Aarle imorges jeg gik forbi Dit Vindue, o Elskte!
Haabed fordoblet at see Morgenens rødmende Sol.
Ak, men skuffet jeg blev. Lig Dagningens flagrende Taager
Hang der et graaligt Gardin hen over Rudernes Glar.
Pladsen ved Vindvet var tom, og ikke dreiedes Speilet,
Fort af Din trofaste Haand, efter mig villigt som før.
Men, hvor Du rødmende sad, med Hovedet bøiet blufærdigt
Over den rastløse Naal, spirede Blomster nu frem,
Røde, hvide og blaae; de stirred med skottende Blikke
Ud af Bladenes Svøb, sløred af Vedbendens Blad.
Da brød Solstraalen frem, og i dens Tindren jeg klarligt
Saae Gud Amor, som sad midt mellem Blomsternes Flok.
»Daare!« raabte han høit. »Hvi staaer Du paa Gaden og venter?
Viid, at Hun drømmer om Dig; Morpheus har listet sig bort
Dengang Dagningen kom, og jeg har taget hans Sæde,
Styrer med Buen som Stav Drømmenes brogede Flok.
Just ved Søen I gik og lytted til Sivenes Susen,
Bølgen skvulped i Takt ind mod den steenlagte Bred.
Natten sænked sig ned og svæved om Bøgenes Stammer;
Men fra det kjølige Bad hæved min Moder sig op.
Klart hun viste Jer Vei og veg selv ikke for Luna,
Som af sit lysende Skjold viste en halvbrusten Ring.
Alt med Drømme var fyldt, og midt i den drømmende Stilhed
Greb Du skjult hendes Haand, sagde med klagende Røst:
»See Dig, Elskte, omkring! Nu falder fra Bøgenes Kroner
Hvert et skjærmende Blad; Fuglene drage mod Syd.
Saadan falder mit Haab, naar Du min kvidrende Sangfugl
Flyer til den kunstige Vaar, Bylivets Glimmer har skabt.
Her jeg sendte Dig Bud. Trods hvert et aarvaagent Øie
Bar dog Blomsterne Brev, fløi som det vingede Ord.
Ak, nu er det forbi! Vor Vinter er karrig paa Blomster,
Selv for de Elskendes Haab er den en sneedækket Grav.«
Smilende stille Hun stod og hviskede sagte: »Du Daare!
Viid, at Haabet ei døer, selv om det lægges i Jord.
Nei, det spirer just dér. Naar meest man troer det at knuse,
Bærer det Blomster og Blad, selv under Vinterens Snee.
Gaaer Du mit Vindue forbi og seer Hyacinthen den hvide,
Viid, at til Kirke jeg gaaer; sagte den ringer til Bøn.
Viser den Himmelens Blaa, da vandrer jeg ene blandt Vrimlen,
Dér, hvor det blaanende Sund ruller sin Bølge mod Land;
Men hvis med mørkere Skjær den trofast seer Dig imøde,
Venter jeg hjemme paa Dig, og Du kan nærme Dig trygt.
Glæd Dig, hvis høirød den er. Det tyder Alting vil lykkes;
Kom til det fastsatte Sted. — Tiden er Klokkernes Tal.
Men er den vissen og guul, da Tante sikkert er hjemme,
Og hendes arrige Mops sidder paa Trappen og gjøer.«
Undrende hørte jeg Alt. Da raslede Vinduesgardinet,
Guden svang sig paa Flugt høit mod de rødmende Skyer,
Og af Din Faster jeg saae de høist ærværdige Strimler,
Som i Piber og Læg ligge om Natkappens Rand.
Rask jeg flygtede bort — behøver jeg meer at fortælle,
Hvad Du, Elskede, selv drømte i Dagningens Stund?«