En stammende Discipel af Galen
lod alle Stammende forkynde i Avisen,
at i at rette deres Meen
bar han blandt alle Æsculaper Prisen;
en Bondemand, som dette kom for Øre,
begav sig strax til vor Mirakelmand,
men hvor forundret blev han ikke ved at høre,
at Æsculapen stammede som han.
Hvorledes, kjære Doctor! maae jeg spørge,
hvorledes har det sig, at han som veed
med andres Snakketøi saa god Beskeed,
forstaaer saa slet for egen Mund at sørge?
Forstaae! skreg Æsculapen bleg og rød,
jo vist, Hans Nar! den Ting forstaaer jeg nøie;
men om jeg selv min Tunges Lænker brød,
hvo skulde da betale mig min Møie?