Nu rødner dobbelt Rosens Blomsterhække,
Nu skinner dobbelt Lillien paa Enge,
Nu synger Nattergalen dobbelt længe,
Nu blomstrer dobbelt Markens rige Dække;
Og Svalen vil ei bort til Syden trække,
Og af sig selv fast tone Lyrens Strænge,
Og Livets Frugter midt paa Træer hænge —
Thi Kierlighedens Aand vil Alt opvække.
O vredes ei! du, som ei dette skuer,
Du gaaer ei med din hulde Elskerinde
I Mark og Eng og under Skovens Buer,
Men priis den Lykke dog, som Alt kan finde
I dobbelt Liv og Lys ved Elskovs Luer:
Min Sjel fordoblet er ved min Veninde!