Mellem de mindst elskværdige
Af Klodens krybende Dyr
Kan nævnes Basilisken.
Den er som et Æventyr.
Den gaar paa sin Bug i Støvet
Og æder sig tyk og fed
Og er, skøndt den lever af Mudder,
Det giftigste Bæst, man véd.
Den yngler mer stærkt end Kaniner,
Er sejglivet mer end en Aal;
Paa dens skjællede, slimede Bringe
Bider ej Jern eller Staal.
Kun én Ting bliver dens Bane,
Det Middel slaar aldrig fejl:
Den dør, naar den ser sit eget
Hæslige Fjæs i et Spejl.
Mig er Basiliskerne tidlig
Blevet af Hjertet imod.
Jeg har ogsaa været uheldig
Og truffet en Overflod.
Og jeg har tigget Vorherre
Om at give mig Had og Held
Til saadan et Spejl at slibe,
Der slaar Basilisker ihjel.
Og kunde jeg bare faa lavet
Et eneste inden min Død,
Saa tror jeg, den evige Hvile
Vilde smage mig dobbelt sød.