«Duer vil jeg ofre Eros, Duer!
Blaa paa Brystet og med hvide Vinger.
I en Bod paa Torvet har jeg kjøbt dem,
Selv jeg Gaven til hans Altar bringer.»
Bring dit Offer, Dreng, af kælne Duer!
Jeg vil ofre ham en Ørn fra Fjeldet,
Skyens Kløver med de brede Vinger,
En, som mine Pile selv har fældet.
Og en Bøn jeg beder: Eros! Eros!
Med din Kølle har du knust min Hjærne,
Splittet mine Tanker ad som Avner,
Som naar Plejlen skiller Skal fra Kjærne,
Og tilbage som mit Væsens Kjærne
Blev min faste Tro paa dig, du stærke!
Dig jeg knæler for. Dit Navn, din Flamme
Er i Verdens Strid mit Vaabenmærke.
Blegt og koldt er alt, hvad Verden ejer,
Mod din Herskerglans, din Guddomsvarme;
Dem, du knuser, løfter du til Solen,
Favner dem med skaberhede Arme.
Hil dig, Eros! Tag mit Hjertes Offer,
Takken for en Glæde uden Mage!
Vel jeg véd det, — hører du, jeg véd det:
Han, du gav din Gunst, tør aldrig klage.
Hvilke Kaar ham Lykkens Leg end under,
Han har sejret førend alle Kampe,
Og den Sang, der luer paa hans Læber,
Er til Døden Livets Dithyrambe!