Jeg giød min Sjel i Strængens Harpetoner,
For vilde Vinde bølged mine Lokker,
Jeg glemte Jordens rige Blomsterklokker,
Jeg hæved mig til Himlens Regioner.
Da hørte jeg blandt fjerne Stjernekroner
En Røst, hvis Klang selv Klippehjertet rokker
Ud af sit kolde Hvilepunkt, og lokker
Det op til Elskovs varme Himmelzoner.
Cæcilia! din Røst jeg hørte klinge,
Dit Orgel vilde mere nær jeg høre —
Igjennem Skyers Krands dit Blik jeg søgte.
Dog dalede tilsidst min trætte Vinge,
Og henrykt trylledes paa ny mit Øre:
Du gik paa Jorden jo og sang og spøgte.