har drevet omkring uden Maal, uden Med

Jeg kjender en Plet af mit Fædrelands Jord

Jeg kjender et Land, som fra Urtid blev lagt

Jeg pranger ei med Tulipanens Pragt

Jeg sad alene ind under Fjeldet

Jeg sidder her og syer og syer

Jeg vandrer gjennem Verden saa freidigt og saa let

Jeg veed ei, hvoraf det kommer

Jeg veed ei selv, hvordan det mig gaaer

Jeg veed knap selv, hvad jeg vover

Jeg vil! — Nei jeg vil ikke! —

Just som Morgenen hævede høit sin funklende Fakkel

K

Kjender Du Vedbendens Blomst? Den er uanseelig og lille

L

Ligge stille her i Baaden

M

Man nyser tre Gange, og strax har man sagt

Mod Stenen stemmer Sisyphus sin Skulder

Munken sidder i Cellen

Mødre har Næser og Vægge har Øre

N

Nei, det er ikke Sydens Luft

Nu frem til Høire! — Charlotte, nei

Naar Maanen op sig hæver

Naar ret jeg mig kaster i Livets Larm

Naar Tvende hinanden elske

Naar vi skal frelses gjennem Kjærligheden

Naar Vaaren tvinger Vintren til at vige

O

Og siig mig, lille Pige, hvi har Du Graad paa Kind

Om Almen vinder smidig sig en Ranke« —

Omkap med Aftnens Skyer, som flyvende Fjer

P

Paa Monte Pincio staaer jeg. Solen slaaer

S

Sandet føg, og Stormen jog

Send ei paa skraa mig disse skjælmske Blikke

September var kommen

Sig, husker Du hin Aftenstund i Mai?

Sig mig, Du Stjerne, som funkler saa tyst

Siig, husker Du første Gang jeg Dig saae

Skoven ved mit kjære Frederiksdal

Snart synker Solen — atter kommer

Som den skysorte Nat vælder ud over Jord

Som stærke Dæmoner

Sølyst, dine svale Skygger

Saa tankefuld hun stirrer fra Cellens trange Buur

T

Tantesprog er Tankesprog med Parenthes og Klammer

Troe ei, at jeg foragter Dem

Tusinde fryder Din Blomst. Men siig, kan dette Dig fryde?

U

Under Birkens Blad

V

Var hvert et Blad en Fæstningsvold

Vinteren var kommen

Vær hilset, Venner, i fjerne Hjem