Den Røst, der bryder Verden nye Baner,
Der smelter gammel Fordoms sejge Størknen
Og vender op og ned paa Slægtens Vaner, —
Den fødes altid som en Røst i Ørknen.
Den bruser ikke frem som Stridsfanfaren,
Der kalder Millioner under Vaaben.
I Ensomheden, langt fra Folkeskaren,
Faar Aandens Ridder altid Flammedaaben.
Og siden kæmper han i tunge Dage
Mod Dumheds Bøjg og Sløvheds Dverge feje;
Misundelsens og Hadets Edderdrage
Spyr fra sit Baghold Giften paa hans Veje.
Og Pøblen flokkes om hans Færd med Latter,
Mens af dens Alvorsmænd han bli’r forbandet;
Men slaaes han ned, snart rejser han sig atter,
Thi fremad maa han, frem! — han kan ej andet.
Omsider under Gud ham Hvilens Naade.
Saa graver de ham ned, og alt blir stille.
Og stille modnes Sæden, som han saa’de —
En Dag forstaar Alverden, hvad han vilde.
Da klinger Heltens Pris om Festens Borde,
Da spottes Tiden, som forskød sit bedste.
Ved Mindegilder for den siste Store
Man styrker sig til — Kampen mod den næste!
