Ingen veed, hvor du var dejlig,
du min Ungdoms Drøm,
dejlig som en Sommersoldag
på den dybe Strøm,
gyldent Solskin paa det brede,
blåneblanke Hav —
ydmygt sang mit Hjerte for dig,
men min Tunge tav.
Ak, i Gangen og i Dansen
vugged fyrstefri
du din Pige-Slankheds blysomt
bløde Melodi,
svagt kun dine Kinder rødmed
af dit unge Blod,
om din hvide Pande Håret
som en Guldsky stod.
Tavse Spørgsmaal, sød Forundring
i de dunkelblå,
tillidsfulde, stjerneklare
Øjnes Lys jeg såe.
Livet var dig som et Tempel,
til hvis Dør du kom,
stod forventningsfuld paa Tærsklen
af en Helligdom.
År er svundne, atter ser jeg
dig, min Ungdoms Drøm.
Tunge Skyers Mørkning sløred
nu den blanke Strøm.
Styrken, Dybden, Vovens Vuggen
er der endnu alt,
men fra Himlens fire Hjørner
sorte Skygger faldt.
Var der bag ved Templets Forhæng
ingen hellig Hal?
Såe du dine friske Drømme
gå fra Fald til Fald? —
Endnu våger der Forventning
inderst i dit Blik,
aldrig dog fra Sol og Måne
den sin Lysning fik. —
Du min Ungdoms og min Alders
Drøm foran mig står,
dejlig med de blege Kinder
og det gyldne Hår,
men skønt alle Hjerter danser,
når de møder dig, —
ingen veed, hvor du er dejlig,
ingen uden jeg.
Dejlig er du som det dybe
Hav ved Stjerners Gang.
Ak, fra Dybet kan jeg høre
sorgfuld Klokkeklang.
Al min egen Glæde synes
fattig kun og grå,
og mit Hjerte skælver, skælver,
mens jeg lytter på.
1896