Han kom fra Ballet; men Hans Fod var træt,
Hans Tanke vildsom, og Hans Hjerte banked
Som var Han endnu midt i Dandsens Svimmel.
Han gik til Vindvet, og det svage Skjær
Af Morgnens Lys faldt paa Hans aabne Ansigt:
Da saae Han mig; og med et Ryk Han rev
Mig fra sit Bryst, som om Han vilde kaste
Mig ud paa Gaden; men jeg faldt i Kurven,
Og laae blandt gamle Breve ganske blødt.
Endnu en Stund Han stod og stirred ud
Mod Morgenhimlens rosenrøde Skyer,
Da greb Han mig paa ny, og rev hvert Blad
Ud af min Blomst, og samled saa dem alle
I Convolutens rosenrøde Gjemme.
Men uden paa Han skrev med sikker Haand:
»Hvad jeg har søgt, var ikke Glimmerblomsten,
Og hvad jeg fandt, var mere værd end den.«
Han lukked Brevet til, og Alt blev mørkt;
Men i hiint Mørke følte jeg, jeg døde.
Meer veed jeg ei — min Blomst fik ingen Sjæl.