Jeg har min Sjel fordoblet! skjønne Tanke!
Jeg aldrig nu skal mere ængstlig sukke,
Jeg aldrig nu skal under Sorgen bukke,
Min Kierlighed min Kraft skal dobbelt sanke.
Og hvor jeg staaer ved Glædens Blomsterranke —
Jeg aldrig nu skal ene Blomsten plukke,
Og aldrig skal mit Hjerte koldt sig lukke,
Saa elskovsrigt det tør ved hendes banke.
Og see! bag Fremtidsdækket søde Drømme
Jeg seer som Børn for mine Øine svæve!
O søde Haab! Hvo torde dig fordømme?
En Taare seer du i mit Øie bæve;
Thi — o ved dig min Sjel i Fryd maa svømme:
Langt meer fordoblet tør den engang leve!