Det blanke Marmortempels Buegange,
Det gyldne Taarn paa Borg, og Spiir paa Kirke,
Den grønne Skov af Ege, Bøge, Birke,
Ja Harpens Guld med sine søde Sange
Og Billeder, som med Serafer prange,
Hvad skjønt og kraftigt kan paa Syden virke
I Borg, i Skov, i Hytte og i Kirke
Og Hvad beundret blev af Secler mange —
I Dødens Lagn skal dette sluttes inde,
Og med Forgjængeligheds Støv bedækkes:
Ja selv, o Jord! engang forgaaer dit Minde.
Mon Evighedens Krands da Intet rækkes?
O held os! jo! naar Elementer svinde
Af Flammen luttret — Kjerligheden vækkes.