En Vedbend’ slynged’ sig omkring en Eg
og med Chronos’s Træ mod Himlen steeg,
mens lille Thymian beskedent stod
imellem Urterne ved Egens Rod,
„Du arme Stymper,” skreg vor Hædersmand
Lord Vedbend til den lille Thymian,
jeg ynker dig, som mellem Pøblen maae
dernede ussel og foragtet staae.”
Høibaarne Lord! jeg sagtens hoit ei naaer,
selvstændig dog ved egen Kraft jeg staaer,
paa andres Skuldre hæver jeg mig ei;
forsøg engang, Mylord! at staae som jeg,