Ved Himlens Hvælving Lærken slaaer;
den unge Vaar
er kommen, muntre Glæders Giver
nu frydes Hav og Jord og Luft,
hans milde Aandes Balsomduft
den døende Natur opliver.
Han løser med sin stærke Haand,
o Hav! dit Baand,
og Bækken fri i Engen flyder;
han lokker Blomster uden Tal
af Mark og Skov, af Bjerg og Dal,
og skaber Løv, som Linden pryder.
Hvor er du skjøn, men kort, o Vaar!
din Pragt forgaaer;
snart falme Rosens Purpurkroner,
og Markens Græs og Skovens Løv;
og Lilljen døer og vorder Støv,
og Vintren kvæler Lærkens Toner.
Og hastigt, som Naturens Vaar,
vor Ungdoms Aar
o Ven! i Tidens Hav forsvinder;
thi nyd den skjønne Blomstertid,
før Aldren gjør din Isse hvid,
og Sorgen bleger dine Kinder!